Referat: Real Madrid får 3 point (Om ikke andet)

7 år 9 måneder siden #1 af Bertram

Tanker om startopstillingen: Lopetegui har valgt at lade Varane og Asensio erstatte af Nacho og Isco, ovenpå et par skuffende præstationer fra de to førstnævnte. Derudover har han valgt Lucas Vázquez til højre bakken i fraværet af Carvajal. Lad os håbe at det giver holdet et lidt mere offensivt islæt!

1. minut: Kampen sættes i gang!

5. minut: Tæt på! Ramos header bolden på stolpen efter et hjørnespark. Forfærdelig opdækning af gæsterne i situationen.

11. minut: God mulighed til Plzen, som får et angreb i Real Madrids højre side, som jo ikke overraskende er en smule svagere defensivt i Carvajal’s fravær. Navas blev tvunget ud i en redning, men Plzen-spilleren skyder returen til et målspark.

11. minut: GOOOOLAAZOOOO, af Benzema! Stor forløsning på Bernabéu, efter at Karim header bolden sikkert i nettet, på et perfekt indlæg fra Lucas Vázquez!

23. minut: Benzema dribler sig flot ind i feltet, men bliver nød til at lægge et kort indlæg, som ikke når frem til nogen af Real Madrid-spillerne.

27. minut: Plzen-spilleren Limbérsky fjerner benene under Lucas Vázquez, og modtager et gult kort.

30. minut: Stor stor chance til Viktoria Plzen, som igen forvolder skade i Real Madrids højre side, og er lige ved at få chippet bolden over Navas og ind i målet, men forsøget går en smule forbi.

30. minut: Kæmpe spild af en scorings mulighed! Benzema kommer meget tæt på modstandermålet, men vælger at skyde lige på keeperen, frem for at spille en spejlblank Gareth Bale ind på midten. Benzema undskylder efterfølgende…

33. minut: Bale bliver spillet fri og scorer, men var en god meters penge offside.

36. minut: Isco chipper bolden over Plzen-keeperen, men forsøget går lidt forbi. Sløset, kan det beskrives som. Spillerne virker lidt for overbærende, selvom et par stykker forsøger at pumpe lidt ambition ind i holdet.

39. minut: Isco har igen en god scoringsmulighed, men hans afslutning går for direkte på målmanden. Real Madrid kunne have ført væsentlig mere komfortabelt end de gør.

42. minut: Benzema modtager en fremragende lang aflevering fra Marcelo, men Bale bliver for presset inde i feltet, da han modtager en aflevering fra Benzema.

44. minut: Plzen brænder simpelthen en 110% chance! Real Madrid er heldige ikke at skulle gå til pause med 1-1!

Pause! Real Madrid kunne sagtens have scoret 3-4 mål, men var også heldige ikke at lukke ind til sidst. Spillet er alt i alt kun lige præcis til det minimalt acceptable, og man kan nemt mærke en stor defensiv sårbarhed bagved hovedsageligt Lucas Vázquez, men også Marcelo. Lad os håbe, at Real Madrid får gang i målscoringen i anden halvleg, og undgår de dumme og dyre fejl.

Anden halvleg sættes i gang! 

51. minut: Ret god chance til Plzen, men afslutningen som kom efter et flot indlæg, gik en meter eller halvanden forbi målet.

52. minut: Bale står i en god afslutningsposition inde i feltet, men hans skud er tættere på at ryge ud af stadion, end på at gå i mål.

54. minut: Spændende udskiftning. Federico Valverde kommer på banen i stedet for Isco.

55. minut: Fremragende mål af Real Madrid, flot kombinationsspil af Valverde, Bale og Marcelo! Sidstnævnte afslutter med et fornemt chip over modstandernes målmand.

59. minut: Kroos får en tvivlsom advarsel af kampens dommer, som mener han stempler en modstander.

61. minut: Modric afslutter godt fra en position uden for feltet, men målmanden får den relativt sikkert pareret væk.

69. minut: Farlig afslutning fra Gareth Bale! Desværre går den en smule forbi målet. Kort efter kommer en ny mulighed, men heller ikke her har waliseren heldet med sig. Benzema kommer desværre ikke på returen.

75. minut: Marco Asensio kommer på banen i stedet for Bale. Lad os håbe at spanieren lige kan få nogle gode minutter her til sidst, ovenpå nogle mildest talt skuffende optrædener på det seneste.

78. minut: Stor mulighed til Lucas Vázquez, som desværre ikke kan få dirigeret sit hovedstød ind i kassen.

79. minut: Mål til Viktoria Plzen. Sikker afslutning ned i det lange hjørne af Hrosovský, som gør det til 2-1, efter at Plzen havde lirket Real Madrids forsvar tilpas meget op.

På dette tidspunkt kan man virkelig mærke Real Madrid-spillernes usikkerhed. Mange dumme fejlafleveringer, og stor irritation over at have lukket reduceringsmålet ind.

88. minut: Mariano Diaz kommer på banen i stedet for Benzema.

89. minut: Marcelo ømmer sig i græsset, efter tidligere at have blevet ramt af en Plzen-spiller som kom i en glidende tackling med knopperne først. Holdet må tilsyneladende spille med 10 mand i kampens sidste par minutter. Lad os håbe, at han ikke er ude til weekendens El Clásico…

90+4: Kampen fløjtes af. Real Madrid fik med nød og næppe tre point med fra aftenens opgør, dog uden rigtig at imponere synderligt. Hverken på det offensive eller det defensive plan var det en imponerende præstation, og både spillere og træner skal virkelig finde noget frem vi ikke har set længe, hvis de skal have en chance i kampen på søndag. 

Kampens Real Madrid-spiller:
Det er lige før, at den skal gå til Valverde. Han får Champions League debut samt debut for holdet i det hele taget, spiller en god 35 minutters tid og er involveret i andet mål. Der var ikke andre spillere der var synderligt imponerende.

Kampens Real Madrid-badebold:
Hele offensiven, specielt Bale og Isco. De bør tage ansvaret og score målene, men forspilder alt for mange store chancer. Simpelthen ikke skarpt nok!

Kampens detalje:
Det må enten være målet til 2-0 som kom efter et rigtig flot opspil, eller også blot det faktum, at Real Madrid vandt en kamp. Ja… Man må jo tage til takke selv med nogle af de lidt mindre ekstatiske resultater i disse tider.

Startopstillinger:

Real Madrid: Navas, Lucas Vázquez, Ramos, Nacho, Marcelo, Kroos, Casemiro, Modric, Bale, Benzema, Isco.

Viktoria Plzen: Hruska, Reznik, Hejda, Hubnik, Limbérsky, Prochazka, Hrosovský, Havel, Cermak, Petrzela, Krmencik.

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

7 år 9 måneder siden #2 af Zyconith
"11. minut: GOOOOLAAZOOOO, af Benzema! Stor forløsning på Bernabéu, efter at Karim header bolden sikkert i nettet, på et perfekt indlæg fra Lucas Vázquez!" - De fucking indlæg!!! :)

"En los momentos difíciles uno necesita cariño no más palos" - Ramos
Sidste redigering: 7 år 9 måneder siden ved Zyconith.

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

Leveret af Kunena Forum