Elendige Real Madrid fik tæsk af overlegne Atlético

4 år 8 måneder siden #1 af Nicklas
Vi kan lige så godt bare begynde....

Vi kan lige så godt bare begynde.

Kampen startede forfærdeligt. Atlético startede aggressivt, og efter bare 45 sekunder kunne Diego Costa udnytte en defensiv fejl fra Real Madrid, som resultat af det høje pres, da Álvaro Odriozola mistede bolden på egen banehalvdel. Og så kunne Joao Felix finde Diego Costa, som via en Sergio Ramos-berøring sparkede bolden i kassen til 1-0.

Efter fire minutter var det ved at gå galt igen, da Diego Costa fik en friløber, men en skidt berøring betød, at Courtois kunne redde chancen.

Efter syv minutter gik det så rent faktisk galt igen. En bold blev headet ud af feltet, og Vinícius Jr., som ikke har imponeret på højrekanten var så passiv, at Saúl plukkede bolden foran ham og med et fladt indlæg fandt Joao Felix, som kunne bringe Atlético på 2-0.

Og uret havde ikke rundet 10:00 før Real Madrid kunne have været bagud med 3-0, da Atlético endnu engang kunne skære igennem det hvide forsvar så let som ingenting på en omstilling. Denne gang sparkede Felix dog forbi Courtois’ mål.

Atlético var bare overlegne i først halvleg af kampen. De havde absolut ingen problemer med at spille sig uden om Real Madrid-spillerne, og i det 19. minut blev det så 3-0, da Koke med et frækt lille lob fandt indskiftede Angel Correa, som med en flot afslutning sparkede bolden i.

De lignede, modsat Real Madrid, et hold med en plan.

Efter cirka 25 minutter blev skidt så endnu værre, da Luka Jovic ville nå et Vinícius-indlæg, men i stedet stødte sammen med Jan Oblak i Atlético-målet og måtte modtage behandling på sit knæ.

Efter 27 minutter fik Real Madrid et målspark, som resulterede i endnu et mål til Atlético Madrid. Thibaut Courtois spillede den ud til Sergio Ramos, som af uforklarlige årsager, dog uden at være overraskende, chippede bolden lige ind i midten af banen til Saúl. Han fandt Diego Costa, som bare klappede læderet i kassen. 4-0, og det havde været pinligt i lang tid. En fuldstændig vanvittig beslutning fra Real Madrid-anføreren.

Ja, og så blev Jovic skiftet ud med en skade umiddelbart efter. Ind kom Karim Benzema, som skulle se om han kunne vende sig til temperaturen i Helvede.

Efter 31 minutter fik Atlético et hjørnespark, som Lemar sparkede ind til en fuldstændig fri Mario Hermoso. Hovedstødet blev dog reddet af Courtois på fin vis.

På det her tidspunkt mindede kampen om et trafikuheld, man ikke kan kigge væk fra. Det kan måske bedst beskrives som en massakre. Hver evig eneste omstilling fra Atlético gik igennem Real-forsvaret som en varm kniv gennem smør. En katastrofe.

Efter 38 minutter var der så et glimt af dæmpet lys i hvad der føltes som det evige, altopslugende mørke, da Modric fandt Vinícius i feltet, som vendte rundt og sparkede bolden på stolpen.

Efter 43 minutter blev Joao Felix spillet igennem med en flot vægtet stikning. Han fik Nacho til at sætte sig fladt ned på græsset, men Courtois reddede skuddet. Efterfølgende fik Isco så begået straffespark, som Diego Costa skulle forsøge at omsætte til mål. Det gjorde han selvfølgelig, og med sit tredje mål bragte han sin klub foran med 5-0.

Ja. 5-0. Og hvis referatet indtil videre slemt, så er det kun fordi du ikke har set kampen.

Efter 46 minutter blev der så fløjtet til pause, og dermed gav dommeren Real Madrid-spillerne chancen for at komme ned i omklædningsrummet og se sig selv i spejlet - det tilbud tror jeg ikke der var mange der benyttede sig af. Man skal ikke lægge for meget i træningskampe, men det her var måske den dårligste halvleg jeg nogensinde har set Real Madrid spille.

Atlético Madrid havde otte skud på mål mod Real Madrids nul. 14-2 stod den i totalt skudforsøg.

Ukarakteristisk for Zinedine Zidane valgte han kun at skifte tre spillere ud i pausen. Ind kom Dani Carvajal og Lucas Vázquez for Álvaro Odriozola og Vinícius Junior for at få stoppet Atléticos enorme dominans gennem deres venstre side. Også Courtois blev skiftet ud til fordel for Keylor Navas.

Fem minutter inde i anden halvleg var den så helt, helt gal igen. Igen var det Joao Felix og Diego Costa der gjorde livet surt for Real Madrid. Teenageren modtog bolden med ryggen til mål midt på Reals banehalvdel, vender på førsteberøringen og sender Diego Costa i dybden, der elegant chipper den over Keylor Navas. 6-0 efter 50 minutter.

