Let sejr på trist eftermiddag

12 år 5 måneder siden #1 af Administrationen

 

Real Madrid vandt ubesværet 3-0 over Elche i en fodboldkamp, der var rodet på den mest tænkelige facon. Tempoet var lavt, intensiteten fraværende og kvalitetsforskellen mellem de to fodboldhold ekstraordinært stor. En blandet cocktail, der aldrig rigtig blev seværdig.

Samtidig havde Ancelotti flere normale startere ude af startopstillingen.

Modric sad blandt andet udenfor med karantæne og Carlo Ancelotti havde valgt at gøre plads til udskældte Asier Illarramendi i startopstillingen. Det skulle vise sig at være en god idé.

I hvert fald blev Illarra kampens første målscorer, da han fra kanten af feltet afsluttede fornuftigt med højrefoden og via en Elche-fod bragte sig på tavlen.

Scoringen, som faldt mod slutningen af første halvleg, trak unægtelig den sidste spænding ud af kampen og Real Madrid kunne dermed koncentrere sig om at holde bolden i bevægelse, slippe fra opgøret uden skader og holde Elche fra at score. Alle ting lykkedes til perfektion, og så gjorde det rent underholdningsmæssigt absolut ingenting, at Bale via et drømmehug og Isco via et godt udført kontraangreb også fik netmaskerne til at blafre.

Udover de tre point, og den i hvert fald midlertidige førsteplads, så kunne hjemmepublikum glæde sig over, at Pepes makkerpartnerskab med den til lejligheden valgte Varane fungerede bedre end godt. Portugiseren gennemlever sin måske bedste periode i den spanske hovedstad, og det er efterhånden mere reglen end undtagelse, at bulderbassen med mikrofonhåret afværger de fleste optræk til farlige situationer.

Også Varane gjorde det hæderligt, mens Illarra udover sin scoring også bidrog med flere gode aktioner.

Omvendt vil det være fair, hvis Benzema havde konverteret et par gode muligheder til chancer, ligesom Carvajal på højrebacken langt fra spillede sin bedste kamp i Madrid. Indskiftede Morata fik et par gode muligheder, men overbeviste på sine ti minutter ikke Ancelotti om, at han bør få mere spilletid i fremtiden.

Med sejren fortsætter Ancelotti sin fineste periode som cheftræner i Spanien, hvorfra han nu kan rette blikket mod tyske Ruhr, hvor man i midtugen møder Schalke i Champions League.

 

Real Madrid – Elche 3-0 (1-0)


1-0  Illarramendi (34. min.), 2-0 Gareth Bale (72. min.), 3-0 Isco (80. min.)

 

Real Madrid:
Gule kort: Pepe

Røde kort:

 

Elche:

Gule kort: Alberto Rivera, Botia, Marquez

Røde kort:

 

Real Madrid:

Diego López – Arbeloa, Pepe, Varane, Carvajal – Ángel dí María, Xabi Alonso (83. min., Casemiro), Illarramendi – Jesé (74. min., Isco), Benzema (82. min., Morata), Bale

 

Elche:

Herrera – Albacar, Botia, Lomban, Cisma – Marquez, Rivera (73. min., Niñguez), Peréz – Manu (73. min., Fidel), Gil (78. min., Herrera) – Corominas

 

Kampens spiller:Pepe

Kampens badebold:Carvajal – den chance, suk …

Kampens detalje :Gareth Bales fremragende drøn til 2-0

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

Leveret af Kunena Forum