De Laurentiis: Jeg ved ikke hvorfor James blev foræret til Bayern når vi skal betale €42 mio.

Det er så godt som sikkert at James Rodriguez' tid i Real Madrid er ovre. Napoli har længe været favorit til at hente colombianeren, men de ser nu ud til at blive overhalet på målstregen af Real Madrids lokalrivaler, Atletico Madrid.

Napoli er ikke villige til at betale den pris Real Madrid kræver, og Napoli-præsident, Aurelio De Laurentiis, har flere gange grædt til pressen over Real Madrids urimeligt høje krav på 42 millioner euro for James.

Denne gang er han utilfreds med at man lejede ham til Bayern i to år, men at man ikke er villige til at leje ham ud igen.

- Jeg forstår ikke hvorfor Bayern München fik spilleren foræret, og vi bliver bedt om at betale 42 millioner.

- Bayerns budget er tre gange større end vores.

- Hvis James kunne komme her på en lejeaftale, ville ingen sige nej, for så havde vi råd til endnu en spiller.

At Atletico Madrid nu er trådt ind i kampen om spilleren, har yderligere besværliggjort forhandlingerne for den italienske klub, og mange ser nu Atletico som favoritter til at vinde kampen om James.

Seneste artikler...

Annonce