Referat: Real Madrid - Barcelona 0-4, LaLiga, 29. spillerunde

4 år 4 måneder siden #1 af Administrationen
Real Madrid leverede...

Real Madrid leverede søndag aften en uhørt ringe præstation, da Barcelona fuldt fortjent og overlegent spadserede sig til en sejr på 0-4 på Estadio Santiago Bernabéu.

Opgøret gav grimme minder om 2-6-nederlaget for en del år tilbage, men den markante forskel var, at Barcelona dengang helt generelt var et bedre mandskab. Det var de også denne aften – helt uden nogen tvivl – men man sidder også tilbage med en fornemmelse af, at denne kamp blev tabt fra bænken, for Ancelotti havde igen valgt en ubegribelig opstilling med Vinícius og Rodrygo alene i front og med en alt for stationær midtbane, som aldrig kommer til sin ret, når man overlader bolden til modstanderne og det gjorde man i høj grad i denne kamp.

Dermed blev afstanden fra midtbanen op til angriberne alt for stor og så var det en smal sag for Barcelonas svageste led, nemlig defensiven, at æde de to brasilianere, som ikke på noget tidspunkt kom til fadet.

Defensivt var Real Madrid også en ynk, Nacho og Carvajal havde ikke fået deres rollatorer med ind på back-positionerne og de blev gang på gang overløbet af Ferran Torres og Dembele og inde centralt var Alaba og Militao også alt andet end sikre.

Barcelona kom fortjent foran efter en halv times spil, da Dembele spurtede fra Nacho og sendte bolden ind foran til Aubameyang, som let kunne heade bolden ind bag Courtois og otte minutter senere fik Araújo lov til at stå helt umarkeret ved et hjørnespark og så kunne han let bringe Barcelona foran med 0-2 på et nyt hovedstød.

Ancelotti erkendte sin brøler i pausen og forsøgte sig med tre indskiftninger og gå over til et tremands-forsvar, men det skulle blot gøre det hele endnu værre, for der var blot spillet et halvt minut, da Ferran Torres blev spillet alene igennem og helt uforståeligt brændte den store chance, men blot syv minutter senere havde Barcelona lavet to mål og udstillet Ancelotti fuldstændig.

Og chancerne fortsatte med at komme til Barcelona i en perlerække og det er et rent under, at det ikke endte endnu værre på en aften sortere end Real Madrids trøjer.

Real Madrid skal nok køre mesterskabet hjem, men der vil sidde en plet på den titel, som ikke kan vaskes af.

Kampens spiller: Glem det. Det bliver der ikke tale om efter sådan en præstation.

Kampens badebold: Ancelotti. Han satte ikke en brik rigtigt på den taktik-tavle. En kujon-agtig indstilling igen, som overlod alt initiativ til Barcelona, og som helt naturligt gjorde dem stærkere end de egentlig er, mens Real Madrid blev gjort dårligere. Og alt hvad han forsøgte at med at rette op på tingene, gjorde blot det hele værre. Han var til kammeratlig samtale hos Florentino Pérez efter nederlaget ude mod Paris SG og han kan forvente at komme det igen og det helt store spørgsmål er naturligvis, om han kan fortsætte i klubben efter dette her.

Perspektiver frem mod de kommende kampe: Real Madrid går nu ind til en landskamps-pause og de kommer sjældent belejligt, men det kan de gøre denne gang, hvor man kan nå at få Benzema klar igen og så venter der to på papirer nemme kampe i LaLiga mod Celta og Getafe, som alt andet lige vil bringe Real Madrid endnu tættere på mesterskabet.

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

4 år 4 måneder siden #2 af Salix7
Hvordan kan spillere som Hazard og Isco ikke få spilletid i dag? Selv Ceballos, Blanco og Jovics havde fortjent at spille for slet ikke at tale om Gutierrez - Ancelotti er en skændsel for vores klub! En skamplet som skal fjernes hurtigst muligt!
Jeg ved næsten ikke, hvor man skal starte, Ancelotti udstiller jo alle sine mangler i én og samme kamp, Perez må være rødglødende nu, og der skal findes en ny træner til næste sæson, det her må og kan simpelthen ikke få lov til at fortsætte..

"Noventa minuti en el Bernabéu son molto longo."

“Oh, extraordinary! They prayed for miracles and miracles arrived! … For the 17th time, this club of glitz and legend will go to the final of the European Cup.”
Følgende bruger(e) sagde tak: asp3200

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

Leveret af Kunena Forum