Madridismo

’Hala Madrid!’

Of all the sporting glories
That excel throughout the country
See Madrid with her white flag flying
Clean and white that never fades
Club of noble descent and generous spirit
All nerve and heart and sinew
Young and old, young and old
Never forget her honour...


Du har efter min fornemmelse for kulturen omkring Real Madrid ramt ganske plet, Siempre Madrid.

Madridismo er et meget kompliceret begreb, hvis centrale kerne er glorificeringen af indifference – en næsten overlagt fornemmelse for snæversynet forpligtigelse overfor sagen. At gå helhjertet efter at vinde uanset omkostningerne.

I modsætning til Barcelona er Real Madrids filosofi at alle elsker og beundrer dem. Klubben inkarnerer det spanske sportsbegreb om machacar (vis ingen nåde!), som forviser det at slække på angrebsstyrken eller at stille sig tilfreds med en 2 målsføring til det svages og affektionens rige. Real Madrid er verdens største fodboldklub og på banen spiller man som sådan. Man lader ikke modstanderen komme af krogen, og man lader ikke tyren leve. Det er en integreret del af Real Madrids kultur, at fodbold også skal besidde poesi og magi.

Den spanske sjæl er kompleks, fuld af generøsitet og voldsomhed i lige målestok – en særlig mangel på selvkontrol, der med tiden er blevet forvandlet til en maskulin dyd. Man skal machacar så modstanderen frygter én næste gang. Ingen beundrer tyren, det er tyrefægteren som løber med anerkendelsen. Når Real Madrid derfor taber, så er det sjældent modstanderen som roses. Fokus er på Real Madrid, verdens største fodboldklub. Ingen interesserer sig for modstanderen, der blot var heldige at ramme Real Madrid på en dårlig dag.

De resultater som repræsenterer en drøm for de fleste professionelle klubber i Spanien viser sig ofte at være udtryk for en krise på Bernabéu, såsom at slutte som nummer 2 i ligaen, eller endnu værre at slutte efter Barcelona i stillingen. Managers er blevet fyret alene af den årsag (altså at slutte efter Barcelona), og for andre skuffende præstationer såsom at vinde Europa Cup’en (Jupp Heynckes), at vinde La Primera Division (Vicente del Bosque), for at være lidt for veltalende (Jorge Valdano) eller for at være for ’defensiv’ – en anklage som ramte John Toshack, da han var manager for Real Madrid, selvom holdet han stod i spidsen for, med bl.a. en rekordsættende Hugo Sanchéz som topscorer, i sæsonen 1989 scorede et rekordstort antal mål.

Publikum er krævende og forkælet. De er så vant til succes at intet mindre end det ypperste kan gå an. Det er en besynderlig indstilling, og en indstilling som ikek altid viser sig at være sund. En Real Madrid supporter er bestemt ikke populær udenfor Bernabeu, og klubben afskys især i de områder af Spanien som har regionalt nationalistiske følelser. Dem som er associeret med klubben anses for at være opblæste og selvtilstrækkelige. (Hvilket netop er essensen i det udtryk du startede dit indlæg med Siempre Madrid: "Jeg er ikke bare perfekt – jeg er også Madridista"). Den sande madridista er fløjtende ligeglad. En essentiel del af det at være Real Madrid fan er at være tykhudet og at være stolt af det.

For at blive en afholdt spiller blandt publikum skal man være i besiddelse af ’La Furia’, dvs. man skal i sit spil være aggressiv, direkte og udfordrende. En Madridista har et svagt hjerte for spillere som giver sig 110 %, ligesom de også beundrer spillere, der kan flytte bolden rundt med stil.

Santiago Bernabéu var manden, hvis navn er synonymt med begrebet om Madridismo – ideen om at Real Madrid indtager en position i universets centrum. Det var under Bernabéu at Real Madrid vandt sin storhed, og rodfæstede sin kultur. De to spillere i Real Madrids historie som i eminent grad er kropsliggørelsen eller inkarneringen, om man vil, af Madridismo-begrebet er Alfredo di Stefano og Raúl. Real Madrid var ikke rigtig store før di Stefano, selvom mange historiebøger forsøger at fremstille klubben som sådan. Men på banen var/er de alt, hvad klubben står for og fansene respekterer.

Ja man må sige, at Bo Damgaard besidder en ret god evne til at udtrykke sig..

Men selve filosofien "Madridismo" er jo ikke nem at pratisere, hvis man har et hold, hvor 85 % består af indkøbte spillere. Jeg tror i høj grad, at man skal være opfostret eller have en anden relation til Real Madrid for at kunne spille efter maridismo-begrebet.

