Optakt: Real Madrid-Athletic Club, LaLiga, 32. spillerunde

1 år 3 måneder siden #1 af Benzeron
Carlo Ancelotti har...

Logo Realmadrid 010101

Carlo Ancelotti har bebudet, at man agter at kæmpe til det sidste om LaLiga-titlen, og i så fald er det absolut nødvendigt, at man i aften skærer tre point af det syv points forspring, som Barcelona skaffede sig i går. Modstanderen er LaLigas nummer fire, Athletic Club, og mens Real Madrid kæmper med at holde den synkende skude oven vande, kommer baskerne med vind i sejlene.

 

Både Real Madrid og Athletic var nemlig ude at spille europæisk fodbold i midtugen, og mens Real Madrid som bekendt blev sendt ud af Champions League med to skuffende nederlag imod Arsenal, forsætter Europa League-eventyret for Athletic, der med en samlet 2-0-sejr klarede sig videre til semifinalen på bekostning af skotske Rangers. Her har de ovenikøbet trukket overkommelig modstand i form af Manchester United, så der er alt mulig grund til optimisme i den traditionsrige klub i det nordlige Spanien.

Også i ligamæssig forstand går det fint for Athletic. De er ikke endt i top fire siden 2014, men det er netop den plads, de stiler mod at ende på nu, hvis de da kan holde Villarreal bag sig og i øvrigt ikke begynder at drømme større og får indhentet Atlético Madrid, der lørdag tabte til Las Palmas. Hvis det skal blive muligt for dem, vil en sejr på Bernabéu i aften gør underværker, men heldigvis for hjemmeholdet er der ikke tradition for, at aftenens gæster får fuld valuta for deres visit i den hvidklædte del af hovedstaden.

Godt nok vinder Athletic fra tid til anden deres kampe mod Real Madrid, men de fem gange, det er sket i de sidste 20 år, har det aldrig været på Bernabéu. Én var en semifinale i Den Spanske Super Cup i Saudi Arabien, mens fire har været på San Mamés hjemme i Baskerlandet – senest i december, hvor Kylian Mbappés brændte straffespark og Fede Valverdes store og målgivende blunder, netop som Bellingham ellers havde bragt Real Madrid på 1-1 efter 78 minutter, var for dyre til at undgå 2-1-nederlaget til baskerne.

Hjemme i Madrid har piben dog en anden lyd, og selvom det var nogenlunde det samme, vi skrev om Valencia for et par uger siden, der som bekendt snuppede alle tre point, fortsætter Real Madrid forhåbentlig de gode takter på hjemmebane. Her var det seneste nederlag tilbage i 2005, hvor Thomas Gravesen lå på midtbanen, og backparret Salgado og Raúl Bravo på tragikomisk vis nærmest er en våd drøm i forhold til, hvad Real Madrid kan præstere i dag. Siden er det dog blevet til 17 sejre og tre uafgjorte på Bernabéu, men Real Madrid kommer til at mangle én markant skikkelse til at holde gang i den gode stime.

Det er naturligvis topscorer Mbappé, der afsoner karantæne, og det skal blive spændende at se, om Ancelotti derfor giver Endrick sin første startplads overhovedet i LaLiga. Den tanke leger AS i hvert fald med, mens Marca mere tror på en ekstra midtbanespiller, hvilket muligvis kan frigøre Bellingham til at være mere fodboldspiller end arbejdshest og drive offensiven med Vinícius og Rodrygo ved sin side.

I defensiven er det forhåbentlig soleklart, at Vázquez ikke kan starte inde i kampe af den kaliber, især ikke når Valverde alligevel får opgaven med at stille sig langt tilbage og gardere for ham defensivt. Så mon ikke uruguayaneren får højrebacken igen, mens Fran García glider ind på venstrebacken, hvor Alaba til ingens overraskelse ikke imponerede i nogle af kampene imod Arsenal.

