Optakt: Real Madrid - Leganés, Copa del Rey, ottendedelsfinale, 1. kamp

Copa del Rey er pludselig blevet en vigtig turnering efter at Real Madrid i weekenden spillede sig ud af mesterskabskampen med nederlaget på 0-2 hjemme mod Real Sociedad.

I aften gælder det så ottendedels-finalen mod Leganés, som sidste år blev endestationen for Real Madrid i denne turnering og normalt ville man ikke frygte for en gentagelse, men der er meget få ting, som fungerer for Real Madrid i øjeblikket og derfor læner man sig ikke tilbage i sofaen med ophøjet ro inden aftenens kamp.

En af de få lyspunkter i øjeblikket er Vinícius Junior, som spillede en flot kamp i weekenden og han er dermed selvskrevet til genvalg i aftenens kamp, hvor Santiago Solari på trods af kampens betydning vil lade flere reserver komme i kamp. En del af det er naturligvis tvingende nødvendigt, idet Real Madrid har fem mand ude med skader i aften, men både Modric og Marcelo får en pause til at lade op og det er i den grad tiltrængt.

Real Madrid har muligheden for at give Brahim Díaz debut i aften og det spekuleres der kraftigt i, at man vil gøre. Han starter dog på bænken, hvor han ikke ser ud til at få selskab af Isco til at begynde med. Isco ser ud til at få sin blot tredje startplads under Santiago Solaris ledelse og det er ellers ikke fordi han har spillet sig ind i varmen, men fraværet af spillere som Asensio, Bale, Mariano og Kroos giver spanieren endnu en chance for at vise sit værd.

Leganés kan også præsentere nyt blod i aftenens kamp, hvor danske Martin Braithwaite forventes at få sin debut fra start. Han er indkøbt for at ændre på det faktum, at Leganés er det mindst scorende hold i LaLiga og han ser ud til at få chancen i stedet for topscorer Carillo, som spares i opgøret.

Real Madrid bør være opmærksomme omkring dødbolds-situationer, for herfra har Leganés scoret 40% af sine mål.

Real Madrid vandt det første opgør i LaLiga i denne sæson mod Leganés med 4-1, men træner Pellegrino har haft stor succes med at skifte formation til 5-3-2 og holdet spiller meget direkte nu, hvilket man også skal være opmærksomme på i Real Madrid-defensiven.

Sidste sæsons kampe mellem de to hold:
LaLiga:
Leganés – Real Madrid 1-3
Real Madrid – Leganés 2-1

Copa del Rey:
Leganés – Real Madrid 0-1
Real Madrid – Leganés 1-2

De to holds form:
Real Madrid: V-V-V-U-T
Leganés: V-U-U-U-T

Real Madrids forventede hold: Navas, Odriozola, Ramos, Nacho, Reguilón, Casemiro, Ceballos, Isco, Lucas Vázquez, Vinícius, Benzema.

Leganés´ forventede hold: Cuéllar, Siovas, Bustinza, Tarin, Juanfran, Gumbau, Rubén Pérez, Recio, Braithwaite, Merino.

Seneste artikler...

Annonce