Største øjeblik som Real Madrid fan

Der har været så mange. Kan huske jeg altid holdt med Real Madrid, da jeg begyndt at vide hvad fodbold var omkring 85/86 - viste ikke rigtigt hvem de forskellige spiller var og sådan nogen, der var bare noget magisk over at Real Madrid og det er der stadigvæk. Lidt som ferrari i formel 1.
- Et af store mine øjeblikke, var helt klar da Barcelona med deres hollænder + Laudrup havde domineret ligaen for vildt, så nappede vi Laudrup og år efter
stod vi med La Liga...
selvfølgelig også redondo hvem glemmer ham!

Men de sidste 3 års Chl har virkelig også være store øjeblikke især fordi jeg synes der er mange der ser ned på Real Madrid i forhold til Barcelona! - Men tror der kommer til at gå lang tid for en klub præstere det igen, hvis det nogensinde sker igen.
- og ved godt mange siger held! Selvfølgelig skal der enorm held og de rette dommerkendelser til for at man vinde
den runering 3 år i træk. MEN var der EN klub i hele verden der skulle gøre var det selvfølgelig Real Madrid!

Sergio Ramos, 93.

Efter at have tabt 6-1, skulle hjemmekampen spilles på Bernabeu i Copa mod Zaragoza.
De første 10 brasilianske minutter af den kamp, er det bedste Real Madrid, jeg har set, i de 19 år jeg har fulgt dem i tykt og tyndt.

Mijatovic mod juve 1-0.

Endelig konger igen.

Retur opgøret mod Zaragoza i copaen, efter blot 10 minutter havde man en føring på hvad var det 3-0, 4-0...

Jeg husker cicinhos dommedagshug som udløste en voldsom jubel og man sad og fik gåsehud blot ved at følge med via youtube... sindsyg euforisk stemning der var den aften.

Ehm... ellers har der været mange nævneværdige opgør både før og senere. Men jeg husker også retur opgøret hjemme mod Dortmund hvor benzema lagde den til Ramos som bankede den i kassen. Den blev vist 2-2 eller 3-2 til os og her jagtede man også et resultat.

Elto92 skrev: Retur opgøret mod Zaragoza i copaen, efter blot 10 minutter havde man en føring på hvad var det 3-0, 4-0...

Jeg husker cicinhos dommedagshug som udløste en voldsom jubel og man sad og fik gåsehud blot ved at følge med via youtube... sindsyg euforisk stemning der var den aften.

Ehm... ellers har der været mange nævneværdige opgør både før og senere. Men jeg husker også retur opgøret hjemme mod Dortmund hvor benzema lagde den til Ramos som bankede den i kassen. Den blev vist 2-2 eller 3-2 til os og her jagtede man også et resultat.

Så dine største øjeblikke som Madridista har været 2 lige ved og næsten comebacks? :D

Er da enig i, at specielt returkampen imod Zaragoza er en mindeværdig kamp, men det største øjeblik er det ihvertfald langtfra for mig når der er så meget succes at tá af :)

Det største øjeblik for mig må være Ramos mål tilbage i 14. En af mine gode kammerater hader Ramos og Real Madrid, og er kæmpe At. Madrid fan. Den lever jeg stadig højt på, og den kan lukke røven på ham til hver en tid :D

Finalerne imod Juve er helt klart også en af de største øjeblikke. Ligesom 4-1 sejren over Barca tilbage i 08 også står højt på listen over de største øjeblikke.

Det er lige gået op for mig, at samtlige af de øjeblikke har ligeså meget at gøre med, at folk tætte på mig har en relation til det modsatte hold :D

Oplevelse
Santiago Bernabeu i 2010, hvor jeg sad lige ved spillerboksen, med Raul, Ronaldo, Guti og Casillas på banen. Mener det var Gutis afskedskamp og kampen endte 5-1 mod Bilbao :D

Kampe
Klart Ramos i 93' minut, og så også 4-1 mod Juventus i CL-finalen, 4-0 mod Bayern for nogle år tilbage, samt selvfølgelig Zidanes mål mod Leverkusen der for alvor gjorde mig Real Madrid-fan.
Reyes' mål mod Mallorca, i 06 mener jeg, som vandt os ligaen, var også stort.

Ja, der er mange :D

Hele 06/07 sæsonen under Capello er nok det største øjeblik for mig. Ikke så meget på grund af spillet på banen, for det var ofte ganske forfærdeligt. Men holdet har vel ret beset aldrig vist mere hjerte og mandsmod end i den sæson. Guti som kommer ind fra bænken mod Sevilla på Bernabeu hvor man er presset helt i bund, og vender ene mand hele kampen med et par guddommelige afleveringer. Nistelrooy som udligner med det mest boksangriber-agtige mål nogensinde mod Zaragoza på La Romareda i det 89. minut, mens Raúl Tamudo og Ivan de la Pena sekundet efter gør det onde ved Barcelona på Camp Nou. Recreativo Huelva som udligner til 2-2 på deres hjemmebane i det 85. minut, bare for at se Roberto Carlos løbe med op og score til 2-3 i overtiden. Higuaín som kommer ind mod Espanyol på Bernabeu og tackler sig til bolden, går med i en 1-2 kombination og scorer til 4-3 i det 88. minut.

