Reaktioner oven på gårsdagens remis

12 år 7 måneder siden #1 af Daniel

Marcelo, der selv spillede en kamp under niveau i går, havde følgende at sige til den fremmødte presse efter kampen.

- Vi startede kampen dårligt og da vi reagerede, var det for sent, men attituden var fin; det uafgjorte resultat, er som et nederlag for os. Vi ønsker ikke at snakke om dommeren, nogen gange er kendelserne til ens fordel, andre gange ikke, siger Marcelo, ifølge Real Madrids officielle hjemmeside.

Diego López havde en lidt anden indgangsvinkel til dommerens præstation og tog bladet en smule mere fra munden.

- Jeg blev fortalt, at Ramos’ andet gule kort ikke en gang var et frispark, og hvad jeg tydeligt så, var straffesparket begået mod Modric, som ikke blev dømt. Ramos begik to frispark, som ikke var af nævneværdig karakter – typiske dueller om bolden. Disse små detaljer kan ændre kampen og i dag (i går, red.) var de til Osasunas fordel, siger målmanden og tilføjer følgende i forhold til selve kampen.

- Vi skulle vinde. Dette er en svær bane og vi spillede ikke vores bedste, slutter Diego López, som endvidere igen påpegede, at dommerens beslutninger i kampens hede, havde indflydelse på resultatet.

Carvajal, der spillede en solid kamp i går, bakkede sin landsmands, Diego López, holdning vedrørende dommerens indsats op.

- Udvisningen af Ramos var uretfærdig. Det var åbenlyst, at det første gule kort ikke en gang var en egentlig forseelse; dommeren begik en fejl, siger Carvajal inden han analyserer lidt på kampen.

- Vi er Real Madrid og vi er ambitiøse, resultatet er ikke godt. Vi startede ikke kampen godt, men i anden halvleg viste vi karakter og fik uafgjort i en kamp, vi næsten havde tabt, slutter højrebacken, ifølge Real Madrids officielle hjemmeside.

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

Leveret af Kunena Forum