Optakt: Tilbage på sporet

9 år 10 måneder siden #1 af Daniel

Ham her må gerne finde smilet og målene frem mod Las Palmas.

Zidane valgte at spare vigtige spillere i onsdagens misere mod Villarreal, hvorfor kampen endte i et tamt remis. Derfor tager Real Madrid til den spanske ferieø Las Palmas med en masse at revanchere. Selv verdens bedste fodboldhold kan blive slået ud af kurs, men for Real Madrids vedkommende er det altafgørende at komme tilbage på sporet mod Las Palmas, med en omgang overbevisende fodbold og et tilsvarende resultat – Dortmund venter i midtugen og selvtillid i bagagen er essentielt.

Real Madrid er trods det uafgjorte resultat mod Villarreal stadig at finde på førstepladsen i den spanske liga, da ærkerivalerne fra Barcelona snublede i egen hule mod bysbørnene fra Atletico Madrid. Ramos og co. kan derfor bryste sig af en ganske hæderlig start på ligaen, hvor Sevilla i skrivende stund er tættest på Kongeklubben, to point efter.

Las Palmas er ikke en klub, Real Madrid skal undervurdere inden Zidanes tropper bliver sluppet løs på Estadio Gran Canaria. Klubben fra den spanske ferieø er kommet godt fra land med tre sejrer og to nederlag. Og med fine handler denne sommer har Las Palmas en hel masse kvalitet at skyde med rundt på banen. Det har man vist i flere tempi, eksempelvis i første spillerunde, hvor Miguel Angel Ramírez’ tropper slog Valencia imponerende 4-1.

Alt det ændre selvfølgelig ikke på Real Madrids store favoritværdighed lørdag aften. En favoritværdighed Kongeklubben skal ud og forvalte til en sejr og tre point. Modric er tilbage, hvorfor det er at forvente, at Real Madrids spil på banen bliver lidt mere sammenhængende, end mod Villarreal i midtugen, hvor Real Madrids lille kroatiske troldmand af uransagelige grunde blev sparet.

Ronaldo og Benzema er begge udskældt i spansk presse. Specielt fordi det heller ikke er gået de spanske mediers næse forbi, at Morata og Lucas Vázquez leverer bundsolide præstationer på banen, hver gang de to spillere, der begge er produkter fra klubbens fine ungdomsakademi, får muligheden for at vise deres kvaliteter frem på grønsværen. Bale har heller ikke imponeret over de seneste par kampe, hvorfor det også er muligt for Zidane at tænke lidt alternativt hér.

Dog har Zidane fra dag ét slået fast, at BBC er urørlige, når disse er fit for fight. Det eneste – i virkeligheden – store spørgsmål forud for kampen i morgen, er, hvem der skal spille pladsen på 10’eren og- eller 8’eren, såfremt enten Modric eller Kroos skal spille 6’eren. James fik chancen mod Villarreal, men spillede sammen med resten af holdet en rædderlig kamp. Kovacic imponerende tilsvarende heller ikke synderligt meget i Modrics fravær, hvorfor det ikke er usandsynligt, at Isco endelig får en chance for at imponere Zidane fra start af i denne sæson.

Det bliver under alle omstændigheder spændende at iagttage, om Zidane har fået rettet sine spillere ind på opgaven mod Las Palmas, hvor Real Madrid skal ud at overbevise om, at de sagtens kan lægge et pres på modstanderen i kampens indledende fase – en stor mangelvare i denne sæson.

Real Madrid vandt begge opgør mod Las Palmas i fjor, hvor opgøret på ferieøen endte 2-1 til Kongeklubben i et ganske medrivende opgør, hvor Casemiro steg til vejrs i kampens døende minutter og sikrede Real Madrid alle tre point. Der er ingen grund til ikke at fortsætte den fine sejrsstime over Las Palmas.

Kampen transmitteres klokken 20:45 dansk tid og kan ses på tv3sport2.

Madridsita.dk’s bud på startopstillingen: Navas; Carvajal, Varane, Ramos, Nacho; Kroos, Modric, Isco; Lucas Vázquez, Benzema, Ronaldo.

Emnet er blevet låst.
9 år 10 måneder siden #2 af Daniel
Besvaret af Daniel på emne Optakt: Tilbage på sporet
Lås
Emnet er blevet låst.
  • Brylle
  • Gæst
  • Gæst
9 år 10 måneder siden #3 af Brylle
Besvaret af Brylle på emne Optakt: Tilbage på sporet

Daniel skrev: Lås

Ville I nu også låse den her fire år før kampen overhovedet bliver spillet? :D
Jeg synes det er lige lovligt meget, I låser tråde før og under kampe. Selvfølgelig skal vi have de her one liners ind i chatten, men har man en længere kommentar til en kamp i halvlegen eller i forhold til opstillingen, så åben da for debat og aktivitet herinde i stedet for at lukke ned for det hele, som I har gjort de sidste par gange :)

Det er i hvert fald min holdning til jeres ret så stramme kontrol.
Emnet er blevet låst.
Leveret af Kunena Forum