Officielt: Mbappé får én kamps karantæne
Siden Kylian Mbappé valgte at sætte en skrækindjagende stempling direkte ind på læggen af Antonio Blanco imod Alavés, har det været frygtet, at franskmanden kunne være så uheldig at misse så mange kampe, at selv de kommende to Clásicos ville være i fare. Men nu kan han og Real Madrid-fanskaren ånde lettet op.
For han slipper med den minimale straf på bare én kamp i skammekrogen, hvilket skyldes, at dommer Soto Grado i sin rapport understregede, at selvom forseelsen var til rødt, var det trods alt i en kamp om bolden.
Mbappé misser derfor den kommende hjemmekamp imod Athletic Club, hvilket også kan være alvorligt nok, men han er altså med i Copa del Rey-finalen den 26. april.