Siqueira på aftenens menukort
Den spanske sportsavis MARCA spekulerer netop nu i om aftenens kamp mellem Granada og Real Madrid byder på mere end blot opgøret i sig selv. Avisen gisner om, at Real Madrid fortsat er interesseret i at tilknytte Granadas venstreback, Guilherme Siqueira.
Real Madrid skulle være interesseret i at tilknytte sig den brasilianske venstreback og sende Denis den anden vej, på en lejeaftale. Der mangler dog endnu nogle væsentlige formaliteter før denne handel måske bliver en realitet – Denis’ personlige forhold og Siqueiras ditto. MARCA mener at vide, at det gode forhold mellem Florentino Pérez og Quique Pina kommer til at spille en afgørende rolle i denne forestående handel.
Med portugisiske Coentraos ønske om at forlade Real Madrid, har Ancelotti reelt set kun én venstreback at sætte sin lid til, nemlig Marcelo. Dette er imidlertid ikke nok for italieneren, som ønsker to valgmuligheder på denne position, hvilket man overhovedet ikke kan fortænke ham i.
Granada har allerede afvist et bud fra engelske Liverpool, som i stedet har lejet franske Aly Cissokho, hvorfor englænderen må betragtes, som ude af billedet til Siqueiras underskrift. Ud over dette har Grandas træner, Lucas Alcaraz, ikke udtaget nøglespilleren til aftens kamp, hvilket blot har tilført mere brænde til bålet om et forestående skifte, som i givet fald ville blive Real Madrids sidste.
Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen
