Ancelotti: Benzemas afsked kom som en overraskelse
For sidste gang i sæsonen skulle Carlo Ancelotti i går aftes møde pressen efter en kamp, og her blev han naturligvis spurgt ind til afskeden med Karim Benzema. Her svarede Ancelotti:
- Jeg siger farvel til ham velvidende, at jeg har trænet en af de bedste spillere i verden og en af de bedste angribere. Han er en meget venlig, ydmyg og seriøs person. Vi kan ikke være glade for hans afsked, men vi er nødt til at respektere hans beslutning. Han har fortjent retten til at vælge, og vi takker ham alle for alt, hvad han har gjort for denne klub. Han har været en legendarisk, uforglemmelig figur, og han vil for evigt forblive i klubbens erindring.
- Hans afsked er kommet som en overraskelse for alle, men det skal kunne forstås. Det var en beslutning i sidste øjeblik. I går trænede han normalt, og i dag har han taget denne beslutning. Vi har accepteret den. Jeg talte med ham i morges, og han sagde, han smuttede, og jeg forstod det. Han har gjort det så godt med mig i disse fire år og også i klubben. Derfor vil jeg gerne takke ham. Han har tænkt det igennem, og hans beslutning er en del af overgangen i denne klub, som fortsætter og vil fortsætte næste år. Vi har tid til at reflektere over, hvad vi skal gøre. Vi vil have en konkurrencedygtig trup næste år.
Ancelotti fortsatte om hyldesten til Benzema:
- Klubben vil forberede en fejring af ham i løbet af de næste par dage, og vi er nødt til at tage hensyn til hans personlighed, for han er meget genert. I dag var en afspejling af sådan en karakter. Han kan ikke lide rampelyset. Han foretrak at sige farvel på banen, og det var et farvel til en fantastisk spiller og en sand legende.
Om hvad Real Madrid har manglet i denne sæson:
- Vi manglede konkurrenceevne i ligaen. Vi havde en stærkere trup end sidste sæson, men vi manglede stabilitet. Det har været en meget krævende sæson med den spanske Super Cup i januar, klub-VM i februar, kampen om ligatitlen. Alt dette har kostet os point i ligaen. Sæsonen har været god, og jeg er overbevist om, at næste år bliver bedre. Nu vender vi tilbage den 10. juli med endnu mere motivation, entusiasme og lyst.
Da Ancelotti blev spurgt ind til farvellet til Asensio, svarede han:
- Asensio, Nacho og Ceballos, hvis kontrakter var ved at udløbe, havde en meget klar idé om deres rolle i Real Madrid i fremtiden. Jeg har forklaret dem meget tydeligt, og klubben har givet dem et kontrakttilbud. Marco foretrak et skifte, og Nacho og Dani vurderer det. Jeg tror, at de begge vil blive.
Om Hazard og Mariano, der ikke fik nogle minutter på banen til at sige farvel:
- Jeg havde kun fem udskiftninger, og mit mål var at vinde og slutte på andenpladsen. Hazard og Mariano bad ikke om at komme på banen, og vi gav dem en god afsked. Det var en anden slags farvel, og jeg må præcisere, at de ikke har fået det samme rampelys som andre, men de har været seriøse og professionelle frem til den sidste dag. Som professionelle har de al respekt, fordi de har opført sig godt indtil den sidste dag med den største professionalisme.
Om nye indkøb:
- Det er tydeligt, at i dag tager fire angribere som Eden, Mariano, Asensio og Benzema afsked. Det er der, vi skal handle, og vi vil gøre det roligt. Vi har tid til at gøre det roligt. Vi leder efter en angriber, der kan score mål og kombinere godt med de andre. En angriberprofil med tanke på, at vi har to unge oppe foran, som begynder at tage en mere ledende rolle. Vinícius i sidste år, og Rodrygo har udviklet sig mere i år. Han vil være en angriber, der spiller fantastisk fodbold ligesom Asensio eller Karim.
Om i øjeblikket kun at have to angribere i truppen:
- I øjeblikket har vi kun to angribere, men jeg er overhovedet ikke bekymret, fordi vi har al den tid, vi skal bruge, til at ordne det. Man vinder kampe med og uden angribere. Angribere er mere tilbøjelige til at score, men det gør en forskel, når et hold spiller solidt, kompakt, med dedikation og som et hold.
Om sine egne planer fra i morgen:
- I morgen vil jeg tænke, at jeg har brug for et hvil. Det har været en meget lang sæson, fordi det er meget udfordrende at motivere og forberede et hold hver tredje dag. Jeg sover ikke godt på spilledagen, og det har været en meget lang sæson. Klubben er i gode hænder, og vi har allerede talt om, hvad der skal gøres.
Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen
- 9eren
- Gæst
-
Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen
