El Juans hjørne: Et Real Madrid uden Ronaldo eller Bale
- Administrationen
-
Emne forfatter
- Offline
- Administrator
-
Vil Cristiano Ronaldo væk? Kan Gareth Bale gå hen og blive solgt? Lurer der måske alligevel et lille epokeskifte i Real Madrid denne sommer?
Ærlig talt, så tvivler jeg, men man skal aldrig sige aldrig. Jeg synes alt peger i retning af, at sommeren kommer til at forløbe meget i stil med det jeg beskrev i mit forrige indlæg, men eftersom rygterne allerede har svirret omkring både Ronaldo og Bale, så kan vi ikke helt udelukke det. Ej heller selv om der igen er blevet forholdsvis stille omkring Ronaldo, mens rygterne omkring Bales mulige afgang heller ikke længere er det helt store samtaleemne.
Hvad Ronaldo angår, så vil jeg ikke begynde at gå i detaljer med hele sagen omkring ham. Som jeg ser det er der to muligheder. Enten er han vitterligt utilfreds og vil gerne væk. Eller også fisker han selv og hans lejr på ny efter en ny og forbedret kontrakt. Jeg tror på det sidste. Men hvad nu hvis det første rent faktisk er tilfældet? Hvordan vil transfervinduet så komme til at tage sig ud for Real Madrid? Det vil jeg give mit bud på.
Jeg tror faktisk ikke et muligt Ronaldo-skifte vil ændre så meget i forhold til mit oprindelige bud på hvordan transfervinduet kommer til at forløbe sig for Real Madrid. Den store “vinder” hvis Ronaldo skifter væk kan meget vel blive James Rodríguez, der i så fald – i min optik – godt kan blive i klubben. Og så vil det selvfølgelig kun gavne Bales position i klubben. Det vil, som jeg ser det, ikke ændre noget i forhold til mulige indkøb. Indkøbene vil være de samme, som jeg påpegede i mit forrige indlæg. Nogle vil måske så argumentere for, at der skal hentes en topspiller ala Robert Lewandowski (Bayern München), Eden Hazard (Chelsea), Ousmane Dembélé (Borussia Dortmund) eller Paulo Dybala (Juventus) hvis Ronaldo sælges. Det mener jeg ikke. Jeg finder det tilstrækkeligt med et indkøb af Kylian Mbappé, samtidig med, at James altså får lov til at blive.
Tilgange: Gianluigi Donnarumma (AC Milan), Jesús Vallejo (Eintracht Frankfurt (Retur fra lejeophold)), Theo Hernández (Atlético Madrid), Marcos Llorente (Alavés (Retur fra lejeophold)), Kylian Mbappé (AS Monaco), Borja Mayoral (Wolfsburg (Retur fra lejeophold))
Afgange: Kiko Casilla, Pepe, Fábio Coentrão, Cristiano Ronaldo, Álvaro Morata, Mariano Díaz, Diego Llorente (Real Sociedad), Enzo Zidane, Álvaro Jiménez, Burgui, Raúl de Tomás
Derudover tæller holdet fortsat en tredje målmand (Rubén Yáñez / Luca Zidane) samt en mulig tredje angriber (Borja Mayoral). De taktiske muligheder og variationer vil fortsat primært være 4-3-2-1, 4-3-3 eller 4-1-2-1-2 (en variation af 4-4-2 med en smal diamant på midtbanen). Det er klart, at skulle James ligeledes gå hen og blive solgt, så skal der en ny spiller til, men ellers ser jeg dette som den optimale løsning hvis og i så fald Ronaldo forlader Real Madrid. Jeg tror det dog ikke. Jeg forventer, at konflikten bliver løst og udfaldet bliver formentlig endnu en ny og forbedret kontrakt til CR7.
Og hvad så hvis Bale skulle gå hen og forlade Real Madrid? I så fald mener jeg, at billedet er stort set det samme. Her vil den store vinder i min optik også blive James, som fortsat kan blive i klubben. Og der vil – akkurat som i tilfælde af et muligt Ronaldo-salg – alt andet end lige også blive mere spilletid til Isco og Asensio. I dette tilfælde mener jeg heller ikke, at der skal hentes en topspiller til offensiven udover Mbappé.
