Derfor holder jeg med Real Madrid

Jeg er til dels enig i, at man ofte ender med at holde med et hold pga. individuelle spillere og ofte på et tidspunkt hvor det går godt for holdet. Jeg var fx. solgt da Ronaldo Fenomeno, min favoritspiller, trak i den hvide trøje. Men allerede før det havde jeg fattet interesse for Real Madrid. Jeg var oprindeligt United-fan fordi den første Champions League sæson jeg så, var deres treble-vindende sæson. Men da de så møder Madrid året efter og Redondo laver sin genialitet, så blev min interesse vakt for en ny fodboldkultur.

Jeg blev fascineret af Raúl, Roberto Carlos osv. men jeg var også helt vild med de helt hvide dragter, det store stadion, det tekniske spil, måden man altid går efter at score uden at tænke for meget på at forsvare. Hele Galactico-tiden hvor fire spillere konsekvent hang fremme og fiskede, var magisk. Idéen med at man aldrig er tilfredse og aldrig lader modstanderen af krogen - det kræsne publikum - alt det der fangede mig. Da jeg opdagede Real Madrid var engelsk fodbold, Superligaen og alt andet pludselig i 2. række. Jeg var blevet forelsket som aldrig før.

Så ja spillerne er en stor del af det, men jeg er forelsket i klubben over noget andet. Og stadionet. Det føles underligt at sige, men jeg er helt skudt i den betonklods midt i Madrid. Og vemodig omkring at den nu skal laves til en stål-arena.

Ramos4 skrev: Jeg er til dels enig i, at man ofte ender med at holde med et hold pga. individuelle spillere og ofte på et tidspunkt hvor det går godt for holdet. Jeg var fx. solgt da Ronaldo Fenomeno, min favoritspiller, trak i den hvide trøje. Men allerede før det havde jeg fattet interesse for Real Madrid. Jeg var oprindeligt United-fan fordi den første Champions League sæson jeg så, var deres treble-vindende sæson. Men da de så møder Madrid året efter og Redondo laver sin genialitet, så blev min interesse vakt for en ny fodboldkultur.

Jeg blev fascineret af Raúl, Roberto Carlos osv. men jeg var også helt vild med de helt hvide dragter, det store stadion, det tekniske spil, måden man altid går efter at score uden at tænke for meget på at forsvare. Hele Galactico-tiden hvor fire spillere konsekvent hang fremme og fiskede, var magisk. Idéen med at man aldrig er tilfredse og aldrig lader modstanderen af krogen - det kræsne publikum - alt det der fangede mig. Da jeg opdagede Real Madrid var engelsk fodbold, Superligaen og alt andet pludselig i 2. række. Jeg var blevet forelsket som aldrig før.

Så ja spillerne er en stor del af det, men jeg er forelsket i klubben over noget andet. Og stadionet. Det føles underligt at sige, men jeg er helt skudt i den betonklods midt i Madrid. Og vemodig omkring at den nu skal laves til en stål-arena.

Hahaha du lod United i stikken?? Jeg forstå ikke, hvordan man kan skifte klub som fan?

Jeg blev Real Madrid fan, da jeg begyndte at se fodbold for første gang, hvilket var EM 2000. Her blev jeg stor fan af Portugal, og specielt en spiller, der hed Luis Figo. Senere så jeg ham spillede for Real Madrid, og har holdt med holdet lige siden.

Havde Figo ikke skiftet til Real Madrid, så var jeg nok Barca fan idag :D

For mit vedkommende var der knap nok tale om et aktivt valg.

Jeg voksede op i et hjem, før internettet, hvor kabeltilbuddet begrænsede sig til DR1 og TV2. De kanaler viste aldrig fodbold, med mindre det danske landshold spillede.

Mit kendskab til foldbolden, klubberne og spillerne var således begrænset til min fars historier om de store spillere i "hans tid", Sensible World of Soccer, tekst-tv, EM/VM slutrunderne, samle-kortene og de store drenge i skolegårdens fodboldtrøjer.

Så skete det mirakuløse. Michael Laudrup skiftede til Real Madrid. Indtil da lænede min facination sig op af AC Milan, som på daværende tidspunkt havde et stort hold med spillere som Maldini, Albertini, Boban og Savicevic (som jeg altid købte i SWOS) og jeg havde tilmed været så heldig at overvære dem slå Barcelona 4-1. Så fjendebilledet var sådan set på plads inden kærligheden til Real Madrid opstod :) Men tilbage til Laudrup. Det magiske var for mig ikke skiftet i sig selv. Det var at DR1 i forlængelse heraf købte rettighederne til Madrids kampe sæsonen 94/95. Dermed kunne jeg nu, weekend efter weekend se fodbold, spansk fodbold, Real Madrids kampe direkte fra sofaen derhjemme. Det var et ufatteligt privilege som jeg ikke tror forummets unge brugere vil kunne sætte sig ind i. Mit liv var forbedret med et trylleslag.

