Referat: Real Madrid – Rayo Vallecano 2 – 1, LaLiga, 22. spillerunde

3 måneder 3 uger siden #1 af Benzeron
En fuldstændig forfærdelig...

Logo Realmadrid 010101

En fuldstændig forfærdelig kamp sluttede heldigvis med tre point til Real Madrid, da man her til eftermiddag tog imod svagt kørende og nedrykningstruede Rayo Vallecano hjemme på Bernabéu.

 

Allerede under opvarmningen begyndte de velfortjente buhråb på Bernabéu, og de fortsatte stort set hele kampen igen, og slet ikke uden grund, når man har in mente, hvad det fremmødte publikum var tvunget til at glo på. Der var dog én spiller, der kan være sin præstation bekendt, nemlig Vinícius, og allerede efter ét minut fik han for første gang af mange i løbet af kampen plantet Ratiu og skabt en farlig situation.

Problemet var dog generelt, at selvom Vinícius gang på gang kom bag om Rayo-forsvaret, manglede han en fri angriber inden foran mål, og da Mbappé ikke gjorde sig bemærket med andet end et hav af fejl i første halvleg, var brasilianeren helt på egen hånd. Heller ikke Bellingham var der til at tage løbende ind i feltet, for han løb ind i en baglårsskade allerede efter otte minutter, og at dømme på hans egne miner, venter der nok en længere pause til englænderen.

Arbeloa har valgt en strategi, som der absolut ingen fremtid er i, og som næppe kan være mere giftig, når man tænker på magtforholdet mellem spillere og trænere, nemlig at de største egoer bare skal have at vide, hvor fantastiske de er. Efter 15 minutter kan det dog betragtes som havende givet pote, da Vinícius kørte rundt med Ratiu og trods pres fra tre Rayo-spillere fik vippet bolden flot op i nettaget til 1-0. Efterfulgt af en markant jubelscene med talrige kys til logoet og opildnende gestikulationer til Bernabéu-publikummet, der trods scoringen alligevel bød på spredt piften. Har man tidligere oplevet det imod en spiller, der netop har scoret?

I resten af første halvleg var Real Madrid ingenlunde imponerende, og Rayo fik også lov at bide fra sig og komme til muligheder, hvorfor der – ja, I gættede rigtigt – var masser af buhråb, da der blev fløjtet til pause trods føringen.

I pausen blev Asencio pillet ud, og derfor røg Tchouaméni ned i forsvaret. Det kunne man ærgre sig over blot tre minutter inde i anden halvleg, da Rayo alt for nemt fik udlignet. Først var Huijsen for Gud ved hvilken gang alt for sløset i sit indgreb, hvorfor Rayo fik holdt på bolden, og da et reelt presspil er ren utopi i Real Madrid, kunne Rayo nemt smide en bold i bagrummet, hvorfra den blev headet ind foran til de Frutos, der kom foran en snorksovende Tchouaméni og scorede til 1-1. Kæmpe pibekoncert, naturligvis.

Real Madrid formåede ikke rigtig at vise nogen reel reaktion som samlet hold. Vinícius blev ved med at drive gæk med Ratiu, men Rayo fik også længere perioder på bolden, og efter 63 minutter fik de en gigantisk friløber, som Courtois lykkeligvis tog sig af. I den anden ende fik Mbappé på frit mål sparket bolden på overliggeren med det kolde venstre, og det virkede næsten til at være muligheden, hvis man skulle have de tre point.

Efter 76 minutter tog Arbeloa Güler og Huijsen ud til fordel for Alaba og Rodrygo, hvormed man havde en startopstilling med midtbanespillere på tre ud af de fire bagerste pladser samt to offensivspillere i form af Gonzalo og Brahim som 8’ere med Ceballos som den holdende 6’er. Vanvid.

Efter 80 minutter lavede Pathé Ciss en forfærdelig benbrækkertackling på Ceballos og blev helt fortjent udvist, og dermed havde Real Madrid hele 19 minutter til at score det afgørende mål, da der også blev lagt ni minutter til. Camavinga ramte stolpen, Brahim markerede sig for første gang siden indskiftningen i det ottende minut med en afslutning tæt på mål, Rodrygo fik også hamret lige på keeperen… men det skulle ende med at blive afgjort på et straffespark, da Mendy gjorde, hvad vi alle har lyst til at gøre mod både præsident, trænere og spillere, nemlig sparkede luften durk ud af Brahim og klart begik straffespark. Mbappé scorede sikkert og kort efter fik Rayo en mand mere udvist i frustration. Og så er der vist ikke mere at sige om den kamp. Tre point. Og samme score på en skala fra 1 til 100 over, hvor fedt det er at være Real Madrid-fan p.t.

