unisportShop2017

Stort interview: Lær Luka Jovic bedre at kende

 The Players Tribune har bragt en artikel af Luka Jovic, hvor spilleren selv fortæller om sin opvækst, fodbolden og hvad der betyder noget for ham.


- Nogle gange tror, at jeg bare blev født med det.

- Alle i dette liv har bestemte talenter, og jeg tror mit er at score mål.

- Jeg ved ikke, hvordan jeg endte med at spille angriber, men så langt tilbage jeg kan huske, har jeg altid været besat af at score mål. Da jeg var barn, plejede jeg at have to VHS-bånd af alle målene fra hver eneste VM op til 2006, tror jeg. Jeg kan huske, at jeg var tryllebundet af Roger Milla fra Cameroun ved VM i ‘90, og selvfølgelig Ronaldo - den originale Ronaldo. Jeg var besat med, hvordan han lavede denne der husmandsfinte over for målmændene. Jeg husker det som om det var så hurtigt, som et trylletrick, og jeg øvede mig på at gøre det derhjemme. Ronaldo spillede fodbold med så stor lethed, nærmest som om han kun var på 30%, og jeg syntes det var fantastisk. Hans stil og selvtillid satte spor i mig.

- Jeg tror mine trænere må have set det instinkt i mig, for de satte mig i angrebet fra allerførste gang jeg trådte ind på en fodboldbane. Min far skrev mig op til et hold, der hed FK Omladinac i Loznica, Serbien, og jeg kan huske, at alting var blåt. Hegnet rundt om banen var blå, og der var et lille hotel lige ved siden af banen, der var målet blåt. Jeg var i en tilstand af ærefrygt. Hvis du faktisk så et billede, ville du grine, fordi det var et meget lille område, men det var min første gang på en fodboldbane. Enhver fodboldspiller, de føler det indeni, selv når de er unge.

- Jeg troede alle fodboldbaner i verden var dækket af blåt, da jeg var ung. Det var først efter talentspejdere from Røde Stjerne Beograd lagde mærke til mig, at jeg indså, at der var andre farver i fodboldverdenen. Jeg var otte år dengang, og jeg havde ingen idé om alle de steder, fodbold ville tage mig hen.

- Jeg voksede op i et sted, der hedder Batar. Jeg forventer ikke, at du kender det - bare rolig. Det er det her virkelig lille sted, med kun 105 huse i hele landsbyen. Men for mig er det noget særligt. Jeg kan huske, at en mand fra Batar engang sagde: “Min landsby er smukkere end Paris.” Og det er virkelig sådan jeg også ser det. Næsten alle folk der, arbejder i landbruget, og hvis du spørger dem, hvad de tror på, så vil de fortælle dig to ting: at arbejde hård, og at drømme stort. Alle i Batar giver alt for at spare penge, så deres børn kan rejse for at få en uddannelse eller flytte til en større by og arbejde.

- Det var det samme for mig. Mine forældre arbejdede hårdt for at hjælpe mig med at finde en vej i livet. Da jeg voksede op, ejede min far et supermarked. Men hvis han havde et dårligt år, ville han få hjælp af et banklån, så han fortsat kunne køre mig til træning hver dag. Min onkel arbejdede i Rusland, men hvis han hørte, at vi havde pengeproblemer, ville han købe fodboldstøvler og sko og sende penge til min far, når han havde brug for det. Serbiske familier er særlige på denne måde, tror jeg. Vi er meget, meget tætte. Det er vi nødt til at være.

- Jeg tænker ikke på det her særlig meget, men da jeg var ni eller ti år gammel blev min storesøster meget syg. Dette var øjeblikket, der ændrede vores liv. Lægerne fandt ud af, at hun havde leukæmi, og hun var inde og ude af hospitalet i lang tid. Min mor måtte stoppe med at bestyre supermarkedet for at tage sig af hende. I et helt år, var vores familie delt op. Jeg boede med min far og min bedstefar, og rejste til og fra træning i Røde Stjerne, mens min mor boede med min søster.

- Det var en meget svær tid. Det jeg husker bedst, er følelsen, da jeg kom hjem fra Beograd til Batar efter en kamp. En dag, mens han gav mig et lift hjem fra træning, stoppede min far bilen og samlede min onkel og fætter. Jeg vidste ikke hvad der skete, men jeg indså, at vi skulle fejre noget. Vi tog hjem, og jeg kan huske, at min søster havde en papirhat på, som om det var hendes fødselsdag. De fortalte os, at hun var kureret. Det var bare en fantastisk følelse at vide, at hun ville være okay, fordi vi havde været meget bange i så lang tid.

