AS: Real Madrid tæt på brasiliansk U/17-talent


Vinicius Jr. (venstre) og Alan Souza (højre) for brasiliens U/17-landshold. De genforenes måske til sommer.

Real Madrid har indgået en mundtlig aftale med det brasilianske talent Alan Souza. Dette beretter både AS og MARCA.

Den 17-årige midtbanespiller, som i skrivende stund brillerer for Brasiliens U/17-hold ved VM i Indien, skal ifølge AS og MARCA ankomme til Madrid den kommende sommer, hvor han i første omgang indlemmes på Castilla-mandskabet. Sådan forlyder en angivelig mundtlig aftale mellem de to parter.

Flere storklubber menes at have blikket rettet mod Alan, og Real Madrids interesse for den unge brasilianer opstod formentlig allerede i fjor, eftersom teenagerens agent i begyndelsen af indeværende år besøgte Bernabéu, for at diskutere talentets fremtid, beskriver AS. De indledende forhandlinger har udviklet sig, og går alt efter planen, kan Alan følge i den jævnaldrende landsmand Vinicius Juniors fodspor, og iklæde sig den hvide trøje til sommer.

Alan de Souza Guimarães spiller til dagligt for Palmeiras’ U/17-hold, og kontrakten med den brasilianske klub løber frem til 2019. Fra Real Madrids side vil man forsøge at forhandle sig til en pris under den nuværende frikøbsklausul på 50 millioner euro, og dette bør være muligt eftersom Alan på købstidspunktet vil være under et år fra kontraktudløb. Ender det med enighed blandt parterne, vil Alan være den seneste af flere unge talenter, som Real Madrid satser på skal udgøre en del af fremtidens Real Madrid.

Madridista.dk kunne før U/17 VM meddele, at Vinicius Junior ikke ville deltage i turneringen, og i det andet talents fravær har Alan altså taget teten, og skal forsøge at styre U/17-holdet mod VM triumf. Dog skal Brasilien først overkomme Tysklands ditto i søndagens kvartfinale.

Om sine muligheder efter VM udtaler Alan: ”Hvis jeg spiller et godt VM, kan jeg måske spille for Palmeiras’ seniorhold.”
Det lader dog til, at der sidder nogle med større planer for det unge talent.

Seneste artikler...