Ligaen er det vigtigste for Zidane
For Real Madrid starter den nye sæson på lørdag, hvor man skal forsøge at slå Celta Vigo på udebane i den turnering, som Zinedine Zidane har markeret som den vigtigste.
Zinedine Zidane nød stor succes i sin første periode som Real Madrid-træner, men den succes var mest baseret på europæiske resultater. I ligaen kneb det noget mere, med undtagelse af sæsonen 2016/17, hvor det blev til en førsteplads. Generelt har det været småt med national hæder for Real Madrid, hvor det blot er blevet til to mesterskaber på 11 år.
De seneste to sæsoner har den været helt gal med en afstand op til Barcelona på 17 og 19 point, og man er endda endt efter Atlético Madrid i begge sæsonerne.
Da Zidane vendte tilbage til klubben i marts, lagde han også vægt på ligaens betydning:
- Jeg har altid sagt, at ligaen er den vigtigste turnering for mig, da det er den vi arbejder på dag til dag.
- Det er den sværeste at vinde.
- Vi vil forsøge at starte ligaen på den bedst mulige måde næste sæson (denne sæson, red.). Det vil være en vigtig idé fra preseason og frem.
- Det skal være det vigtigste mål, uden at være respektløs overfor andre turneringer.
I dette årtusinde har Real Madrid sat sig på seks ligatitler, mens Barcelona har ti. Skulle det lykkes Zidane at vinde endnu en ligatitel, vil han være den ottende træner i klubbens historie, som har formået at vinde to af dem.