I det 53. minut lykkedes Sergio Ramos for første gang i kampen med at tage bolden fra en Atlético-spiller. Det endte så med at Eden Hazard lagde en flad bold ind til Marcelo i feltet, som løftede den op til sig selv og forsøgte sig med et saksespark. 6-0, og jeg behøver nok ikke at fortælle, at det ikke lykkedes.

Minuttet efter forsøgte Sergio Ramos sig gudhjælpemig så også med et straffespark. Det gik bedre, men holdet mindede på det her tidspunkt mest om et serie 5-hold med kamp dagen efter afslutningsfesten: “Den skal prøves!”

Det vil jeg så tillade mig at mene, at den ikke skulle. Ikke i denne her kamp.

SÅ! I det 59. minut fik Real Madrid et hjørnespark, som blev taget kort. Eden Hazard dribler forbi Angel Correa og sender et fladt indlæg i feltet, som Nacho ved en tilfældighed får skubbet ind i målet. 6-1.

Et par minutter senere opstod der tumult på banen, da Diego Costa sparkede Dani Carvajal ned. Det fandt Carvajal sig ikke i, og lige pludselig var hele banen samlet i én stor klump.

Både Diego Costa og Dani Carvajal udvist efter 64 minutter.

Så gik der faktisk fem minutter, hvor der ikke skete noget pinligt, men i det 70. minut tog Vitolo bolden fra egen banehalvdel og driblede hele vejen ned til kanten af Real Madrids felt og sparkede bolden sikkert ind bag Keylor Navas i dennes højre side af målet. 7-1 til Atlético.

Et par minutter senere var det så Real Madrids tur til at røre bolden. Der blev slået et flot indlæg ind fra højresiden mod Gareth Bale, som desværre ikke kunne ramme målet med sit hovedstød.

I det 75. minut fik Atlético så endnu en kæmpe chance, men denne gang formåede de så at brænde den. Kampen kunne sagtens - sagtens - have stået 10-1 på dette tidspunkt.

I det 85. minut begik Hector Herrera straffespark mod Nacho, og Benzema scorede sikkert til 2-7.

I det 89. minut headede Adrián De La Fuente på stolpen, og Javi Sánchez fulgte fint op og scorede til slutresultatet 3-7.

Tak for i aften.

Real Madrid startede med: Courtois - Odriozola, Nacho, Ramos, Marcelo - Modric, Kroos, Isco - Vinícius, Jovic, Hazard.

Real Madrid - Atlético Madrid

1’ 0-1 Diego Costa
8’ 0-2 Joao Felix
19’ 0-3 Angel Correa
28’ 0-4 Diego Costa
45’ 0-5 Diego Costa (straffe)

51’ 0-6 Diego Costa
59’ 1-6 Nacho
70’ 1-7 Vitolo
85’ 2-7 Benzema (straffe)
89’ 3-7 Sánchez

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

4 år 8 måneder siden #2 af BBB
Jeg er helt vild med måden dette referat er skrevet på. Det er altid lettere at skrive sådan, når vi vinder (eller med stikpiller til rivalen), men at man også kan skrive på denne måde, når vi taber... Det er rigtig flot. Kudos, Nicklas!
Følgende bruger(e) sagde tak: kamaldo

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

4 år 8 måneder siden #3 af kamaldo
Enig med BBB
Meget bedre end minute by minute imo...
3-7 er tilgengæld pinligt, da jeg så livescore imorges var jeg sikker på det måtte være efter straffe... men nææææ nej, godt jeg gik i seng

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

4 år 8 måneder siden #4 af Real HWL
Den her sæson er godt nok startet på den værst tænklige måde. Nattens kamp er prikken over iet på en katastrofal USA tur. Mine forvendtninger til sæsonen er godt nok dalet en smule. Hvordan kan man tabe 7-3. Det er jo fuldstændig vanvittigt!

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

4 år 8 måneder siden #5 af Daniel

Real HWL skrev: Den her sæson er godt nok startet på den værst tænklige måde. Nattens kamp er prikken over iet på en katastrofal USA tur. Mine forvendtninger til sæsonen er godt nok dalet en smule. Hvordan kan man tabe 7-3. Det er jo fuldstændig vanvittigt!

Det var en absurd defensiv indsats, som Real Madrid lagde for dagen i første halvleg og i store dele af anden halvleg. Det eneste jeg tager med mig fra kampen er, at vi vandt anden halvleg.

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

4 år 8 måneder siden #6 af Real HWL

Daniel skrev:

Jeg så heldigvis ikke kampen, men jeg vågner på et tidspukt i nat og tjekker livescore og ser den står 7-1 til Atletico! Jeg var i chok og kunne nærmest ikke falde i søvn igen. Zidanes udtagelser efter kampen er jo på grænsen til det skandaløse. "Det var bare en træningskamp" Det er forskellen på vindere og tabere. Simeone sætter sit hold op som var det en CL finale og smadre et Real hold der stadigvæk er på ferie. Pinligt!!
Følgende bruger(e) sagde tak: Daniel, Siempre fiel, Jonas, Kimbo, JesperThomsen, JK

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

4 år 8 måneder siden #7 af Daniel

Real HWL skrev:

Daniel skrev:

Real HWL skrev: Den her sæson er godt nok startet på den værst tænklige måde. Nattens kamp er prikken over iet på en katastrofal USA tur. Mine forvendtninger til sæsonen er godt nok dalet en smule. Hvordan kan man tabe 7-3. Det er jo fuldstændig vanvittigt!

