Gonzalo García stolt over afgørende mål
- Administrationen
-
Emne forfatter
- Offline
- Administrator
-
Gonzalo García kvitterede med den afgørende scoring i Copa del Rey-kvartfinalen i går ude mod Leganés, da han dybt inde i overtiden headede et indlæg fra Brahim i nettet og dermed kronede han en flot uge.
I weekenden scorede han nemlig samtlige fire mål for Real Madrid Castilla og dermed har han nu scoret halvdelen af Castillas mål i denne sæson, hvilket da også gør ham til suveræn topscorer med i alt 19 mål, mens nr. 2 har scoret 12 gange. Det er fjerde år, at rækken Primera Federación findes efter en omlægning af rækkerne i spansk fodbold og i de tre foregående år har topscorerne været Ferrán Jutglá (Barcelona B, 19 mål), Rodri Riós (Ceuta, 20 mål) og Pau Víctor (Barcelona B, 18 mål), hvilket altså vil sige, at med 16 spillerunder igen, mangler Gonzalo García blot en enkelt scoring for at udligne Rodri Ríos.
Det er gået stærkt for Gonzalo García, siden han i 2014 kom til Real Madrid fra Jarama Race som blot 10-årig. Her havde Real Madrid allerede kendt til ham i et stykke tid og den snart 20-årige angriber har siden scoret mere end 150 mål i La Fábrica, hvor han beskrives som ”det perfekte eksempel på en perfekt fodboldspiller” og mange af scoringerne efterfølges af det berømte ”siiuu”, som hans idol Cristiano Ronaldo introducerede for mange år siden.
På banen er han lynhurtig, har et godt blik for at positionere sig i forhold til at score mål og er stærk både med ben og hoved og han er også stærk i hovedet uden for banen, hvor han fremstår særdeles ydmyg over for sine holdkammerater og ikke er bange for at bede om gode råd fra trænere og holdkammerater, når tingene ikke lige kører for ham. Og så er han ud af en familie, som har givet ham den visdom, at fodbold ikke kan stå alene og derfor har han også en grad i Business Analytics med speciale i Big Data.
Fodboldverdenen har allerede fået øjnene op for den unge angribers talent og i sommer var der angiveligt et stort bud fra en engelsk klub, ligesom adskillige tyske klubber og flere spanske nu også meldes interesserede i angriberen.
I går nød han dog bare scoringen på banen og efter kampen sagde han:
- Jeg er superglad, nervøs. Jeg ved ikke engang, hvad jeg skal tænke. Det har været en drøm, siden jeg begyndte i La Cantera.
Tiden vil vise, om han kan bide sig fast på førsteholdet, hvor konkurrencen på de offensive pladser altid er ekstra hård.
Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen
- 9eren
- Gæst
-
Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

