Referat: Real Madrid – Villarreal 1 – 0, LaLiga, 8. spillerunde

1 dag 15 minutter siden #1 af Benzeron
”Real Madrids gigantindkøb blev matchvinder...

Logo Realmadrid 010101

”Real Madrids gigantindkøb blev matchvinder med sit første mål for Los Blancos”.

”Vinícius gik fra bænk til helt til skurk i dramatisk Real Madrid-sejr”.

”Den gamle Mourinho er tilbage: 90 minutters dommerbrok i krigerisk sejr”.

Det er bare nogle af de overskrifter, man kan sætte på den vanvittige kamp, der lørdag aften sikrede Real Madrid tre vigtige point i LaLiga, da Villarreal blev slået med 1-0. En kamp, der ikke levnede håb for Real Madrid, for ud over kampens spektakulære højdepunkter var der ikke meget godt at sige om spillet.

 

Første halvleg var en undervældende oplevelse. Vinícius var blevet bænket til fordel for Diomande, der tog sig af højrekanten, men ivorianeren lykkedes ikke med meget, og når han en gang imellem fik revet sig fri og kom til baglinjen, fandt han ikke en fri medspiller, ligesom han kunne have vist tænder og selv gået på mål. Heller ikke Mbappé var skarp, og han burde have sendt Real Madrid foran allerede efter seks minutter, da samspillet mellem Güler og Carreras resulterede i, at bolden havnede for hans fødder, men afslutningen tog stolpen ud.

Også efter 20 minutter fik Mbappé en god mulighed efter en fantastisk dybdebold fra Trent, men heller ikke her lykkedes det for franskmanden. Og herfra blev det egentlig bare værre for Real Madrid, der havde utrolig travlt med at brokke sig over enhver tænkelig situation, hvor dommeren potentielt kunne have dømt anderledes, og frustrationen gjorde ikke noget godt for spillet. Det lignede egentlig bare 11 fortvivlede spillere, der løb rundt og kæmpede deres egne kampe uden den store kollektive sammenhæng.

Det blev ikke bedre efter pausen, for Real Madrid kom svagt ud til anden halvleg, og efter 52 minutter foretog Mourinho så den mystiske indskiftning af Vinícius i stedet for kampens nok bedste spiller, Trent. Det betød, at Valverde rykkede ned på højrebacken – og besynderligt nok overtog stafetten som kampens bedste – mens Güler rykkede en tak tilbage på banen, så det offensive puslespil kunne gå op.

Vinícius kom ind med gåpåmod, vandt et par hjørnespark og fik sat godt gang i publikum, men målet kom fra ham, der havde henvist ham til bænken. Efter 62 minutter fandt Valverde nemlig Diomande, og sidstnævnte smækkede bolden iskoldt og fladt i det lange hjørne med højreskøjten efter at have lagt den til rette med venstre. Flot mål!

Og så blev det for alvor skørt. Bellingham lavede et vanvittigt drev op gennem banen og fandt Vinícius fri foran mål. Brasilianeren scorede, Bernabéu sprang i luften, Mourinho tilsluttede sig jubelscenen og alt var fryd og gammen… indtil VAR kaldte dommeren ud til skærmen, og heldigvis havde han den mentale styrke til ikke at se igennem fingrene med, at Vinícius naturligvis skulle udvises for at have hevet en Villarreal-spiller i håret i optakten til målet. Vinícius reagerede til ingens overraskelse ved at fare mod dommeren, og det krævede en lille håndfuld medspillere at få ham fragtet fra banen.

De fleste har i minutterne efter formentlig måttet sunde sig over den sindssyge kontrast mellem den eufori, scoringen skabte, og den tragikomiske situation, holdet pludselig befandt sig i med 10 mod 11 og stillingen stadig 1-0. Man må vel egentlig også være bekymret for Vinícius’ ve og vel? Hvorfor jubler han over det mål velvidende, at han har hevet en modspiller i håret i opløbet? Det er ikke til at forstå.