Det lyder jo meget rørende alt det, som Madridismo skal stå for, men det lader til at kun tilskuerne kender til dette begreb og ikke spillerene. Vi skal en del år tilbage før vi finder Real M. i 80 % boldbesiddelse på udebane, og som ikke giver sig selvom det hele ser håbløst ud.

Efter jeg har læst om Madridismo-begrebet håber jeg snart at den vil være at finde på Real Madrids hold, da jeg kun mener at der er en spiller der egentlig bærer alt dette i sig. I ved hvem!!;)

Er der virkelig ikke flere som vil give deres bud på Madridismo-begrebet?

Det er jo et helt afgørende element ved den forståelse hver især af os har af Real Madrid. Jeg håber der kommer lidt mere liv i tråden, for den har potentiale til at handle om noget meget essentielt og interessant; nemlig om hvordan kulturen og historien trives i Real Madrid i disse år, og hvorledes begreberne tolkes fra ledelsesmæssigt plan.

Jeg synes du har beskrevet det meget godt Bo Damgaard.

Men jeg må sige at begrebet madridismo er faldet lidt de sidste par år.
Man er begyndt at svine dommerne til på en egen officielle hjemmside.
Der er kommet spillere til klubben som ikke passer ind under begrebet madridismo...

Den her tråd varmer altså mit hjerte!

Siempre madrid. Din nyhed om historien, jeg kan ikke huske hvad det hedder på spansk.
Frygt scenariet. Dette er en af de historier som bringer noget madridismo ind i mig.
Denne blev skabt mod Zaragoza og jeg har så mange problemer med at forklarer det med ord hvordan den kamp var for mig. Fordi jeg havde gåsehus over hele kroppen!!

Jeg havde det på samme måde.. Det var egentlig lidt underligt at sidde og tro på at man ville gå videre, selvom man havde tabt hele 6-1 i første kamp.

Tanken bag at oprette denne tråd bunder i en utopisk, men for mennesket naturlig, trang til at forklare det uforklarlige. Som tænkende væsen stræber man efter at finde nøglen til sin eksistens og higer igen og igen efter at udtrykke sine allerdybeste tanker. Dette er desværre uladesiggøreligt. Man kan forsøge at beskrive følelser, men man kan ikke påtvinge andre at føle disse følelser. Følelser er i den grad et diffust begreb, for selvom andre siger de ”føler med dig” eller føler det samme, hvordan kan du så være sikker på, de rent faktisk gør det, når du ikke er i stand til at mærke efter? Når man f.eks. snakker om forelskelse, må man finde sig i at indsnævre sin beskrivelse af denne følelse ved at bruge udtryk som ”det snurrer i maven” eller ”man flyver på en lyserød sky”, men hvis man benytter disse fraser over for en, der aldrig selv har følt forelskelse, er det umuligt for vedkommende at vide, hvad man snakker om. Har personen selv følt forelskelse, kan vedkommende have en idé om, hvad man mener, men vil aldrig vide sig sikker på, at have følt nøjagtigt det samme.

Madridismo er en følelse. Således er begrebet også umuligt at forklare. Man kan tilnærmelsesvis nå en fælles forståelse med en anden, der har eller har haft samme følelse, men som med andre følelser kan man aldrig vide sig ubetinget sikker på, at begrebet har præcis samme betydning for vedkommende.

For mig er Madridismo at kunne kysse min bedste ven midt på munden, fordi Real Madrid endelig generobrer den europæiske trone i 1998, uden at føle mig det mindste homofil, være mere overvældet end på noget andet tidspunkt i mit liv, da jeg i 2003 på Estadio Santiago Bernabeu oplever det spanske mesterskab komme i hus ”Campéone Campéone”. Madridismo er at blive deprimeret hvis det går skidt og være sygeligt frisk og velfornøjet hvis det går godt. Madridismo er at vise mig offentligt i min Real Madrid trøje dagen efter Real Madrid er blevet ydmyget 3-0 på hjemmebane mod ærkefjenderne og stadigvæk være stolt af at bære det hvide klæde. Madridismo er, i den grad, at befinde mig i Madrid for første gang og føle mig mere hjemme end jeg nogensinde har gjort noget andet sted.

Selv med alle disse forsøg på at forklare, er jeg sikker på at ingen andre føler præcist det samme som jeg. Ord er fattige og slet ikke nok. Man kan forsøge at beskrive Madridismo, men det vil aldrig lykkes til fulde. Som min, i en sen alder Madridismo-ramte, storebror så vist udtrykker det: ”Man kan ikke forklare Madridismo, det er der bare”.