Real Madrid og Juventus er blevet enige - Ronaldo skifter inden for 48 timer

8 år 3 uger siden #1 af Daniel

Parterne er efter sigende blevet enige om detaljerne i den store handel, der sender Ronaldo til Juventus.

Det spanske radioprogram Jugones på La Sexta hævder i hvert fald, at Cristiano Ronaldos agent, Jorge Mendes, har fortalt Real Madrid, at Juventus står klar med pengene - italienerne sender efter sigende 100 millioner euro afsted til den spanske hovedstad, som Real Madrid har valgt at acceptere.

Den italienske journalist, Gabriele Marcotti, erfarer ligeledes, at handlen mellem klubberne, der sender Ronaldo til Juventus, er faldet på plads og er klar til at blive offentliggjort inden for 48 timer.

- Det er min opfattelse, at der er blevet forhandlet en aftale mellem parterne på plads, som alle er enige om. Der skulle gerne ske en yderligere udvikling i sagen inden for de næste 24-48 timer. Så denne gang peger alt mod, at han (Ronaldo, red.) er på vej til Turin, siger Marcotti ifølge ESPN.

Dermed tyder alt på, at Ronaldos lille farvel-seance efter Champions League-triumfen i sidste sæson, bliver portugiserens sidste ord i Real Madrids legendariske hvide trøje.

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

8 år 3 uger siden #2 af JimmyBroe
Gud hvor jeg glæder mig til at denne transfer hår igennem.. eller afkræftet. Vores transfervindue afhænger af lige nøjagtig denne transfer. Vi kan ikke foretage os noget som helst før den er ude af verden.

Jeg tror han skifter, alt peger i den retning, så lad det gå lidt tjept.

Jeg drømmer stadig om Neymar.
Jeg har det normalt stramt med at være fan af enkeltspillere. Men alligevel gør nogen spillere større indtryk end andre. Jeg har i årenes løb haft mange, men de senere år har jeg været fascineret af DI Maria, Callejon, Diego Lopez, Isco. Det er meget sjældent jeg kaster min kærlighed på spillere uden for klubben men det er altså tilfældet med Neymar. Jeg har set YouTube-klip og “fulgt” ham siden han var en lille lort, som spillede i Santos. Længe inden der var seriøs snak om at han skulle til Barca og Real.
Der er noget ved ham som passer perfekt til Real Madrid. Jeg brækker mig selvfølgelig over hans skuespil, og hans far. Men jeg er vild med stort set alt andet, hans attitude. Måden han er en lille smule arrogant på og ønsker at gøre det umulige muligt er fantastisk.
Medgivet, det kan blive for meget, men hvis ikke man prøver så sker det heller aldrig.

Vi har alt for få, af de lidt kontroversielle, dygtige fodboldspillere imo. Zlatan, Ronaldo (ihvertfald den lidt yngre), Neymar er alle tre spillere, som giver fodbolden noget ekstraordinært, tilfører sporten noget andet end “bare” flot fodbold. Det elsker jeg.
Og ja skuespil er forfærdeligt, men Suarez lærte også at stoppe med at spise mennesker, da han kom til Barcelona.

Jeg ønskede ikke Neymar til klubben den gang (sommeren hvor aftalen med Barca faldt på plads), hvilket jeg også gav udtryk for. Jeg mente at det ville blive noget rod med Ronaldo i klubben samtidig. Men jeg ønskede ham i den grad heller ikke til Barcelona. Han skulle ha’ været til England, så havde det også været væsenligt nemmere, at hente ham idag.

Jeg ville absolut også være tilfreds med Mbappé, som tydeligvis også er en gudsbenådet fodboldspiller, men der er bare noget ved Neymar som gør ham utrolig fascinerende.

Meeen det ser frygtelig svært ud at hente nogen af dem, derfor tror jeg da også mere på Hazard.

Jeg er her stadig XOXO
Sidste redigering: 8 år 3 uger siden ved JimmyBroe.

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

Leveret af Kunena Forum