Der er god grund til som tilhænger at ryste i bukserne over Real Madrids defensiv, og også Ancelotti italesatte på gårsdagens pressemøde hvor bekymrende mange mål, Real Madrid lukker ind i denne sæson. I aften slipper de dog for Nico Williams, der er ude med lårproblemer, men hans bror Iñaki er tilbage efter at have siddet 90 minutter på bænken imod Rangers, og selvom de to løber med mange af overskrifterne, skal der i virkeligheden nok holdes mest øje med en helt tredje spiller. Det drejer sig om topscorer Oihan Sancet, der med sine evner både inde i og udenfor feltet er Athletics topscorer med 17 mål på 30 kampe.

Med sine 188 cm i højden er han lidt af en mundfuld, og det samme gælder Athletics to angribere, Gorka Guruzeta på 188 cm og vinterindkøbet Maroan Sannadi på 192 cm, så Rüdiger og Asencio kan roligt forvente af få hænderne fulde.

Det er klokken 21 i aften, at du skal tune ind på tv2 play eller Tv2 Sport X, hvis du vil se, om Real Madrid formår at rejse sig oven på den gigantiske Champions League-skuffelse.

Real Madrids forventede hold: Courtois, Valverde, Asencio, Rüdiger, Fran García, Modric, Tchouaméni, Camavinga, Bellingham, Rodrygo, Vinícius.

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

1 år 3 måneder siden #2 af -#7-
Nu har jeg været meget efter Rodrygo den seneste tid, men altså de første mange aktioner han har her til aften, består i at modtage bolden og spille den sikkert bagud med det samme, istedet for bare at prøve at udfordre. Så kan det jo være fuldstændig ligemeget om kanten hedder Rodrygo eller Pedro Leon, hvis den bare bliver spillet bagud hver gang.

DC19

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

1 år 3 måneder siden #3 af longwind
Jeg tror sjældent jeg har været så pessimistisk før en kamp. Nøj hvor ser det bare primitivt ud det hele. Spil bolden til Vini, se ham forsøge at drible 4 mand, lykkes det er der alligevel ingen i feltet. Rinse and repeat. Gad vide om der overhovedet ER et taktisk setup?

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

1 år 3 måneder siden #4 af Figo-10
Fint dommeren ikke fløjter kampen ihjel, men han skal da fløjte når der er frispark.. synes der har været en håndfuld frispark allerede.

Real Madrid fan siden 2000, tidligere bosat i Madrid og med +30 kampe under bæltet.

Figo og Özil har rørt mig mest.

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

1 år 3 måneder siden #5 af Hamid8210
Det føles som at sæsonen er færdig

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

1 år 3 måneder siden #6 af Cristiano7
Vini’s attitude er off idag og det virker at han vil skabe det hele selv….

Mon det er fordi han har set at han er med i top 6 over spillere som fansene gerne ser bliver solgt/ikke forlænget med hos AS eller Marca fornyligt :)

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

1 år 3 måneder siden #7 af madrid2000
​Heller se en film end at blive endnu mere frustreret over dette hold. Det er vel mere af det samme ligegyldig pis om vi har set hele sæsonen.
 
Sidste redigering: 1 år 3 måneder siden ved madrid2000.
Følgende bruger(e) sagde tak: Real HWL

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

1 år 3 måneder siden #8 af Madrid777
Altid en fornøjelse at høre på Andreas Laudrup kommentere. At vi ikke skal trækkes med Junker, Morten Bruun eller Gravesen er altså dejligt nu hvor man skal sidde og se på det her halvdårlige spil for 45 gang i denne sæson.

Hala Madrid!

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

1 år 3 måneder siden #9 af elle44
Ja, jeg har allerede smidt håndklædet i ringen. Mine øjne kan ikke klare det i dag, stopper her. God kamp alle.

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

1 år 3 måneder siden #10 af longwind
Få nu en angriber på banen

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

1 år 3 måneder siden #11 af Tyskfugl
​når nu vi ikke har spillet så godt på det sidste, så ville det have været rart at se Diaz og Endrik på banen i sådan en kamp.
Følgende bruger(e) sagde tak: Real HWL

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

1 år 3 måneder siden #12 af El Siete
​75% boldbesiddelse, men eet skud på mål, det er vildt hvor ufarligt det her hold er, og hvor meget spil der løber ud i sandet.

Como no te voy a querer,
como no te voy a querer,
si eres campeón de Europa por décima vez.
Følgende bruger(e) sagde tak: Real HWL

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

Leveret af Kunena Forum