Det var en absurd defensiv indsats, som Real Madrid lagde for dagen i første halvleg og i store dele af anden halvleg. Det eneste jeg tager med mig fra kampen er, at vi vandt anden halvleg.

Jeg så heldigvis ikke kampen, men jeg vågner på et tidspukt i nat og tjekker livescore og ser den står 7-1 til Atletico! Jeg var i chok og kunne nærmest ikke falde i søvn igen. Zidanes udtagelser efter kampen er jo på grænsen til det skandaløse. "Det var bare en træningskamp" Det er forskellen på vindere og tabere. Simeone sætter sit hold op som var det en CL finale og smadre et Real hold der stadigvæk er på ferie. Pinligt!!

Jeg er meget enig, men jeg er, ligesom Zidane, heller ikke videre nervøs. Endnu. Men 7-3 er aldrig kønt.
Følgende bruger(e) sagde tak: Real HWL, Rogoshin

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

4 år 8 måneder siden #8 af Kiwes
Det tydeligt at vi mangler Casemiro, men vi bliver simpelthen nød til at gøre noget ved balancen på holdet. Vi ser utrolig sårbar ud når vi ikke er på bolden og det er alt for let at spille igennem vores kæder. Måske skyldes noget af det at vi stadig er i preseason, men jeg synes bare at det ligner samme problem som sidste sæson. Vi har behov for at der bliver løbet mere, og at vi står mere kompakt når vi ikke har bolden. Formationsmæssigt og holdopstillingsmæssigt har jeg ikke selv løsningen. Hvis vi får Pogba måske man skulle prøve at spille med både Casemiro, Modric, Kroos og Pogba på midtbanen. Før sæsonen havde jeg selv fokus på at vi bliver bedre offensivt, men lige nu er jeg mere nervøs for at defensiven (forsvar og midtbane) bliver et større problem.

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

4 år 8 måneder siden #9 af Siempre fiel

Daniel skrev:

Real HWL skrev:

Daniel skrev:

Real HWL skrev: Den her sæson er godt nok startet på den værst tænklige måde. Nattens kamp er prikken over iet på en katastrofal USA tur. Mine forvendtninger til sæsonen er godt nok dalet en smule. Hvordan kan man tabe 7-3. Det er jo fuldstændig vanvittigt!

Det var en absurd defensiv indsats, som Real Madrid lagde for dagen i første halvleg og i store dele af anden halvleg. Det eneste jeg tager med mig fra kampen er, at vi vandt anden halvleg.

Jeg så heldigvis ikke kampen, men jeg vågner på et tidspukt i nat og tjekker livescore og ser den står 7-1 til Atletico! Jeg var i chok og kunne nærmest ikke falde i søvn igen. Zidanes udtagelser efter kampen er jo på grænsen til det skandaløse. "Det var bare en træningskamp" Det er forskellen på vindere og tabere. Simeone sætter sit hold op som var det en CL finale og smadre et Real hold der stadigvæk er på ferie. Pinligt!!

Jeg er meget enig, men jeg er, ligesom Zidane, heller ikke videre nervøs. Endnu. Men 7-3 er aldrig kønt.

Og det er jo i bund og grund fair nok - det er du og Zidane jo i jeres gode ret til ikke at være. Problemet er bare at når vi skriver 5. oktober og er 8-10 point efter i ligaen og du og Zidane MÅSKE så bliver lidt nervøse, så er det ligesom en anelse sent - så stirrer vi mod 10 måneders ørkenvandring igen igen. Så hvis jeg var Zidane, så tænker jeg at jeg så småt ville begynde at blive en anelse nervøs. Men altså, jeg ved ikke hvad jeg skal tro om ham - han er i mine øjne indbegrebet af en mand uden en plan
Følgende bruger(e) sagde tak: Ramos4

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

4 år 8 måneder siden #10 af Zyconith
Og dertil mødte Atletico Madrid jo bare op til opgøret med en helt andet skarphed og ærgerrighed end Real Madrid. Plus at deres nyindkøb bare leverer fra day-one. Trippier lignede på ingen måde endnu et fejlslagent britisk køb og Joao Felix er jo en verdensstjerne i svøb, hvorfor gjorde klubben ikke mere for at købe ham??? Det skulle ikke undre mig, hvis magtforholdet i Madrid vil ændre sig til lillesøsters fordel de kommende år.

"En los momentos difíciles uno necesita cariño no más palos" - Ramos

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

4 år 8 måneder siden #11 af fiatten
Zidane er rigtig god i 2. Halvlege.
Han er god til at sætte de rigtige spillere ind.
Måske burde vi ansætte ham til at tage sig af halvlege, og ansætte en anden træner til 1. Halvlege.

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

Leveret af Kunena Forum
Annonce