Fábio Coentrão: Jeg følte mig som den grimme ælling i Real Madrid

8 år 4 måneder siden #1 af Julius



Den udlejede venstreback, Coentrão, har fået selvtilliden tilbage, efter at han er kommet tilbage til Portugal. På trods af en mærkværdig episode, hvor Coentrão græd på bænken efter at have været udskiftet mod Astana, er det en portugiser som er begyndt at spille med et smil på læben igen. Den spanske sportsavis Marca har mødt den 29-årige Sporting-spiller til et ærligt interview. Madridista.dk bringer her interviewet.

Hvordan går det i Portugal? Er du glad?

”Det går godt med det hele. Jeg er glad for at være i Sporting. Jeg har selvtillid, og jeg har været heldig med mit helbred. Noget, som holdt mig nede i Real Madrid. Jeg har fået selvtilliden tilbage.”

Du havde nogle fantastiske øjeblikke med Real Madrid. Champions League-finalen i Lissabon eksempelvis. Hvor gik det galt?

”Sandheden er, at når folk kritiserer, er der mange ting de ikke tager højde for. Jeg havde Marcelo foran mig! Mar-ce-lo! Det er ikke, hvilken som helst spiller vi snakker om. Jeg gjorde nok! I mit første år i klubben vandt vi ligaen, og det år spillede jeg meget. Nogle og 30 kampe. I mit andet år gik det galt for alle.”

”I det tredje år med Ancelotti vandt vi Champions League. Jeg spillede kvart-, semifinalerne og finalen. Det var en fantastisk sæson. Men så begyndte tingene at blive komplicerede med en masse skader. Men i det store billede, synes jeg at jeg gjorde det godt i Madrid. Det tænker folk ikke over. De kritiserer uden at se det store billede.”

Du sagde i et interview med Marca, i Monaco, at du følte dig som den grimme ælling i Madrid.

”Det er sandheden! Det synes jeg virkelig. Det første og tredje år var virkelig gode. Jeg startede inde mod Bayern og nogle andre store kampe. Vi vandt Champions League. Jeg ved, jeg lavede nogle dårlige aktioner. Jeg spillede en række dårlige kampe, og arbejdede generelt ikke godt. Men jeg gjorde altså også nogle gode ting, og det mangler folk at anerkende. Derfor følte jeg mig som den grimme ælling. Jeg er ligeglad med det nu. Jeg foretrækker at huske de gode år i Madrid. Dem er jeg stolt af.”

Hvordan er dit forhold til Jorge Jesus? (Sportings træner, red.). I er samlet igen efter hans periode i Benfica. Du har fået selvtilliden igen. Hvad er så specielt ved jeres forhold? Vi har set dig diskutere ophidset med ham i starten af sæsonen, men nu er alt fint.

”Jesus er en meget vigtig træner for mig. Han var min træner, da jeg var 19 år. Det var ham, som satte mig på venstrebacken. Jeg var sikker på, at det ville være godt for mig, at arbejde sammen med ham igen. Og det har det været. Han stoler på mig, og det er vigtigt i fodbold. I hvert fald for mig.”

”I Madrid, i det sidste år, var det ikke sådan. Ikke at Zizou ikke gav mig selvtillid, slet ikke. Zizou var en dygtig træner, og jeg har kun gode ting at sige om ham. Den som taler dårligt om Zidane, ved ikke hvad han taler om. Han er en spektakulær fyr. Det gik bare ikke godt for mig i Madrid. Jeg var nødt til at forlade klubben for at få styr på mit spil og få selvtilliden tilbage.”

Det er sjovt det du siger om selvtillid, for du har altid sagt, at den bedste udgave af Coentrão er med landsholdet. Mere rolig, mere afgørende.

"Alle spillere ville sige det samme: Selvtillid er 50% af en fodboldspiller."

Jeg vil gå så langt og sige, at dine bedste resultater har været i turneringer. Er du enig i det?

"Ja, det er meget normalt. Når jeg er med landsholdet, føler jeg mig selvsikker. Jeg siger til mig selv: ”Hør her, jeg har ikke glemt hvordan man spiller fodbold.” Det troede jeg nogle gange i Madrid. Jeg spurgte ofte mig selv, hvad der var sket med mig. Havde jeg glemt hvordan man spiller? Da jeg kom tilbage på landsholdet var det jeg tænkte: ”Okay, du er stadig en god fodboldspiller.” Jeg blev brugt over hele banen. På backen, forsvarende, angribende, ja selv i midten. At have selvtillid er enormt vigtigt, og den havde jeg mistet i Madrid."

Du ser ud til at være godt integreret. Snakker du stadig med Ramos eller Marcelo?

"Jeg kom godt ud af det med alle. Der var ingen problemer. Nu hvor jeg ikke spiller der længere, er den eneste jeg snakker med Cristiano Ronaldo. Han er min ven og den bedste fodboldspiller i verden. Og udover at have den bedste fodboldspiller, har de også en træner, som alle lytter til når han taler. Jeg lærte af Cristiano, at svare igen på banen." 

