Referat: Betis - Real Madrid 1-1, LaLiga, 33. spillerunde

3 uger 15 timer siden #1 af Administrationen
Real Madrid fortsætter derouten og...

Real Madrid fortsætter derouten og i går måtte man nøjes med 1-1 i udekampen mod Betis efter en sen udligning fra hjemmeholdets Bellerín.

Real Madrid kom ellers fornuftigt fra start mod et Betis-mandskab, som gav masser af plads til omstillinger og Arbeloas tropper følte sig veltilpasse på La Cartuja, hvor Betis så ud til at blive snydt for et straffespark, da Brahim gjorde sig vel bred for at tæmme en bold og det lignede grangiveligt, at bolden ramte hans arm og ikke hans skulder. Den kunne så gå lige op med et skud fra selvsamme Brahim, som tydeligvis ramte en Betis-spillers hånd, hvilket heller ikke blev dømt.

Real Madrid kom foran efter 17 minutters spil, da Fede Valverde hamrede på mål og en umådeligt ringe Valles i Betis-målet parerede bolden lige ud til Vinícius, som hurtigt var over bolden og kunne sende den i nettet.

Der var chancer til flere mål i første halvleg, men træfsikkerheden var omtrent så stor som underholdningsværdien ved at se dette Real Madrid-mandskab og som halvlegen skred frem, kom Betis bedre med og fik ved flere lejligheder testet Lunin, som viste sit værd, blandt andet da Thiago ikke fik ekspederet en bold væk i eget straffesparksfelt, hvilket gav en stor mulighed til hjemmeholdet.

Real Madrid holdt stand til pausen og kom bedre ud til anden halvleg, hvor man igen tog teten, uden på nogen måde at være prangende, men med lidt større effektivitet kunne man godt have øget føringen i denne periode, blandt andet havde Vinícius en tilbagelægning til Valles, som man godt kunne have tænkt sig havde fået lidt mere power, når man nu havde anstrengt sig med at komme ind i straffesparksfeltet.

Real Madrids indskiftninger kom sent og det var godt det samme, når det blot var Camavinga og Alaba, der kom på banen i stedet for Thiago og en advarselsramt Huijsen. Det ændrede hverken fra eller til og igen måtte man se Betis slutte halvlegen bedst af.

Det lignede dog, at man skulle køre en kneben sejr hjem, men dybt inde i dommerens tillægstid, var man alt for passive i Real Madrid-forsvaret, hvilket tillod Bellerín at komme til en afslutning og så lykkedes det heller ikke denne gang for Lunin at holde buret rent, men han var dog totalt prisgivet.

Der er fem kampe tilbage.

Kampens spiller: Lunin. Med afstand bedste spiller.

Kampens badebold: Thiago. Det var ikke nogen stærk præstation denne gang, men der var – igen – mange svage præstationer.

Perspektiver fra de kommende kampe: Barcelona er enten mestre eller kan blive det, når holdene mødes i Catalonien den 10. maj, det kan der vist ikke være nogen tvivl om. Og det er omtrent så ligegyldigt som spillerne på dette hold, som man ikke længere kan have nogen tilknytning til. Denne skribent har til morgen – efter at have sovet på det – skrevet følgende i en intern Madridista.dk-tråd: ”Det værste er ikke at tabe mesterskabet. Det værste er at jeg ikke længere har et tilhørsforhold til spillerne. De kan sælge hvem som helst og jeg vil være flintrende ligeglad. Sådan kan jeg ikke mindes at jeg har haft det før.” Det er sandsynligvis en holdning, som flere vil skrive under på. Fem kampe igen skal vi udholde.

Følgende bruger(e) sagde tak: El Siete

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

3 uger 12 timer siden #2 af Ramos4
Det er jo så sandt som det står skrevet.
Der er ingen af spillerne, man har et tilhørsforhold til.

Mbappé er en lejesvend, der kom til klubben så sent at hypen næsten var væk. Han påstår at Madrid er hans drøm, men det er tydeligt for enhver at Kylian kun tænker på Kylian.

Vinicius har fuldstændig glemt sin start i klubben som en 18-årig purk, der skulle have slebet mange kanter til, før han var en verdensstjerne. Nu er hans ego større end arealet af Valdebebas - men kvaliteterne er ikke blevet tilsvarende meget bedre siden brasilianeren var 18.

1956, 1957, 1958, 1959, 1960, 1966, 1998, 2000, 2002, 2014, 2016, 2017, 2018, 2022, 2024

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

3 uger 12 timer siden #3 af El Siete
​Lunin stod en brandkamp, virkelig nogle flotte redninger, og uden ham i topform havde vi klart tabt kampen. Ham og Courtois vil jeg gerne beholde, resten, tjaa.

Como no te voy a querer,
como no te voy a querer,
si eres campeón de Europa por décima vez.

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

Leveret af Kunena Forum