Herfra giver historien nærmest sig selv. Det var et dybt facinerende Real Madrid hold jeg fik lov at følge uge for uge. Redondo, en purung Raul, Hierro, Enrique, Zamorano, Amavisca og man kunne blive ved. Fra interesse til facination, fra begejstring og "mit første mesterskab" samme år til passion. Således blev jeg Real Madrid tilhænger. Fordi DR bestemte at sådan skulle det være. Fordi Real Madrid og Laudrup således blev min entrebillet til fodbold i levende billeder.

Før mine teenage-år havde jeg stort set ingen interesse i sport. Jeg så med, når der var en VM- eller EM-slutrunde og heppede på Danmark, men det var også det. Alt ændrede sig dog i 2007, da jeg var på besøg hos min fætter i Skagen. Han var (og er stadig) en stor Real Madrid-fan, og den aften var der El Clásico på skærmen. Jeg besluttede mig for at se med, og det fortryder jeg bestemt ikke den dag i dag.

Andre har beskrevet, at det var spillere som Ronaldo Nazario og Roberto Carlos, som fik dem til at holde med Los Blancos, og jeg kan også stolt sige, at det er pga. en brasilianer, at jeg er Real Madrid-fan i dag. Han er dog næppe en spiller, der går over i historiebøgerne som en legende, men han var en stor mand. Nogle vil endda kalde ham et bæst. Jeg taler selvfølgelig om Julio Baptista.

Jeg husker ikke mange mål fra min første tid som madridista, men det første, det glemmer jeg aldrig. Baptista spiller bolden til Ruud van Nistelrooy, som chipper den over Barcelonas forsvarskæde. Baptista er i mellemtiden løbet i dybden, og flugter efterfølgende van Nistelrooys løftede bold op i modsatte målhjørne med ydersiden af højre fod. Ingen chance for målmanden. 1-0 til Los Merengues!

Det minde kommer jeg aldrig til at glemme.

Elsker også det mål, og man må ej glemme Raúls hovedstøds aflevering der starter angrebet efter en løs bold. Den er så lækker den aflevering!

madrid2000 skrev:

Ramos4 skrev: Jeg er til dels enig i, at man ofte ender med at holde med et hold pga. individuelle spillere og ofte på et tidspunkt hvor det går godt for holdet. Jeg var fx. solgt da Ronaldo Fenomeno, min favoritspiller, trak i den hvide trøje. Men allerede før det havde jeg fattet interesse for Real Madrid. Jeg var oprindeligt United-fan fordi den første Champions League sæson jeg så, var deres treble-vindende sæson. Men da de så møder Madrid året efter og Redondo laver sin genialitet, så blev min interesse vakt for en ny fodboldkultur.

Jeg blev fascineret af Raúl, Roberto Carlos osv. men jeg var også helt vild med de helt hvide dragter, det store stadion, det tekniske spil, måden man altid går efter at score uden at tænke for meget på at forsvare. Hele Galactico-tiden hvor fire spillere konsekvent hang fremme og fiskede, var magisk. Idéen med at man aldrig er tilfredse og aldrig lader modstanderen af krogen - det kræsne publikum - alt det der fangede mig. Da jeg opdagede Real Madrid var engelsk fodbold, Superligaen og alt andet pludselig i 2. række. Jeg var blevet forelsket som aldrig før.

Så ja spillerne er en stor del af det, men jeg er forelsket i klubben over noget andet. Og stadionet. Det føles underligt at sige, men jeg er helt skudt i den betonklods midt i Madrid. Og vemodig omkring at den nu skal laves til en stål-arena.

Hahaha du lod United i stikken?? Jeg forstå ikke, hvordan man kan skifte klub som fan?

Jeg var 9 år? Som det skrevet står, så kunne jeg godt lide United, simpelthen fordi det var det første hold jeg så.

Jeg var United-fan i 1 år, så havde jeg faktisk en flirt med Barcelona et par måneder og så blev jeg fan af Madrid.

For at opsumere: United: 1 år - Real Madrid: Cirka 20 år. Og jeg kan stadig godt lide United.

