Stor sejr med småt spil

9 år 10 måneder siden #1 af Siempre Madrid

Syv mål, heraf fem til Real Madrid. Fire skud på træværket, et brændt straffe, et annulleret mål og en udvisning. Lyder det ikke bare som et festfyrværkeri af en kamp!?

Det var det på ingen måde på Estadio Santiago Bernabéu, hvor flere nok havde valgt lidt kold sangria på fortovsrestauranterne i den varme sol, hvis de havde vidst, hvad de skulle udsættes for i det nordlige Madrid.

Nuvel, så var det heller ikke værre, for Real Madrid havde sine to Europamestre tilbage og den første skulle blot bruge seks minutter, så havde han vist, at han ikke har glemt at score mål. Du har naturligvis gættet, at der er tale om Cristiano Ronaldo, som udnyttede et flot oplæg fra Gareth Bale.

Dermed var der lagt op til, at man kunne læne sig tilbage og nyde en opvisning, men det blev i stedet Real Madrids spillere, som lænede sig tilbage og lod et bravt kæmpende Osasuna-hold stå for en stor del af de gode indslag i første halvleg og fem minutter før pausen var det tæt på at give gevinst, da man bragede et hovedstød på overliggeren.

Men fodbold er et kynisk spil, hvor man ikke altid får som fortjent, for blot få øjeblikke senere var Danilo på spil i den anden ende af banen, hvor han endte med at få en ripost, som han tørt lagde ind bag Osasuna-keeperen og da Sergio Ramos kraftfuldt headede Real Madrid foran med 3-0 vidste man godt, at Zinedine Zidane havde udlignet Miguel Muñoz´ 55 år gamle rekord med 15 sejre på stribe.

Pepe øgede føringen straks i anden halvleg, inden Luka Modric lukkede målfesten for Real Madrids vedkommende.

Da var der blot spillet en time og resten af kampen burde ikke nævnes med en linje, men det skal med at det var beskæmmende at se Real Madrid sløse så meget i defensiven, selv om det skal indrømmes, at Osasunas to hovedstødsmål var flot sat ind.

Der kom naturligvis aldrig spænding om resultatet og en del af forklaringen på at man lod Osasuna komme ind i kampen kan være, at man allerede havde tankerne henne på onsdagens CL-kamp mod Sporting Lissabon. Og i den rodede forestilling fik Real Madrid også flere gode afslutningsmuligheder, blandt andet havde Benzema et skud på overliggeren og kort før tid, fik han på mærkværdig vis tøffet bolden forbi mål, selv om han var helt fri.

Kampen går ikke over historien som den mest velspillede, men Real Madrid har maksimumpoints og en målscore på 10-3. Det tæller også.

Kampfakta:
Real Madrid – Osasuna 5-2 (3-0)
1-0 Cristiano Ronaldo (6.)
2-0 Danilo (41.)
3-0 Sergio Ramos (45.)
4-0 Pepe (56.)
5-0 Luka Modric (61.)
5-1 Oriol Riera (64.)
5-2 David García (78.)

Real Madrids hold: Casilla, Danilo, Ramos, Varane, Nacho, Kovacic, Modric (Asensio (63. min.), Kroos, Bale (Lucas Vázquez, 74. min.), Cristiano Ronaldo (Benzema, 66. min.), Morata.

Osasunas hold: Nauzet, Tano, Unai García, M. Flaño, D. García, Fuentes, De las Cuevas (Roberto Torres, 71. min.), Fausto, Oier, Kodro (Jaime Romero, 53. min.), Riviére (Riera, 61. min.).

Kampens spiller: Nacho. Der var ikke mange at vælge i mellem, men der er ingen slinger i valsen med Nacho, når han spiller.

Kampens badebold: Fernández Borbalán. For at fløjte straffespark alt for hurtigt i en situation, hvor Osasuna får scoret et regulært mål. Straffesparket brændte baskerne.

Kampens detalje: Europamestrene er tilbage med mål og i dag fik man set, at Cristiano Ronaldo både kan overlade et frispark til Bale og at han kan udskiftes. Hvad skal kritikerne snart finde på?


No soy sólo perfecto, soy Madridista también. Madridista con corazón y cojones.
¡¡¡Illa Illa Illa, Juanito Maravilla!!!
Los días que tu juegas, son todo lo que soy.
Si quieres llevar este escudo, primero hay que sudar la camiseta.
Florentino Pérez: El ultimo titulo es el primer paso al siguiente.
Emnet er blevet låst.
9 år 10 måneder siden #2 af Siempre Madrid
Låst.

No soy sólo perfecto, soy Madridista también. Madridista con corazón y cojones.
¡¡¡Illa Illa Illa, Juanito Maravilla!!!
Los días que tu juegas, son todo lo que soy.
Si quieres llevar este escudo, primero hay que sudar la camiseta.
Florentino Pérez: El ultimo titulo es el primer paso al siguiente.
Emnet er blevet låst.
Leveret af Kunena Forum