- Da min søster overvandt sin sygdom, gav det mig gejst til at skabe succes. Jeg ville være en vinder ligesom hende. Min drøm var den samme, som for alle andre børn i Batar - at spille for Røde Stjerne Beograd, og at score mod Partizan i ‘Det Evige Derby’. Folk udenfor Serbien forstår måske ikke. Røde Stjerne er anderledes på en måde, jeg ikke kan forklare. Måske kender du klubben på grund af vores tunnel? Når folk kommer for at spille mod Røde Stjerne, siger de den ser… hjemsøgt ud? Der er noget graffiti på væggene, og det er meget mørkt. Jeg går ud fra, at nogle er bange for det? Men for mig var det totalt normalt. Jeg plejede at gå ned i tunnelen, da jeg var otte, ni år gammel, når de lod ungdomsspillerne være maskotter. Når du hører atmosfæren på stadion, så kan du ikke tro det.

- Hos Røde Stjerne handler alt om at vinde. Hvis du ikke vinder, er det en fiasko. Der er en historie fra et par år siden, hvor holdet kæmpede og havde finansielle vanskeligheder. Nogle af spillerne skrev et brev til fansene i avisen, hvor der stod noget á la: “Hør, tingene er hårde lige nu. Klubben har ikke råd til shampoo til badene”.

- Næste dag brød nogle fans ind i spillernes biler og lagde shampoo-flasker på sæderne.

- Forstår du, hvad jeg mener? Det er mere end en fodboldklub. Men at vokse op i dette miljø giver dig selvtillid, så du aldrig er bange for noget.

- Da jeg var 16 år, fik jeg min debut for førsteholdet mod FK Vojvodina. Og her er en historie til jer… Jeg var på hotellet i Novi Sad aftenen før kampen, og du må forstå, at da jeg var på ungdomsholdet, var der intet udgangsforbud før en kamp. Jeg sad på mit hotelværelse med min værelseskammerat, og vi blev meget sultne, så vi tog ud til markedet for at få noget mad. Vi kommer tilbage og vi ser, at vores trænere sidder i baren og får en drink. De kigger på os som de var chokerede. Vi forstod ingenting.

- Træneren sagde: “Ved I hvad klokken er?”

- Vi kiggede på uret og den var 23:30.

- Han skreg: “I skulle have været i seng kl. 23!”

- Jeg vidste det virkelig ikke! Jeg var 16! Han var rasende den aften, men alt jeg kan sige, er at da jeg trådte ind på banen næste dag, var jeg fuld af selvtillid. For mig, er det et instinkt at score mål. Jeg synes det er min bedste egenskab. Uanset hvad der ellers sker, hvis du beder mig om at sparke bolden i nettet, så er jeg totalt fokuseret.

- Og så gik jeg ud og scorede den dag. Jeg kan huske, at jeg kiggede på vores fans, mens de jublede, og det var den mest utrolige følelse. Røde Stjerne er næsten som et familiemedlem. Jeg har altid ville spille for dem, og selv da jeg fik chancen for at flytte til større klubber, havde jeg ikke rigtig lyst. Faktisk, og det her er sandt - da Benfica ville have mig i 2016, fortalte jeg min mor, at jeg ikke ville væk. Jeg kan huske hendes ord. Hun sagde: “Skat, vi ved, at du elsker Røde Stjerne mere end os, men du bliver nødt til at sætte dig selv først.”

- Jeg synes det siger alt om Røde Stjerne. Min mor bekymrer sig over, at jeg foretrækker klubben over hende.

- I sidste ende besluttede jeg mig for at tage til Benfica, for at komme frem i min karriere. Men jeg synes altid skete for hurtigt. Min familie betyder alt for mig, og jeg var virkelig ikke klar til at forlade dem. At være 18 år og flytte 3.000 kilometer væk, til et sted, hvor du ikke taler sproget, så handler det ikke kun om fodbold længere. Dit liv er ikke simpelt. Da jeg først ankom til Lissabon, tænkte jeg meget på derhjemme og jeg ville begynde at græde uden grund. Det var en virkelig skidt tid i min karriere, fordi jeg følte mig så alene. Men heldigvis ændrede alt sig, da jeg flyttede til Eintracht Frankfurt.


