Optakt: Selvfølgelig er avancement muligt!
Med Mr. Noventa minuti på holdkortet bliver selv det mindste håb om videre avancement en my større.
Pernille Blume vandt OL-guld mod alle odds. Leicester City vandt Premier League mod alle odds. Thomas Gravesen har faktisk slået sine folder i Real Madrid. Danmark har vundet EM i fodbold. Grækenland har vundet EM i fodbold. Og ej at forglemme, så har Real Madrid – og det er her ikke en røverhistorie – tabt 2-0 på hjemmebane mod mægtige OB.
Ja, den internationale sportshistorie er fyldt med store overraskelser, der lige får en til at stoppe og klø sig en ekstra gang i hovedbunden eller i sit fipskæg.
Selvom størstedelen af Real Madrids fanskare allerede har udråbt sine helte til sammenlagt tabere i kampen om videre avancement mod Celta Vigo i Copa del Rey, så fortæller historien, at overraskelser, endda store overraskelser, er mulige. Og ville det overhovedet være en overraskelse, hvis Real Madrid ekspederede den galiciske klub ud sammenlagt?
Nuvel, Real Madrid døjer selv sagt med mange skader – i det madrilenske ville trænerteamet nok betegne det, som et sandt skadeshelvede. Faktisk har hele 19 spillere været ude med skader denne sæson og i skrivende stud må Zidane se bort fra Bale, Pepe, Carvajal, Marcelo, Modric, Coentrão og, hvis sol og måne står helt forkert, James.
Mandagens træningssession var ligeledes en lidt lunken oplevelse, in mente de i forvejen mange skader. Her trænede den nykårede Balon d’Or-vinder Cristiano Ronaldo på egen hånd, sammen med den særdeles udskældte højreback Danilo, ligesom også James var at finde i denne gruppe. Zidanes panderynker er dybe – det må de være. Også selvom han besidder en naturlig coolness i sit elegante udtryk.
Men Zidane står ikke alene! Således har Castilla-træneren Luis Miguel Ramis, været ude med en lille håndsrækning til Zidane. Et løsningsforslag til, hvad franskmanden burde søge mod, hvis han mangler spillere. Castilla-træneren skrev følgende på twitter:
- Problemer på backpladserne? Achraf (Hakimi, red.). Problemer på midtbanepladserne? Aleix Febas!
Mulighederne er mange. Men Zidane vil uden tvivl sætte sin lid til sine spillere i førsteholdstruppen i første omgang. Det kan meget vel være, at Tejero – en af Zidanes allermest trofaste spillere fra Castilla-tiden – får pladsen på venstre og- eller højrebacken, hvis ikke Danilo er 100 % klar, men som udgangspunkt kommer Zidane til Balaidos med de stærkeste elleve spillere, som han har til rådighed.
Der er pres på. Real Madrid har ikke indfriet forventningerne, som der var lagt i kakkelovnen til, efter magtdemonstration mod Sevilla på Santiago Bernabéu i Copa del Rey (3-0 kampen, red.), og siden da har udtrykket på grønsværen fra majoriteten af spillerne på holdkortet, været decideret ringe. Det skal er laves om på i morgen aften.
Juanito fremsagde i sine velmagtsdage den magiske læresætning: Noventa minuti en el Bernabéu son molto longo, og selvom det ikke er Santiago Bernabéu, der lægger græstæppe til morgendagens neglebidende returopgør i Copa del Rey, så er Real Madrid fra allerførst fløjt nødt til at implementere dén følelse i Celta Vigo-spillerne. Intet – INTET – er afgjort før dommeren har pustet en sidste gang i sit sorte blæseinstrument efter noventa minuti; det kræver rå muskelkræft, smukke fløjlsbløde tekniske detaljer og fysisk udholdenhed. Men skal man pege på kun ét hold, der ved, hvordan man i flok klare sig igennem selv den sværeste udfordring, så er det netop Real Madrid, anført af den nulevende Mr. Noventa minuti, Sergio Ramos.
Juntos podemos!
Forventede startopstilling: Casilla; Nacho, Ramos, Varane, Tejero; Casemiro, Kroos, Isco; Lucas, Ronaldo, Benzema
Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen
