Optakt: Real Madrid – Villarreal, LaLiga, 9. spillerunde

1 måned 2 uger siden #1 af Benzeron
Det har ligget...

Logo Realmadrid 010101

Det har ligget og ulmet hele sæsonen, men efter nederlaget til Lille i midtugen kan det ikke længere benægtes. Real Madrid er ganske enkelt ikke på toppen. Nogen peger fingre af Ancelotti, andre mener det er mangel på fight fra spillerne. Men faktum er, at både Ancelotti og aktørerne på grønsværen skal hanke op i sig selv og tage sig gevaldigt sammen, for i aften møder man tabellens nummer tre, Villarreal, hjemme på Estadio Santiago Bernabéu.

Lille blev det første hold til at vinde over Real Madrid efter 90 minutters spil siden Atlético Madrid den 24. september sidste år, og i aften møder man så det hold, der er det seneste til at slå Real Madrid hjemme på Bernabéu. Det skete den 8. april 2023, og helt generelt er Villarreal en afsindig drilsk størrelse for Real Madrid. Vi skal hele 12 år tilbage for at finde den seneste sæson – den første under Mourinho – hvor Villarreal ikke snuppede point fra Real Madrid i løbet af sæsonens to ligakampe.

Ja, faktisk har Real Madrid kun vundet én af de sidste seks ligakampe mod de gulblusede… og fire af de sidste 14. Man kan glæde sig over – eller finde håb i – at samtlige fire sejre har været på hjemmebane, præcis som i aften, men det fortæller også historien om en modstander, der konsekvent er en hæmsko for Real Madrid.

Villarreal er selvsagt startet sæsonen flot, med 5-1-nederlaget hjemme mod Barcelona som eneste rigtige malurt i bægeret, men Real Madrid er i aften heldige at slippe for en af de største aktører bag succesen. Nummer to på LaLigas topscorerliste, Ayoze Pérez, er nemlig ude med en skade, hvilket i øvrigt også gælder Gerard Moreno. Derudover slipper man for Sørloth, der er skiftet til Atlético Madrid og derfor ikke kommer til at give Militão minder om rædselskampen fra sidste sæson, hvor han med sine fire mål var med til at vende 1-4 til 4-4 og samtidig få brasilianeren til at se lige så rystende usikker ud som en Barcelona-fan i en diskussion om økonomi.

Ud over Sørloth har Villarreal sagt farvel til et hav af andre markante skikkelser såsom begge keepere, Reina og Jørgensen, samt Aïssa Mandi, Alberto Moreno, Morales, Trigueros, Danjuma, Coquelin og Capoue. Ind er kommet en række ukendte navne, der skal blive spændende at følge i denne sæson. Men altså også førnævnte Ayoze Pérez samt mere kendte navne som Pape Gueye, Juan Bernat og Arsenal-skuffelsen Nicolas Pépé. Og så altså unge Thierno Barry, som formentlig kommer til at starte inde i angrebet i aften.

Nå, men tilbage til Real Madrid. Ancelotti har – ligesom efter den hæslige uafgjort-kamp mod Las Palmas og de katastrofale slutminutter imod Alavés – kaldt Lille-kampen for et ’wake-up-call’. Han efterspørger fortsat mere intensitet, både offensivt og defensivt… noget der bekymrende nok burde være i overflod, når man som imod Lille stiller med Endrick, Valverde, Bellingham og Camavinga som fire af de forreste seks fra start.

Men faktum er, at det har set sløvt og uopfindsomt ud, og mon ikke, at vi kan forvente en del udskiftninger til aftenens kamp. De bagerste fem kunne sagtens blive de samme som imod Lille, men i angrebet ventes Mbappé og Rodrygo at glide ind. Der bliver naturligvis også startpladser til Bellingham og Valverde, og så er spørgsmålet, om Camavinga trods sin torskedumme aktion imod Lille er klar til at tage sig af den 6’er-position, som Tchouaméni har fortolket til alt andet end UG med kryds og slange indtil nu.