- Jeg vil altid elske og sætte pris på Eintracht, fordi det er ikke en klub, som handler om penge og dyre spillere. I stedet handler det om kemi og om en utrolig følelse af sammenhold med fansene. Jeg begyndte virkelig at nyde min fodbold igen, da jeg tog dertil. Da vi vandt den tyske pokalturnering i 2018, var hele atmosfæren på stadion og i byen elektrisk. Det føltes en del som Røde Stjerne, og jeg fik mange venner i Frankfurt, som jeg vil beholde for evigt.

- Min eneste fortrydelse er Europa League-semifinalen mod Chelsea. Det er nok én af de eneste gange i min karriere, jeg har grædt tårer af sorg, og det var ikke engang lige efter vi havde tabt på straffespark. Det var da vi forlod banen, og jeg så Eintracht-fansene synge vores hymne med tårer i øjnene, selvom vi havde tabt. Det var en anderledes oplevelse for mig at spille foran fans, som støtter dig, når du taber. Det er sjældent i fodboldverdenen, og jeg er ked af, at jeg skal forlade Frankfurt, fordi klubben ændrede min karriere.

- På grund af mit skifte til Tyskland, og fordi jeg spillede på et højt niveau igen, fik jeg chancen for at spille VM i 2018, hvilket er en følelse, du ikke kan forklare med ord. Jeg kan huske, at før vi spillede mod Brasilien, varmede jeg op med Marko Grujic fra Hertha Berlin, og det føltes bogstaveligt talt som om vi ville eksplodere på stadion. Da vi kom ned i omklædningsrummet, var vi badet i sved. Gennem hele kampen, kan man ikke mærke noget. Man er følelsesløs. Efter kampen kan du endelig se det hele - hvad du har gjort, og alt du har opnået. For mig, en knægt der voksede op i en lille landsby i Serbien, som altid har set bånd af Ronaldo, at have det øjeblik mod Brasilien var så specielt.

- Tingene er sket meget hurtigt for mig. For et par år siden drømte jeg bare om at spille for Røde Stjerne. At spille i en Europa League-semifinale, at spille til VM og nu at skifte til Real Madrid, det er fantastisk. Men jeg synes det vigtigste for en angriber er selvtillid. Jeg har aldrig tvivlet på mit værd. Jeg føler bare, at jeg har en kvalitet, som jeg blev født med, og jeg vil aldrig tvivle på den.

- Det er sjovt, sidste gang jeg spillede for landsholdet, sagde en af mine holdkammerater, Stefan Mitrovic, noget á la: “Mand, de ting jeg kunne gøre, hvis jeg havde din selvtillid.”

- Men for mig giver det bare mening. Hvordan kan du være angriber uden selvtillid? For denne position er det vigtigste ikke starten, det er slutningen.

- Det er det samme for mig. I starten blev jeg født i en lille landsby i Serbien med 105 huse, et sted du sikkert aldrig har hørt om før. Hvad sker der nu i historien? Hvad vil jeg opnå? Hvad er slutningen? Jeg ved det ikke, men jeg har meget store drømme.

- Jeg glæder mig meget til at komme til Real Madrid, og endnu engang vil jeg gerne takke Eintracht Frankfurt og fansene for at få mig til at føle mig hjemme de seneste to år.

Danke.

BEMÆRK! Vi bruger cookies.

Ved at benytte hjemmesiden accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Læs mere

Jeg er indforstået

Hvorfor informerer vi om cookies?

Alle danske hjemmesider skal informere om cookies, der afsættes på brugerens udstyr. Informationen skal være i overensstemmelse med ”Bekendtgørelse om krav til information og samtykke ved lagring af og adgang til oplysninger i slutbrugeres terminaludstyr”.

Vi benytter cookies til:

  • Optimering af teknisk funktionalitet
  • Integration til facebook.com
  • Integration til vores annoncører, herunder Google AdSense

Ønsker du ikke at tillade cookies, kan du finde en vejledning her til at slette/slå dem fra i din browser. Vælger du at slette cookies, vil en del funktioner på madridista.dk ikke fungere hensigtsmæssigt for dig. Fx vil det ikke være muligt at logge på debatforum.