Hvordan var det at stå over for Casillas i den portugisiske liga?

"Godt. Jeg talte lidt med ham inden finalen mod Porto. Efter kampen var han sur, hvilket var forståeligt, da de havde tabt. Udover det har vi ikke talt sammen."

Hvad tror du kommer til at ske til VM?

"Jeg vil være mester med Sporting og hjælpe dem med at nå deres mål. Vi er stadig med i tre turneringer. Hvis jeg spiller godt og undgår skader, vil gode ting ske. Jeg ønsker at Portugal skal vinde VM. Hvis jeg kan hjælpe, vil jeg være der. Hvis ikke, så er det sådan det er."

Men de kan regne med dig, hvis du er 100% klar?

"Ja. Jeg gør alt hvad jeg kan. Jeg skal være fokuseret på min klub, og hjælpe dem med at vinde titler. Gør jeg det godt her, vil resten ske af sig selv."

Hvordan er livet i Lissabon? Har du det godt personligt?

"Ja, selvfølgelig. Det er mit land. Min familie har det godt her. Jeg er meget glad."

Billederne af dig mod Astana skabte meget opmærksomhed. At græde på bænken og blive trøstet af præsidenten.

"Ja, vores præsident er en god mand, han er der for at hjælpe. Han kan godt lide at være tæt på sine spillere. Når han krammer mig, får jeg det godt inden i. Folk snakker, og de ved ikke hvad de snakker om. Jeg vil ikke fortælle, hvad der var galt med mig den dag. Jeg kender sandheden. Lad folk sige hvad de vil."

Jeg forstår. Selvom det var nogle voldsomme billeder. Udover kritik eller andre specifikke ting i forhold til hvordan du lever, i Madrid sagde man at du havde problemer med at sove om natten. At du spillede for meget på internettet. Er der en sandhed i det?

”Hvad? At jeg spillede meget på internettet? (griner). I år svarer jeg på banen. Jeg har lært af Cristiano at det er sådan det skal gøres. Der giver man de bedste svar. Folk sagde at jeg ikke ville komme til at spille... At jeg kom til Lissabon på ferie.. Jeg spørger dem når jeg er færdig. Jeg har været her 31 kampe uden skader og jeg har det godt.”

Savner du noget ved Madrid som by?

”Ja, selvfølgelig. Min kone vil gerne bo der. Mine børn vil også gerne, men livet som fodboldspiller er nogle gange sådan. Den ene dag er du ét sted, den næste er du nødt til at rejse. Heldigvis har jeg skiftet Madrid ud med Lissabon. Det var det bedste skifte jeg kunne tage. Når jeg er i Lissabon, savner jeg Madrid. Det var et unikt sted at bo.”

Har pressen været unfair over for dig?

”En smule? Pfff! For to uger siden spillede vi mod Porto, og jeg spiller som altid. Jeg har spillet nogle rigtig gode kampe og nogle mindre gode. Når jeg ser på den spanske presse, med alt den respekt jeg har fortjent, så skriver de aldrig noget når Fabio har spillet godt. Mod Porto, så kommer den her video så ud, og de skriver grimme ting om mig.”

”Jeg forstår det ikke! Hvorfor skriver de kun dårligt om mig? Det eneste jeg forlanger er, at blive behandlet fair. Jeg ved godt, at jeg nogle gange spiller dårligt. Men når jeg spiller godt, ville det være fair at der også bliver skrevet om dét! Det er grimt. Og jeg ved ikke hvorfor. Jeg har altid været meget afslappet i forhold til pressen. Jeg ved ikke. Jeg ved det helt ærligt ikke."

29 år. Er du på dit højeste niveau?

”Uden tvivl. Jeg har det godt nu. Der var ting i Madrid, jeg ikke gjorde godt."

Hvad skete der i din sidste sæson? Var det bare skader, eller var der mere til det?

”Hør her, det er sådan her: Når du spiller i en klub, hvor du spiller én kamp, og så ikke får chancen igen før om syv kampe, du træner hele tiden med visheden om, at du ikke kommer til at spille.. Du mister motivationen. Du er nede. Det var det, som skete med mig i Madrid. Hvis jeg kunne komme tilbage, ville jeg gøre mange ting anderledes."

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

8 år 4 måneder siden #2 af Zyconith
Vigtigt interview, tak for oversættelsen. Interviewet understreger nødvendigheden af at bedømme spillerne ud fra en helhed og den givne kontekst, samt de nuancer der herigennem udfolder sig. Hertil synes jeg at Coentrao bidrager med en forståelse af hvilken betydning selvtillid har for en spiller og dens evne til at præstere (eller en hel trup som vi har set i denne sæson).

"En los momentos difíciles uno necesita cariño no más palos" - Ramos
Følgende bruger(e) sagde tak: Real HWL

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

Leveret af Kunena Forum