Kampens badebold: Huijsen for at spille præcist så søvnigt, som han ser ud? Camavinga for at være alt for Camavinga? Arbeloa for hans kvalmende udtalelser? Brahim for først at smide usynlighedskappen i det 87. minut? Næ. Den går til Tchouaméni, der er på grænsen til at være deprimerende at se på i alt, hvad han foretager sig.

Kampens spiller: Vinícius var klart bedste Real Madrid-spiller.

Perspektiver mod kommende kampe: Der er ikke perspektiver i noget som helst, Real Madrid foretager sig i denne sæson. På grund af Copa del Rey-exitet venter der dog nu to uger, hvor der kun er kampe i weekenderne, og det kan måske betyde mere friskhed og spillere tilbage fra skade.

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

3 måneder 3 uger siden #2 af kamaldo
Sikke et referat... I love it lelser af at kigge på uduelighed og selvpine man (ihvertfald mig) sidder med som fan af hvad der er verdens største klub, men som tror at det er bare noget man er og ikke har arbejdet sig til...
Hvorfor gør vi det mod os selv som fans... jeg ved det ikke, burde stoppe, og sidder der igen til næste kamp!!

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

3 måneder 3 uger siden #3 af El Siete
​ 
"​Har man tidligere oplevet det (piften) imod en spiller, der netop har scoret?"

Ikke lige hvad jeg kan mindes, og det viser også bare hvilken kæmpe kløft der er mellem spillerne, særligt Vinicius, og så fansene. Det stikker meget dybere end at man bare kan opildne og gestikulere ud mod publikum, og så er de med en igen, der skal noget helt andet til. Faktisk har slet ikke set en spiller være så upopulær blandt fansene som Vinicius er lige nu, hvor det virker som om, at størstedelen gerne så ham solgt. 
 

Como no te voy a querer,
como no te voy a querer,
si eres campeón de Europa por décima vez.
Følgende bruger(e) sagde tak: Mas

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

3 måneder 3 uger siden #4 af DeLaRed
Håbløs ringe kritik af Brahim der spiller en afgørende rolle i begge mål. Der var et hav af andre spillere der leverede langt mindre end han gjorde!

Donde está la biblioteca?

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

3 måneder 3 uger siden #5 af Ramos4
Kom lige i tanke om, at vi 11 mod 10 hjemme mod ligaens nummer 16, begyndte at løbe ned i hjørnet til sidst og tage korte hjørnespark for at trække tiden.

Sufrir-bold.

Men spillerne virkede yderst komfortable.

1956, 1957, 1958, 1959, 1960, 1966, 1998, 2000, 2002, 2014, 2016, 2017, 2018, 2022, 2024

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

3 måneder 3 uger siden #6 af Estadio Santiago Bernabéu
​Det var så faktisk den eneste ting der er sket i klubben de seneste par måneder jeg har støttet op omkring.

Når man er presset. Og man skal forsvare en føring i et par minutter. Så gør det ikke noget at lave en Henry og løbe ned til hjørneflaget.

Man kan så argumentere for at vi ikke burde være presset. Men det var vi desværre.

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

3 måneder 3 uger siden #7 af Ramos4
Det er da pinligt ud over alle grænser.

1956, 1957, 1958, 1959, 1960, 1966, 1998, 2000, 2002, 2014, 2016, 2017, 2018, 2022, 2024

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

3 måneder 3 uger siden #8 af Estadio Santiago Bernabéu
​Den har jeg svær ved at følge. Jeg har set Arsenal gøre det i denne sæson. Jeg har set Barca gøre det tre gange i denne sæson. Jeg har set City gøre det i denne sæson.

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

3 måneder 3 uger siden #9 af Ramos4
11 mod 10? Eller 9 eller hvor mange det var.

1956, 1957, 1958, 1959, 1960, 1966, 1998, 2000, 2002, 2014, 2016, 2017, 2018, 2022, 2024
Følgende bruger(e) sagde tak: Dragam

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

3 måneder 3 uger siden #10 af Estadio Santiago Bernabéu
​Sværhedsgraden var ikke relevant for emnet fordi den del har jeg allerede addresseret da jeg skrev “ Når man er presset. Og man skal forsvare en føring i et par minutter. Så gør det ikke noget at lave en Henry og løbe ned til hjørneflaget. Man kan så argumentere for at vi ikke burde være presset. Men det var vi desværre.”

Bemærk de to sidste sætninger med at man kan argumentere for at man måske ikke burde være under pres i den situation og at vi desværre stadig var der.

Så derfor kan man godt støtte op omkring at forsvare de 2 point. Forestil dig en katastrofe hvis man lukkede et mål ind i det 104’ minut.

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

Leveret af Kunena Forum