Tilgange: Gianluigi Donnarumma (AC Milan), Jesús Vallejo (Eintracht Frankfurt (Retur fra lejeophold)), Theo Hernández (Atlético Madrid), Marcos Llorente (Alavés (Retur fra lejeophold)), Kylian Mbappé (AS Monaco), Borja Mayoral (Wolfsburg (Retur fra lejeophold))
Afgange: Kiko Casilla, Pepe, Fábio Coentrão, Gareth Bale, Álvaro Morata, Mariano Díaz, Diego Llorente (Real Sociedad), Enzo Zidane, Álvaro Jiménez, Burgui, Raúl de Tomás
Fortsat medregnet en tredje målmand (Rubén Yáñez / Luca Zidane) samt en mulig tredje angriber (Borja Mayoral), så truppen i alle scenarier ender på 24 spillere. Og de taktiske variationer og muligheder vil primært være de samme som tidligere nævnt. Det vil stadigvæk være et ungt, stærkt og yderst potent mandskab. Uanset om Ronaldo eller Bale måtte skifte væk. Her er det en kæmpe fordel, at man i løbet af de seneste år har opbygget et hold med så mange unge og talentfulde spillere, spillere i deres bedste alder og spillere på vej frem. Det gør lige netop, at man fortsat står stærkt, også selv om man måtte sige farvel til Ronaldo eller Bale. Fremtiden ser lys ud. Men selvfølgelig vil holdet også miste noget, hvis en af de to forlader klubben. Det er uundgåeligt med spillere af deres kaliber. De tilføjer alt andet end lige en ekstra dimension.
Som det er tilfældet med Ronaldo, så tror jeg dog heller ikke Bale forlader Real Madrid. Jeg tror han får mindst en sæson mere til at bevise sig selv i Kongeklubben. Selvfølgelig håber jeg også for både Bale og klubben, at det hele går op i en højere enhed i den kommende sæson for waliseren. Jeg frygter det værste med hans skadeshistorisk, men jeg håber på det bedste. Det er nu eller aldrig. Og selvfølgelig bliver i Bale i Real Madrid, fristes jeg til at sige. Det virker bare ikke videre sandsynligt, at Florentino Pérez sådan uden videre skulle vælge at skille sig af med ham. Han bliver. Og det samme gør Ronaldo. Det er min spådom når det kommer til de to verdensstjerner. Men man skal som sagt aldrig sige aldrig.
Tegningerne til Real Madrid anno 2017/18 er der. Så vil sommeren vise om jeg har ramt rigtig eller ej. På falderebet vil nogle så måske spørge, om der ikke er bare den mindste mulighed for, at Álvaro Morata bliver i klubben? Det synes jeg ikke. Jeg synes, at alt peger i retningen af et salg af Morata. Og det må vi forholde os til. Det vil et muligt salg af Ronaldo eller Bale heller ikke ændre på som jeg ser det. Morata skal videre. Og Mbappé er den rette mand til at erstatte ham.
Uanset hvordan og hvorledes man vender og drejer de mulige scenarier, så skal Mbappé for alt i verden også købes. Hvad enten man så efterfølgende skal leje ham ud for en enkelt sæson eller ej. Den unge franskmand er fremtidens angrebsstjerne og han vil passe perfekt ind i Real Madrid. Stjernerne og planeterne stod i Real Madrids tegn da han blev født.
Det var mit bud på hvordan Real Madrids transfervindue kommer til at forløbe sig. På lørdag åbner transfervinduet og herfra må vi se hvordan det hele udvikler sig. Én ting er sikkert. Uanset hvad, så vil Real Madrid fortsat stå med et ungt og slagkraftigt mandskab, som fortsat vil kæmpe med om det hele. I det hele taget er det nye tider i Real Madrid. Det er de unge som pryder billedet. Og det er ligeledes og ikke mindst tilfældet nu, hvor holdet træder ind i en ny periode.
Med det er der kun tilbage at se hvordan tingene udvikler sig i løbet af sommeren. Her vil vi blive en hel del klogere på hvordan Real Madrids trup egentlig kommer til at se ud til den nye sæson.
Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen
Har valgt at takke af på forum!
Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen
