Real Madrid har Pogba-plan
Kilder tæt på Paul Pogba fortæller angiveligt til spanske AS at forhandlingerne mellem klubberne er i fuld gang, men at man ikke skal forvente en snarlig afgørelse.
Real Madrid har nemlig bedt om, at Paul Pogba og Mino Raiola nu forholder sig i fuldkommen ro efter deres bastante udtalelser tidligere, hvor først Pogba i Tokyo udtalte, at ”Det er tid til at gå ny udfordringer i møde”, som straks blev fulgt op af den italienske agent, som først sagde, at ”Fra den første til den sidste i United er klar over, at Pogbas ønske er at rejse” og fulgte op med ”Afslutningen på Pogba-sagen er endnu ikke skrevet”.
Dermed står det meget klart for Manchester United-ledelsen, at man står med en utilfreds profil og det er man selvfølgelig nødt til at reagere på, hvilket man da også er i fuld gang med på transfermarkedet, hvor blandt andet Sporting Lissabons Bruno Fernandes bringes i spil sammen med Lazios Sergej Milinkovic-Savic.
Pogba-kilderne mener dog, at forhandlingerne kan trække ud helt til den 8. august, hvor transfervinduet lukker for de engelske klubber eller endda helt frem til slutningen af august, hvor Manchester United dog til den tid ikke vil have mulighed for at købe en afløser.
Real Madrids ønske om, at Pogba og Raiola optræder med varsomhed, betyder at man kan forhandle i ro og mag med Manchester United og planen er, at man vil intensivere presset over for den sjettebedste engelske klub frem mod transfervinduets lukning.
Lige nu er det prisen, som er den største forhindring for en aftale mellem parterne. Manchester United forlanger angiveligt 200 millioner € for Pogba, mens Real Madrid højst vil strække sig til 150 millioner €.