- Forum
- Madridista.dk
- Nyheder
- Madridista.dk mener: Real Madrid uden spaniere har været under opsejling længe
Madridista.dk mener: Real Madrid uden spaniere har været under opsejling længe
- Administrationen
-
Emne forfatter
- Offline
- Administrator
-
Da Real Madrid i går for første gang i klubbens 121-årige historie præsterede en startopstilling uden en eneste spanier, vakte det naturligvis opsigt i spansk presse.
Bemærkelsesværdigt er det da også, at spansk fodbolds flagskib gik på banen uden at være repræsenteret med spansk islæt, men faktisk har det været under opsejling længe og det var vel blot et spørgsmål om tid, før det skete.
Det var tæt på allerede den 28. september 2021 stillede med en enkelt spanier, nemlig Lucas Vázquez, i kampen mod Sheriff Tiraspol og spanierne har generelt mistet fodfæste siden Raúl, Casillas og Sergio Ramos var lederne i truppen.
Det er der mange grunde til og jeg vil prøve at belyse nogle af dem her.
Siden Florentino Pérez genindtrådte som præsident i 2009 har kun 20 ud af 58 været spaniere og tager man et kig på navnene, så er der langt mellem lyspunkterne. Arbeloa, Albiol og Xabi Alonso var de mest lysende navne tilbage i 2009, hvor man også hentede Cristiano Ronaldo, Kaká og Benzema i den store satsning på at vende tilbage til toppen i spansk og europæisk fodbold. Siden fulgte navne som Canales, Pedro León, Callejón og Diego López, inden man igen lykkedes med en spanier, nemlig Carvajal. Samme år som højrebacken satsede man også stort med Isco og Illarramendi. Førstnævnte fik nogen succes, især i starten af Real Madrid-tiden, mens Illarramendi floppede stort, selv om talentet var til meget mere.
Der har været store forhåbninger til mange af indkøbene, men ser man på de 20 spillere, er det kun Xabi Alonso og Dani Carvajal, som var cremen af europæisk topfodbold. Xabi Alonso var allerede på det niveau, da han blev hentet i Liverpool, mens Carvajal selv udviklede sig til en af spillets bedste i Real Madrid, men generelt har Real Madrid haft svært ved at hente spanske spillere fra allerøverste hylde i denne periode.
Det har med andre ord været svært for Real Madrid at få valuta for pengene, når man har handlet spansk og generelt har Real Madrid oplevet langt sværere og langvarige forhandlingsforløb, når man har henvendt sig hos spanske klubber for at købe spillere end eksempelvis de to store Real Madrid-markeder i øjeblikket, Frankrig og Brasilien.
Og den tendens ventes at fortsætte i de kommende år, for Real Madrid er bestemt ikke populær hos de øvrige spanske klubber (Barcelona fraregnet, ledelsesmæssigt set), for de to klubber kører et solo-løb på alle fronter, som truer økonomien i de øvrige spanske klubber. Det være sig på TV-aftalen, som man har valgt at stå uden for, men også den store CVC-aftale, som de øvrige LaLiga-klubber tiltrådte i sommer og i forhold til den europæiske Superliga, som også har mødt stor modstand hos de øvrige spanske klubber.
Det hjælper naturligvis heller ikke på muligheden for at få spansk islæt hos Real Madrid, at spansk fodbold generelt er nede i en bølgedal og i høj grad mangler spillere, som hæver sig op over middelmådigheden. Tager man et kig ned over spansk fodbold netop nu, er det vel kun Barcelonas Pedri, som er mere end kedelig leverpostej uden agurker, rødbeder eller bacon.
Det vidnede den netop overståede VM-slutrunde i Qatar også om, for selv om man smadrede Costa Rica stort i åbningskampen, blev det til en stor – og forventelig – nedtur for Spanien, som vel havde det mest kedelige hold i årtier og langt fra VM-slutrunden i 2010, hvor Real Madrid havde fem spillere med.
I Qatar var der ikke en eneste Real Madrid-spanier med i startopstillingen (Carvajal og Asensio var med på bænken) og selv om man nemt kunne forsvare at have Nacho med i stedet for eksempelvis Barcelonas Eric García, så var der ikke mange andre oplagte muligheder.
Og det er den virkelighed Real Madrid kigger ind i. Dels er der ikke oplagte store spillere at hente i spansk fodbold og skulle der endelig være det, så får man stukket ublu priser og besværlige forhandlingsforløb i snuden og derfor forstår man godt, at Real Madrid investerer sine penge i udenlandske spillere.
Men er Real Madrid så uden skyld i dette? Nej, på ingen måde.
Nok har man måske ikke den næste verdensklasse-spanier rendende rundt i La Fábrica, men det er pokkers let – også lidt i bagklogskabens ulideligt klare lys – at finde emner i den nuværende førsteholdstrup, hvor egne nuværende og tidligere talenter, kunne og burde have chancen.
Hvad mener I for eksempel om Reguilón Fran García eller Miguel Gutiérrez i stedet for Ferland Mendy? Eller Antonio Blanco i stedet for Ceballos (eller måske oven i købet Marcos Llorente) og Rafa Martín i stedet for Vallejo (godt nok spanier for spanier, men alligevel). Og bør Sergio Arribas egentlig ikke have chancen foran Eden Hazard?
Og så skal man måske overveje at bide i det sure æble og overveje en dyr spanier frem for en dyr udlænding en gang i mellem? Er Josko Gvardiol til 100 millioner € måske et bedre køb end Pau Torres i Villarreal (anslået pris 60-80 millioner €)?
Man kan håbe, at Real Madrid bruger sommerens store udskiftning af spillere med kontraktudløb til at få suppleret op med spanske spillere, gerne nogle af dem fra La Fábrica, for så kan man godt i løbet af en årrække få en spansk stamme på holdet igen, men lige nu er det et langt og sejt træk og gårsdagens startopstilling uden spaniere bliver garanteret ikke sidste gang.
Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen
- 9eren
- Gæst
-
Det kan og skal efterhånden kun komme fra vores egen afdeling. Altså jeg forstår ikke hvorfor klubben ikke er mere kyniske når der kigges på en spiller som Hazard, der jo ikke vil spille fodbold mere! Få nu Arribas op der igen kunne blive bedre end Lucas Vazquez eksempelvis! Holdet skal gøres spansk!
Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen
