Truppen mod Levante - 27. spillerunde - sæsonen 2014/15

Sebberg skrev: Jeg synes faktisk ikke, at det, der kendetegner hele den her polemik, er en personlig hetz, men derimod en naiv benægtelse af et faktum, der er soleklart.

Ronaldo er helt absurd egoistisk. Det kan der ikke være to meninger om. Men det er normalt, ingen tvivl om det. Det er vi alle sammen i nogle tilfælde.
Det her handler om, at Ronaldo ikke har det der ligner en (menneskelig) facade, han kan smide på. Når jeg taber en 500-lap på odds, mens min ven hiver et par tusind, så er jeg da bitter indeni. Når jeg brænder en åbenlys chance på fodboldbanen, og min holdkammerat sparker den ind, så ville jeg da helst have været den, der trykkede bolden ind. Når jeg sidder til afdelingsmøde, og min chef roser en kollega ude i forsamlingen, selvom jeg føler, at jeg faktisk havde fortjent den ros mere, så er jeg da frustreret. Fælles for disse situationer er, at jeg bider det i mig. Jeg lykønsker min kammerat, jeg jubler med mit hold og jeg holder et smilende fjæs foran min chef.

Det gør Ronaldo ikke. Han må hjertens gerne være pisse ærgerlig, fordi han gerne ville have sit saksespark i mål, men det må han være indeni. Han må hjertens gerne have ønsket, at han afgjorde CHL-finalen, men det skal han tænke indeni.

Hvorfor? Jo, det er rigtigt, at han ikke kritiserer nogen eller gør nogen ondt, men dette er en holdsport, og det skaber simpelthen disharmoni, når han ikke kan agere som et ’normalt menneske’. Hvis ikke det skaber disharmoni i truppen, så gør det det i medierne, og det er den onde hyleme også vigtigt at have sig for øje.

Der er tit en tendens til, at Ronaldo sættes på en umenneskelig piedestal. ’Han er bare et konkurrencemenneske’ – ’Han scorer alle vores mål’. Ok, vil i høre i hemmelighed? Ronaldo er et menneske, et individ, ligesom alle os andre. Tillad mig at give en forestilling. Har i nogensinde prøvet at have den gode medspiller, der var primadonna, og som altid ville score selv. Som altid havde dårlige undskyldninger for hans dårlige spil, når det var tilfældet, men brokkede sig gevaldigt over andre? Har i haft vennen, der altid vil snakke om sig selv, men aldrig spørger ind, og som aldrig kan vise glæde for en? Jeg har. Vi _hadede_ Jesper fra holdet. Vi anerkendte hans kvaliteter, men han var en forfærdelig medspiller, for selvom at han ville det ligeså meget som os, så kunne han ikke holde kæft. Han gestikulerede, når de dårlige fejlede, og han var ikke glad, når andre scorede. Disse handlinger bygger på følelser. Følelser, som vi andre også have, når vores back fuckede op, eller når vi ikke scorede på friløberen. Men vi holdte dem inde. Det gjorde han ikke, og vi hadede ham. Bare fordi han var en af de bedste, gav det ham ikke carte blanche til at være en apatisk idiot. Sådan nogle mennesker hader man. Selvcentrerede personer.

Inspektøren skrev:

Kassow-Rossing skrev: Hvordan ville du juble, hvis du scorede et mål i La Décima Champions League finalen i dit hjemland så langt fra hvor du bor i øjeblikket mod lokalrivalerne i sidste minut, hvis der var en dokumentar der var i gang med at blive optaget over dit liv og din fodboldkarriere?

Hvordan ville du reagere hvis du vandt Balon D'or efter fire års pause fra at vinde den?

Personligt ville jeg også bringe mine næreste med ind i billedet, og at tage sin søn på scenen, er en meget voksen beslutning. Plus at græde er ikke u-mandigt.

Hahah. Gode gamle Kassow. Jeg kan aldrig få nok af dine velskrevne indlæg, der altid er understøttet af gode belæg.

Nu til den mere seriøse del. Hvor fanden skriver jeg, at, det at græde er u-mandigt? Godt så.

Desuden, misforstår du tydeligvis, som altid, min pointe.
Det eneste jeg forsøger, det er at sammenligne den måde han fejrer individuel hæder med den måde han fejrer kollektiv hæder. Derfra konkluderer jeg, at det tydeligt skinder igennem, at han går meget mere op i sine egne præstationer og hæder, end han går op i holdets ditto.