Der er i øvrigt god grund til at forvente mål i aftenens kamp. Dels er der presset på Real Madrid og dels det faktum, at der har været henholdsvis otte, fem, fem og tre mål i de to holds seneste fire kampe. Men så er der også det faktum, at Villarreal på trods af deres tredjeplads i tabellen har lukket utrolige 15 mål ind på otte kampe, hvilket kun nummer 19 og 20 fra Real Valladolid og Las Palmas har gjort værre. Så godt nok skal Real Madrid vogte sig for LaLigas sladretante og assistkonge i Álex Baena, men med den defensive statistik bør man som Villarreal-fan også kigge med gru i øjnene på den offensiv, Real Madrid kan stille med.

Men alt dette er jo bare ord, og desværre er det ikke rigtig til at gisne om, hvilket udtryk Real Madrid har tænkt sig at komme med. Men hvis bare indstillingen kan matche den for en uge siden imod Atlético Madrid, bør det ikke kunne gå helt galt. Vi bliver klogere i aften på tv2 play eller Tv2 Sport X, når kampen fløjtes i gang klokken 21.

Real Madrids forventede hold: Lunin, Carvajal, Militão, Rüdiger, Mendy, Valverde, Camavinga, Bellingham, Rodrygo, Mbappé, Vinícius.

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

1 måned 2 uger siden #2 af Ramos4
Kunne være dejligt at begynde at se tegningen til, hvordan vi skal spille fremover. Det har virket som om Carlo har famlet lidt i blinde indtil videre. Om det er 4 mand på midten eller det er 4-3-3 ved jeg ikke, men han må gerne snart finde nøglen, hvis jeg skal bevare optimismen for denne sæson.

Hyg jer med Dragam og de andre spader.

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

1 måned 2 uger siden #3 af Matamoro
Vil gerne se en 3-4-1-2

Militao Tchouameni Rudiger
Carvajal Valverde Camavinga Fran
Bellingham
Mbappe Vini
Sidste redigering: 1 måned 2 uger siden ved Matamoro.

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

1 måned 2 uger siden #4 af Ramos4
Rigtig spændende startopstilling. Fire på midten med Modric som den kreative. Cama på 6'eren.

Hyg jer med Dragam og de andre spader.

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

1 måned 2 uger siden #5 af madrid2000
​Tror vi får det svært igen i dag.
Selv de dage, hvor vi kommer foran 3-0, så går det galt.

Vi tabte til Lille og de er pt bagud 0-1 mod Toulouse. Enten har de brugt alle kræfter mod os, eller også var os, der er elendige for tiden. 

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

1 måned 2 uger siden #6 af -#7-
Gad vide om Rodrygo reelt er sat af startopstillingen, eller om han render rundt med en lille skade. 

DC19

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

1 måned 2 uger siden #7 af Ramos4

-#7- post=178997 skrev: Gad vide om Rodrygo reelt er sat af startopstillingen, eller om han render rundt med en lille skade. 

​Har haft en skade siden Atletico.

Hyg jer med Dragam og de andre spader.
Følgende bruger(e) sagde tak: -#7-

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

1 måned 2 uger siden #8 af Hamid8210
Tror simpelhen vi skuffer igen.

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

1 måned 2 uger siden #9 af Lars1991
​Som vi så imod Barcelona har Villareal en ret farlig offensiv og den skal nok også gøre ondt på os. Men de også til at spille imod og tror nok vi skal score nogle kasser. Forudser en underholdende kamp med masser af mål, hvor vi vinder med et par stykker.

(nu bliver den 0-0)

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

1 måned 2 uger siden #10 af El Siete
​Så en anden bruger nævne det, men hvorfor ser det ud til der ikke er meget optakt til kampene på TV2 længere? Har der været en udmelding omkring det? 

Como no te voy a querer,
como no te voy a querer,
si eres campeón de Europa por décima vez.

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

1 måned 2 uger siden #11 af Ramos4

El Siete post=179002 skrev: ​Så en anden bruger nævne det, men hvorfor ser det ud til der ikke er meget optakt til kampene på TV2 længere? Har der været en udmelding omkring det? 

​Er det noget du savner?

Hyg jer med Dragam og de andre spader.

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

1 måned 2 uger siden #12 af El Siete
​Ja, Hebo, Laudrup og andre er da ganske fornuftige at høre på, og det giver lidt mere til kampene synes jeg. 

Como no te voy a querer,
como no te voy a querer,
si eres campeón de Europa por décima vez.
Følgende bruger(e) sagde tak: Real HWL

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

Leveret af Kunena Forum