Nå, men Mbappé nåede at brænde endnu en stor chance – igen på oplæg af en velspillende Valverde – inden kampen blev kæmpet det sidste stykke i hus. Puha… det er usundt at være Real Madrid-fan i disse år.

Kampens badebold: Naturligvis Vinícius, der synes fuldstændig at have tabt fodfæstet. Man må næsten bare håbe, at han fik råbt så mange ukvemsord på vej ud af banen, at karantænen bliver længst mulig. Ham kommer vi næppe til at se i El Clásico.

Kampens spiller: Man kan stort set altid bare give den til Bellingham for at gide at kæmpe for trøjen. Men skal vi kigge på alternativer, var Rüdiger også stærk i aften. Men hvordan kom sejren i hus? Diomande var ud over målet for svingende, så Valverde får den for at gå fra at være en anonym rugbrødsmidtbanespiller i 52 minutter til en verdensklasse højreback i den sidste halve time med en assist til følge.

Perspektiver mod kommende kampe: Nu er det Roma ude, Sevilla hjemme, RB Leipzig hjemme og så Barcelona ude. Ikke noget nemt program, og Real Madrid går slet ikke ind til kampene med medvind. Og hvilken rolle skal Vinícius nu have i Champions League, hvor han ikke har karantæne? Man håber selvfølgelig på en disciplinæraktion fra Mourinho, men uden skyggen af tvivl bliver virkeligheden, at Mourinho kommer til at stille sig bag ham og måske endda starter ham inde imod Roma. For ja, den slags klub er vi.

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

5 timer 27 minutter siden #2 af Frits
Dir angreb på vinicius er sørgeligt.

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

4 timer 52 minutter siden #3 af Real HWL

Frits post=201642 skrev: Dir angreb på vinicius er sørgeligt.


Vinicius er en skændsel. En komplet idiot! Tænk Perez har kastet flere penge plus 6 år efter ham. Det er jo en skandale.
​
Følgende bruger(e) sagde tak: Dragam

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

4 timer 33 minutter siden #4 af Dragam

Real HWL post=201643 skrev:

Frits post=201642 skrev: Dir angreb på vinicius er sørgeligt.


Vinicius er en skændsel. En komplet idiot! Tænk Perez har kastet flere penge plus 6 år efter ham. Det er jo en skandale.
​

​Det er muligvis den største fadæse i klubbens historie... og der har ellers været mange i de senere år...
Følgende bruger(e) sagde tak: Real HWL

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

4 timer 30 minutter siden #5 af Lars1991

Frits post=201642 skrev: Dir angreb på vinicius er sørgeligt.


Det er vel Vinicius angreb på Saliba, der er sørgerligt her.
​
Følgende bruger(e) sagde tak: Real HWL

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

3 timer 11 minutter siden #6 af NachoFernández
​Det er helt fair at sende en badebold afsted til Vinicius, selvom hans indhop indtil pigetricket faktisk var ret positivt. Samtaleemnet efter kampen burde have været hvor stærk en arbejdsindsats det var oven på en kvalitetsmæssig dårlig dag, hvor man kunne se hvor meget der vælter uden Hujsen på bolden, og hvor fedt det var for Diomande at blive matchvinder. Vi havde ALT under kontrol selv ved 1-0. Rudiger og Konaté var lige så stærke til at forsvare feltet som de var elendige på bolden. Og det var ekstremt i hver sin retning. Det var 3 point i den første kamp efter en landskampspause som historisk kan spænde ben for os, og det var de første 3 point i et svært kampprogram over de næste uger.
Og så endda i en kamp, hvor vi ikke kun slår et opsat Villareal-hold men spiller 11 mod 12 hele kampen. 

Men det kunne vi ikke få lov at tale om. I stedet eksploderede hele lortet på grund af Vinicius igen igen. Og al kontrol forsvandt, så det blev et voldsomt og nervepirrende kaos i stedet. Det er kun én spillers skyld, at det gik som det gjorde og at der nu er et helt andet samtaleemne. 

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

Leveret af Kunena Forum