Overbevisende sæsonstart

10 år 5 måneder siden #1 af raul7=kongen

Tirsdag aften indledte Real Madrids basketballhold sæsonen i den spanske liga, ACB, hvor man er forsvarende mestre. Det efter en tur til Kina, som har været kritiseret for at ligge for tæt på sæsonstarten, men lad det være sagt med det samme, Real Madrid smadrede Valladolid.

Allerede få minutter inde i kampen stod det klart, at Kongeklubben var det stærkeste hold, og således førte man allerede efter 1. periode med 26-12, hvilket reelt lukkede kampen. Selv på cruise-control var mestrene dog bedste i alle kampens fire perioder, selvom alle holdets 12 mand spillede over 10 minutter og ingen mere end 23 af kampens 40 mulige minutter.

Yderst positivt var det også, at alle spillere fra talentfulde Daniel Diez til stjernen Rudy Fernandez fik scoret og dermed kom solidt igang med sæsonen. Topscorer blev netop Fernandez med 13 points.

Kampen endte 87-53, næste opgør er af den mere alvorlige slags på søndag kl. 12.40, hvor Laboral Kutxa(tidligere Caja Laboral) kommer på besøg.

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

Leveret af Kunena Forum
Annonce