Blandt offside-konger og kanon-konger

9 år 5 måneder siden #1 af Administrationen

Tyve sekunder. Mere skulle der ikke gå inden Karim Benzema fik testet Pepe Reina i Napoli-målet med en god afslutning, som man godt kunne have forventet en scoring på.

Den afbrænder blev nærmest symbol på opgøret, som Real Madrid fuldt fortjent endte med at vinde 3-1, men kunne nogen have sagt noget, hvis opgøret var endt 8-3 til de spanske værter? Givetvis ikke.

Det lignede en af disse ”Noches Inolvidables”, som Real Madrid er kendte for at diske op med på de europæiske aftener, men netop som man havde fået sat sig til rette, lynede Napoli ud af ingenting, da Insigne nærmest fra banens midte overraskede Keylor Navas i Real Madrids mål og sendte bolden forbi costaricaneren til overraskende italiensk føring.

Real Madrid har ikke de bedste erfaringer med at komme bagud mod italienske hold, men for at komme langt i Champions League, skal man have nogle spillere, som tør tage ansvar, når det bliver svært og dem havde Zidane fundet frem til aftenens opgør og de 11 spillere på banen fik langsomt, men sikkert kæmpet sig ind i kampen og givet et bevis på, at når kombinationerne virkelig kørte, så blev Napolis lidt tunge forsvar udstillet.

Det burde have resulteret i en sikker pauseføring, for både Cristiano Ronaldo og Benzema brændte store muligheder, men sidstnævnte fik dog lidt oprejsning hos hjemmepublikummet, da han headede Carvajals indlæg i nettet efter 18 minutters spil.

Resten af halvlegen sad Real Madrid tungt på spillet og det kunne være gået grueligt galt for italienerne, som dog kunne glæde sig over, at hjemmeholdet ofte lige manglede den sidste præcision i afleveringerne og ikke mindst afslutningerne, samt at man på grænseløst irriterende vis fik ødelagt en mængde angreb på grund af uopmærksomhed i forhold til off side.

Uafgjort ved pausen, men det fik Real Madrid gjort noget ved i de første ti minutter af anden halvleg, da Cristiano Ronaldo først lagde bolden perfekt til rette for Toni Kroos og få minutter efter var det Casemiro, som måske scorede årets mål for Real Madrid i Champions League, da han fra kanten af straffesparksfeltet flugtede bolden i nettet.

Det lignede et italiensk sammenbrud, men Real Madrid fik ikke lukket opgøret med endnu en scoring, selv om der var chancer nok og samtidig viste Napoli, at de ikke var bange for at søge reduceringen, som ved flere lejligheder var tæt på i en herligt intens og medrivende kamp.

Real Madrid – Napoli 3-1 (1-1)

0-1 Insigne (8.)

1-1 Benzema (18.)

2-1 Kroos (49.)

3-1 Casemiro (54.)

Gule kort: Ramos, Modric (Real Madrid), Zielinski, Mertens (Napoli).

Røde kort: Ingen.

Real Madrids hold: Keylor Navas, Carvajal, Ramos (Pepe, 71. min.), Varane, Marcelo, Casemiro, Kroos, Modric, James (Vázquez, 76. min.), Cristiano Ronaldo, Benzema (Morata, 82. min.).

Napolis hold: Reina, Hysaj, Albiol, Koulibaly, Ghoulam, Zielinski (Allan, 74. min.), Diawara, Hamsik (Milik, 84. min.), Callejón, Insigne, Mertens.

Kampstatistik:

Boldbesiddelse: 55%-45%

Gule kort: 2-2

Røde kort: 0-0

Begåede frispark: 9-12

Tabte bolde: 83-73

Erobrede bolde: 55-52

Off side: 7-1

Kampens spiller: Efter en periode som udskældt, var det faktisk dejligt at se Benzema med gå-på-mod og med stor vilje og evne til at arbejde for holdet og gå godt med i de offensive kombinationer. Det trækker lidt ned, at der fortsat brændes store chancer, men absolut godkendt.

Kampens badebold: Marcelo kom til at mangle defensivt for mange gange og det giver ham badebolden.

Kampens detalje: Når Casemiro om nogle år tager sine børnebørn op på knæet for at fortælle historier, så vil han uden tvivl som det første fortælle historien om dengang han lavede et kanon-mål mod Napoli. Hold nu op en kasse!

Kampens diskussions-emne: 3-1 giver Napoli en fair chance i returkampen, men hvor fair er den egentlig. Det var tydeligt, at når Real Madrid satte fart, så kunne italienerne slet ikke være med og til returkampen er Gareth Bale formentlig også tilbage. Det bliver ikke en walk over, som for et par af de andre hold i ottendedels-finalen, men udgangspunktet må siges at være rigtig godt. Eller hvad?

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

9 år 5 måneder siden #2 af Madrid777
Hans Psg vinder 4-0 over Barca, sådan skal det være

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

Leveret af Kunena Forum