Hele den sæson var en rutschebanetur af de helt store, og havde det været en film var den blevet kaldt urealistisk. Beckham som kæmper sig tilbage på holdet og vinder alles respekt. Guti som laver den ene mageløse aflevering efter den anden. Nistelrooy som bare blev ved og ved og ved med at score. Casillas som diskede op med lækkerbisken efter lækkerbisken af nogle redninger inde i målet.

Og så ender man med at vinde ligatitlen på Bernabeu, mod Mallorca, i en kamp hvor man tro mod resten af sæsonen var kommet bagud og måtte kæmpe sig tilbage, uden Nistelrooy som måtte gå skadet fra banen. Mahamadou Diarra med det udlignende hovedstød og Reyes som kommer ind og scorer to mål kort efter hinanden. Jeg kan ikke huske nogensinde at have jublet så meget over et mål som da Reyes sikrede os titlen den dag, det var kulminationen på en sæson hvor man vist også satte rekord i remontadas.

@-#7-
Remontada-ånden syntes jeg også levede videre i Zidanes Real Madrid i 2017. Det var som om, at alle kampe i ligaen havde en helt bestemt atmosfære over sig, så snart stadionuret rundede de 80min. Fantastisk mentalitet hos spillerne.

Tre kampe skiller sig ud for mig generelt i nyere tid:
4-0 på Allianz Arena - det bedste kontrabold jeg har set
3-0 på Bernabeu i kvarten mod Atletico. At pille lillesøster ned på den måde var suveræn. Ronaldo har heller aldrig spillet bedre end det forår.

Men det MÅ være Ramos’ 93... Det kickstartede en æra i europæisk fodbold, hvor Real bare var uovervindelige... Karakteristikken af 10’ernes Real kan koges ned til dét øjeblik

Administrationen skrev:

-#7- skrev: Hele 06/07 sæsonen under Capello er nok det største øjeblik for mig. Ikke så meget på grund af spillet på banen, for det var ofte ganske forfærdeligt. Men holdet har vel ret beset aldrig vist mere hjerte og mandsmod end i den sæson. Guti som kommer ind fra bænken mod Sevilla på Bernabeu hvor man er presset helt i bund, og vender ene mand hele kampen med et par guddommelige afleveringer. Nistelrooy som udligner med det mest boksangriber-agtige mål nogensinde mod Zaragoza på La Romareda i det 89. minut, mens Raúl Tamudo og Ivan de la Pena sekundet efter gør det onde ved Barcelona på Camp Nou. Recreativo Huelva som udligner til 2-2 på deres hjemmebane i det 85. minut, bare for at se Roberto Carlos løbe med op og score til 2-3 i overtiden. Higuaín som kommer ind mod Espanyol på Bernabeu og tackler sig til bolden, går med i en 1-2 kombination og scorer til 4-3 i det 88. minut.

Hele den sæson var en rutschebanetur af de helt store, og havde det været en film var den blevet kaldt urealistisk. Beckham som kæmper sig tilbage på holdet og vinder alles respekt. Guti som laver den ene mageløse aflevering efter den anden. Nistelrooy som bare blev ved og ved og ved med at score. Casillas som diskede op med lækkerbisken efter lækkerbisken af nogle redninger inde i målet.

Og så ender man med at vinde ligatitlen på Bernabeu, mod Mallorca, i en kamp hvor man tro mod resten af sæsonen var kommet bagud og måtte kæmpe sig tilbage, uden Nistelrooy som måtte gå skadet fra banen. Mahamadou Diarra med det udlignende hovedstød og Reyes som kommer ind og scorer to mål kort efter hinanden. Jeg kan ikke huske nogensinde at have jublet så meget over et mål som da Reyes sikrede os titlen den dag, det var kulminationen på en sæson hvor man vist også satte rekord i remontadas.

Tror, at du mener det her:

Her 12 år senere kan den sæson stadig give gåsehud. Og så var det selvfølgelig Mahamadou Diarra som scorede til 2-1 og ikke 1-1 mod Mallorca på sidste spilledag.

Og når jeg som en gammel mand sidder på et plejehjem og knap nok kan huske mit eget navn, så vil jeg stadigvæk kunne huske dengang i 2007 da Guti sendte bolden imellem benene på Escudé og afleverede Robinho i himlen mod Sevilla. Hvilket overblik den mand havde.