Madridista mener: Tag et opgør med traditionerne, Mou!

Der er et opgør, José Mourinho død og pine skal tage, når han igen står på træningsbanen i Real Madrid.

Skrækkeligt nok har det opgør intet med taktik, løbemønstre eller restforsvar at gøre.

Tværtimod.

Det handler om noget langt mere besværligt: Et opgør med en af klubbens mest sejlivede traditioner – anciennitetsprincippet bag valget af anfører.

I flere år har det været mig en gåde, at mange år i klubben nærmest synes at være blevet et automatisk lighedstegn med lederkompetencer og respekt fra resten af truppen. Særligt fordi det ganske enkelt ender med at bero sig på noget, der ikke har hold i virkeligheden.

Jovist, princippet har haft sine sejrsstunder. Casillas, Raúl, Guti. Det var – og er stadig – svært at argumentere imod disse spilleres karisma, betydning og vægt i omklædningsrummet.

Men det var, som man siger, en anden tid.

Og det bringer os til sagens kerne.

I foråret blev vi madridistas latterliggjort, da en af vores højtbesungne anførere valgte at komme i slagsmål med en holdkammerat. Selvsamme spiller havde en god portion måneder tidligere valgt at overfalde en modspiller i en parkeringskælder.

Konsekvensen?

Et anførerbind. Værsgo.

Spilleren er med andre ord blevet vurderet som den perfekte rollemodel – den målestok klubbens unge talenter skal spejle sig i, når de drømmer om en dag selv at være en del af lodtrækningen før en kamp på Bernabéu.

Det klinger ikke bare hult. Det runger helt enormt. Så derfor – tilbage til min indledende pointe:

Mourinho er nødt til at tage den kamp.

Han skal kigge på lederkompetencerne. Vurdere hvem resten af truppen lytter til. Hvem der præsterer på et sportsligt højt niveau. Men endnu vigtigere: Hvem der repræsenterer madridismoen gennem menneskelig integritet, ydmyghed og noget så basalt som evnen til at tage sig tid til fans, medier og omgivelserne.

Jeg har mine bud på et kommende anførerteam: Jude Bellingham. Kylian Mbappé. Thibaut Courtois.

Rutine. Personlighed. Titler. Kompetencer. Og det, man på de britiske øer ville kalde "stand up guys".

Det er den type profiler, jeg mener, Real Madrid bør promovere. Vær gerne uenig. Men fortæl mig samtidig: Hvordan kan Federico Valverde fortsat være det naturlige valg til posten?

Valverde er et fantastisk eksempel på det dilemma, Real Madrid står med. En spiller med enorm betydning, loyalitet og arbejdsomhed. Men spørgsmålet er ikke, om han er en vigtig spiller for klubben. Spørgsmålet er, om han er den rette repræsentant for klubben.

For det er netop her, vi skal skille tingene ad.

At være en stor Real Madrid-spiller er ikke automatisk det samme som at være den rigtige anfører.

Uanset hvad er det en samtale, Mourinho er nødt til at tage. For anførerbindet skal ikke være en belønning for fortiden. Det skal være en investering i fremtiden.

Real Madrid har aldrig været en klub, der kun har kigget bagud. De største øjeblikke i klubbens historie er skabt af mennesker, der respekterede traditionerne – men som samtidig havde modet til at forme fremtiden.

Derfor må klubben afklare med sig selv, hvilken type ledere, man mener skal repræsentere madridismoen i fremtiden.

For en kaptajn skal ikke bare repræsentere klubbens historie. Han skal være med til at skrive den.