Håber det kan tilfredsstille dig. Men du er selvfølgelig sejere hvis du aldrig har holdt med andre hold, det er klart.

For mig startede det i 1999, hvor jeg tilfældigvis blev forelsket i Raúl der endte som topscorer i La Liga i denne sæson, og det var sågar over Rivaldo som også var en fantastisk spiller.

Efterfølgende kom Luís Figo til klubben, så kom Zidane et år senere og så stod Real Madrid med nedenstående trio - og jeg var solgt;

I har allesammen store flotte historier om Roberto Carlos, Zidane og Ronaldo.

Selv må jeg bare sige at jeg var solgt første gang jeg så en bagkæde med Raúl Bravo, Alvaro Mejia, Francisco Pavon og Oscar Minambres. Den er ikke helt deroppe og lege med Maldini og Baresi, men det er tæt på synes jeg.

Eller også var det da Raúl endegyldigt gjorde det af med Valencia i Champions League finalen år 2000, med sit ikoniske løb udenom Canizares. Raúl er iøvrigt den dag idag stadigvæk min absolutte favoritspiller i historien, han udstråler alt det man gerne selv vil være i sit liv. For foruden at være rolig, loyal og en ægte leder, er han i ordets bedste forstand en sand gentleman.

Og så kan jeg også tilslutte mig Ramos4 angående andre hold. Da jeg var en helt lille knægt var jeg altid Robbie Fowler når jeg hakkede på mål ude i haven. Efterhånden fandt jeg dog ud af at Liverpool egentlig ikke var så fede (en følelse som iøvrigt er blevet kraftigt forstærket de senere år, jo mere man støder ind i diverse danske Liverpool fans).

Jeg tror simpelthen ikke på historien om, at man ikke har holdt med flere hold, eller skiftet hold, hvis man var under 10 år hvor fodbold gik op for en. Det er sådan børn er, og jeg kan da ihvertfald huske, at jeg faktisk holdt med både Real Madrid og Barcelona i midt 90'erne, fordi de havde de bedste spillere i Spanien. Min familie er Real Madrid fans, men som barn holder man jo med de bedste spillere. Selvom det smerter mit hjerte, så kan jeg uanset hvor meget jeg til tider presser på ikke ændre på, at min søn også kan lide Barcelona på grund af Messi. Med andre ord, så ville han være kæmpe Barca fan, hvis ikke det var et skældsord i hjemmet, fordi alle hans kammerater og al merchandise diverse steder står Barcelona på.
Hvem kunne ikke lide United i 98/99? Yorke og Cole står vel stadig som den bedste duo nogensinde, og deres sammenspil var jo unikt.
Udover Jesper, hvem havde så ikke ondt af Valencia i start 00'erne? selvom meget har ændret sig siden, så fik jeg da en af de fantastiske fake trøjer med Kily González, hvor hele hans ansigt var på fronttrøjen :D

Al det, selvom jeg i bund og grund holdt med Real Madrid af præcis samme årsag som @nono. Laudrup, Mijatovic, Hierro og Redondo var magiske for mig, men det var Figo, Rivaldo, El Fenomeno, Totti, Romario, Zidane, Maldini etc. også for mig.

Startede som 7 årig at holde med Inter og var så heldig, at blive arbejdskollega med Guiseppe Meazzas barnebarn (Federico) i Madrid imens jeg boede i Spanien i 2011. Han gav mig en anden forståelse i Inters historie og sympatien for Inter er vendt tilbage som dengang Walther Zenga spillede i klubben. Samme sympati ligger i dag for Getafe af personlige årsager, efter jeg har mødt Bordalas og hans højre hånd Santos. Bordalas kunne jeg godt forestille mig blive træner for Real Madrid. Havde en snak med ham efter en træning på Getafes stadion, hvor han fortalte mig, at han havde haft Nicki Bille som spiller og nævnte, at han så ham som en spiller med en del personlige issues.

I mens jeg boede i Madrid fik jeg heldigvis lov til at opleve Corazon Clasic match mellem Inter og Madrid. Gav en billet til Federico og fedt at se de gamle stjerne fra begge hold. Han var meget taknemmelig over min gave og efter hænger vi nogle gange ud ved et casino tæt på Bernabeu. Zenga var træner for Interi den kamp blandt andet.

Det var ikke den eneste Corazon Clasic Match jeg har oplevet. Juve, Man U og Liverpool har jeg også set, så det har givet en mulighed for at se de store stjerner som man har misset dengang de var i topform. Fowler var med og havde taget en del på ligesom Owen.

