Real Madrid er klar til kvartfinalerne

  • realmadsen
  • realmadsen's profilbillede Emne forfatter
  • Offline
  • Ekspert bruger
  • Ekspert bruger
  • Mi unico estimulante es la camiseta blanca!
12 år 4 måneder siden #1 af realmadsen

Advarsel! Næste sætning indeholder en spoiler. For lad det være sagt med det samme, der var aldrig spænding om det samlede resultat. Til det leverede ingen af holdene store nok udsving. Til gengæld kunne man så håbe at Real Madrids unge spanske stjerneskud, anført af Jesé og Morata, ville funkle en smule på den spanske aftenhimmel. Det viste sig heller ikke at blive tilfældet idet førstnævnte måtte bæres fra banen allerede inden der var spillet ti minutter, med hvad der lignede en alvorlig knæskade. Sidstnævnte fordi han simpelthen ikke i øjeblikket besidder kvaliteterne til at indtræde i Ancelottis start-11'er. Gang på gang formåede Morata på ganske forunderlig vis at forvalte bolden ud over baglinjen eller direkte i hænderne på Fährmann i tyskernes mål. Heldigvis var der i aften blot tale om en "ubetydelig" returkamp, men tænk sig om det havde været for blot en håndfuld år siden, hvor Real Madrid vitterligt kæmpede for at komme videre. Ja så havde piben nok haft en ganske anden lyd. Heldigvis har Real Madrid også rigtig store stjerner og de funklede på flotteste vis efter knap 20 minutter, hvor ellers udskældte Morata med en god tværpasning fandt Gareth Bale, der ganske uselvisk sendte bolden på tværs i det lille felt, hvor Ronaldo ikke kunne "undgå" at score. Simpelt, hurtigt, lækkert.

Hverken hurtig eller lækker blev resten af halvlegen for særligt Real Madrid gik, nok ganske fornuftigt, et gear eller to ned og så var det måske ganske retfærdigt, at Hoogland fra de mintgrønne tyskere kunne udligne da man rundede den halve time. Et skud udefra ramte Sergio Ramos' fod og så var Casillas chanceløs mellem stængerne. Resten af halvlegen bød på halve chancer i begge ender og særligt Klaas-Jan Huntelaar viste, hvorfor det næppe var tilfældigt, at han ikke spillede længere tid i den hvide trøje.

Fra anden halvlegs start stod det hurtigt klart, at Schalkes sidste 45 minutter i årets Champions League udelukkende ville blive et spørgsmål om man kunne holde Real Madrid fra at score mere end en gang. Det lykkedes ikke. Efter en times spil så det ellers ganske fornuftigt ud, da tyskerne havde holdt den madrilenske offensiv fra netmaskerne, men som heller aldrig selv blev bare i nærheden af farlige. Længe så det ud til, at de to mandskaber skulle nøjes med et mål hver, men så tog fodboldfanden ved en vis kommandant fra Portugal. Fra knap midterlinjen og direkte i netmaskerne i særdeles høj fart og så kunne Ronaldo skrive 13 ud for antal scorede mål. Minuttet efter kunne Morata rette en smule op på sin halvdårlige indsats og banke det sidste søm i Schalkes europæiske kiste. Ancelottis mandskab er dermed at finde i bowlen til kvartfinalerne med en samlet score på vanvittige 9-2.

Kampens spiller: Isco – den lille magiker burde nok have krydret sin indsats med en enkelt kasse, men hele kampen igennem viste han smagsprøver på sit kæmpe talent og fremragende overblik.

Kampens badebold: Alvaro Morata – på trods af sin scoring til 3-1 berettiger aftenens præstation langt fra til at gøre sig gældende i Real Madrids startopstilling.

Kampens detalje: Schalkes 4000 medrejsende fans – tyskerne skal også have lidt med hjem og det viser altså en hel del om klubånd og fankultur, når man vælger at bruge sine surt optjente Ruhr-euro på at rejse til den spanske hovedstad med et 6-1 nederlag i bagagen.

Dommer: Sergei Karasev

Mål: 3-1 (1-1); 1-0 Ronaldo (22'), 1-1 Hoogland (31'), 2-1 Ronaldo (74'), 3-1 Morata (75')

Real Madrid: Casillas – Nacho – Varane – Sergio Ramos (Carvajal 69') – Coentrão – Illarramendi – Xabi Alonso (Casemiro 46') – Isco – Ronaldo – Jesé (Bale 8') - Morata

Schalke 04: Fährmann – Hoogland – Höwedes (Papadopoulos 59') – Matip – Kolasinac – Ayhan (Annan 81') – Neustädter – Obasi – Meyer – Draxler – Huntelaar (Szalai 46')

Gule kort: Illarramendi (59'), Papadopoulos (79')

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

Leveret af Kunena Forum