Da jeg blev 8 kender en del af jer min historie. Hugol dukkede op og scorede mod rivalerne fra Catalonien. Hele familien holdte med Barcelona men ikke mig. Og jeg var mega ligeglad med om Laudrup spillede i den forkerte klub på det tidspunkt. Real Madrid var et og alt ligesiden Hugol og jo jeg kan være fascineret af af spillere i andre klubber, som jeg var af Ronaldinho i Barcelona. Men men, kun 1 klub har sagt noget for mig og den dag i dag har jeg fået nogle fantastiske oplevelser med Real Madrid og spansk fodbold, jeg aldrig nogensinde har kunnet drømme om. Flere oplevelser venter på den ene eller den anden måde. Efter jeg gik fra min spanske kæreste, har tiden været knap som fodbold træner, men der er masser af muligheder for at fortsætte arbejdet inde for fodbolden og i samarbejde med de kontakter jeg har fået igennem tiden. En af dem som det desværre ikke lykkedes, at skabe kontakt med var Jesus Guti. Skjold havde inviteret Jesus til træner kursus i Danmark og undervejs fortalte han, at han havde haft Carvajal, Nacho, Marcos Alonso og Morata. Men han havde også Neymar som 14 årig til prøvetræning dengang. Dog lærte jeg enormt meget på de timer han underviste os i klubben. Den tidligere Real Madrid træner, har nu et andet projekt kørende i Madrid. Meget sympatiske trænere er at finde i de spanske ungdomsrækker og kontakten til Real Madrids dame senior træner er også opstået igennem min tid dernede. Han har trænet mig igennem sin fodboldskole og jeg har også set nogle af hans kampe for Madrids samlede hold, bestående af spillere fra alle de store Madrid klubber. En anden måde at se talent fodbold på og spændende var det.

I Danmark har Jeg har altid været loyal overfor min klub, men jeg er også stor fan af autocritica. Jeg blev tilbudt is som barn til Frem-Fremad Amager kampe for at skifte holde. Jeg nægtede og loyaliteten har været der ligesiden til Frem i DK.

Landshold har jeg så ikke været Loyal, slet ikke over for Danmark, som er skiftet ud med Spanien i år 2000 og det holder stadig.

Real Madrid holder jeg med, fordi det er det største af det største og Real Madrid har alt. Man får udlevet alle følelser igennem klubben og Real Madrid har givet mig nogle af de bedste oplevelser i livet og fortsætter med at gøre det. Hugol er hovedårsagen til at mine øjne blev rettet mod klubben, men kun to spillere har fået tårerne til at trille ned af kinderne da de forlod Real Madrid. Zamorano og Raúl, begge spillere har betydet meget for mig og var mine store idoler sammen med Hugol.

Min loyalitet overfor Peña arbejdet er også enormt stort og har endelig fået kærligheden for en fantastisk peña i Madrid, som gør et kæmpe stykke arbejde for klubben. Den bliver tit nævnt og den har en sektion i Hellin også som løfter peñaen enormt højt.

Edit
Zamorano skiftede til Inter og fik trøje nummeret 1+8 og det fik jeg så selvfølgelig lavet på mine fodboldtrøjer på to forskellige klub hold, jeg har spillet for.

Jeg var vel 5-6 år gammel og husker Michael Laudrup i et CL-studie sagde at han troede Real Madrid ville vinde kampen, og jeg kan huske jeg tænkte "hvem fanden er Real Madrid, de kan da umuligt slå Manchester United", som var det eneste hold jeg kendte. Det eneste jeg ellers kan huske fra kampen, og også har genset en gang eller to siden, var Redondos snurretop på Henning Berg, og der var jeg solgt. Trods min alder dengang har jeg set mindst 90% af klubbens kampe siden, og det er den eneste klub for mig. En af de kampe jeg husker tydeligst var da Morientes brændte straffe mod Las Palmas for at lave dobbelt-hattrick, jeg var ikke ret gammelt men jeg kan huske den kamp var speciel, og det havde været noget helt unikt - det var de 5 mål i sig selv nu også. Ellers har Zizou altid været min store helt, fulgte ud over Real stort set kun med i slutrunder i starten, så Zizou var noget af en drømmespiller. At følge ham, Roberto Carlos, og Fenomeno hver uge, vil jeg for altid huske tilbage på fra min barndom. Raúl selvfølgelig også, men satte ikke helt lige så meget pris på ham før lidt senere. Sidenhen har min store helt været Sergio Ramos