Og sidst jeg tjekkede, så var fodbold en kollektiv sport; Man har holdkammerater, som man spiller for og man glæder sig altid på holdets vegne. Det betyder ikke, at man til tider ikke må udvise en smule arrogance, men holdet skal altid stå forrest. Den del af sporten, mener jeg, belyst af mine eksempler, at CR7 simpelthen ikke har taget til sig. Vi skal for helvede stå sammen. I medgang og i modgang. Der kan jeg også nævne episoden efter vores miserable kamp mod Schalke 04, hvor Ikér, CR7s anfører, siger til holdkammeraterne, at spillerne lige må undskylde for den elendige præstation. Men det er CR7 ikke enig i med Ikér, og han vælger derfor den kujonagtige vej, at forlade banen, og lade de andre tage skraldet.


Og grunden til, at der stilles højere krav til CR7, end f.eks. Benzema der også bliver nævnt i debatten, er fordi, at CR7 er vores klart største stjerne og han derfor også har et stort ansvar, selvom han ikke er anføreren. Han har skrevet sig ind i utallige rekordbøger, han er 30 år, bliver konstant nævnt i medierne, når der tales Real Madrid, og med det følger der altså også et kæmpe ansvar og store forventninger.

Have I made myself clear?

Kasillas skrev: Jeg er for mestendels enige med Sebberg. - Efter min mening ville Ronaldo havde fået et bedre omdømme hvis han kunne skrue lidt ned for attituden. - Men på den anden side er han åbenlyst et konkurrencemenneske, og en kan spørge sig selv om Ronaldo kunne opretholde sådan et vanvittigt niveau hvis han ikke sigtede højt? Den gamle Ronaldo og Ronaldinho gik ned tidligere efter at ambitionerne var nået, modsat vores portugiser der stadigvæk sigter efter den 4. ballon D'or.

Siempre Madrid skrev: Og alligevel roser ALLE holdkammerater - såvel nuværende som tidligere - Cristiano Ronaldo for at være en fantastisk person og sportsmand.

Så spørgsmålet er om ikke Cristiano Ronaldos frustrationer får langt mere opmærksomhed end de fortjener?

HVIS jeg var holdkammeret med Ronaldo, ville jeg næppe kritisere ham og satte holdet under et unødigt pres med potentiale med tumult på sigt. - Antageligvis skulle en vis klovn af en muldvarp havde lækket oplysninger til pressen mod Mourinho, og det bliver næppe set med milde øjne.

Jeg synes at det er svært at gejle når Ramos scorer i de døende minutter og Ronaldo viser en lakonisk indstilling ved øjeblikket. - Og når det bliver udtrykt ved forskellige lejligheder som fx ved Bales scoring, så efterlade det et grimt smag.

Forskellen på Benzema og Ronaldo ved kampen mod Levanten, er nok den at: 1) Benzema går blot, imens Ronaldo vælger også at hejse armen. 2) Ronaldo er notorisk kendt for attituden modsat Benzema, og derfor er sidstnævntes ageren mere acceptabelt. Havde Benzema også haft en fortid med mange lignende episoder ville han også havde været bemærket på samme måde.

Sådan opfatter jeg begivenheden og Ronaldo.

Dios skrev:

Siempre Madrid skrev:

Sebberg skrev: Jeg synes faktisk ikke, at det, der kendetegner hele den her polemik, er en personlig hetz, men derimod en naiv benægtelse af et faktum, der er soleklart.

Ronaldo er helt absurd egoistisk. Det kan der ikke være to meninger om. Men det er normalt, ingen tvivl om det. Det er vi alle sammen i nogle tilfælde.
Det her handler om, at Ronaldo ikke har det der ligner en (menneskelig) facade, han kan smide på. Når jeg taber en 500-lap på odds, mens min ven hiver et par tusind, så er jeg da bitter indeni. Når jeg brænder en åbenlys chance på fodboldbanen, og min holdkammerat sparker den ind, så ville jeg da helst have været den, der trykkede bolden ind. Når jeg sidder til afdelingsmøde, og min chef roser en kollega ude i forsamlingen, selvom jeg føler, at jeg faktisk havde fortjent den ros mere, så er jeg da frustreret. Fælles for disse situationer er, at jeg bider det i mig. Jeg lykønsker min kammerat, jeg jubler med mit hold og jeg holder et smilende fjæs foran min chef.

Det gør Ronaldo ikke. Han må hjertens gerne være pisse ærgerlig, fordi han gerne ville have sit saksespark i mål, men det må han være indeni. Han må hjertens gerne have ønsket, at han afgjorde CHL-finalen, men det skal han tænke indeni.

Hvorfor? Jo, det er rigtigt, at han ikke kritiserer nogen eller gør nogen ondt, men dette er en holdsport, og det skaber simpelthen disharmoni, når han ikke kan agere som et ’normalt menneske’. Hvis ikke det skaber disharmoni i truppen, så gør det det i medierne, og det er den onde hyleme også vigtigt at have sig for øje.

Der er tit en tendens til, at Ronaldo sættes på en umenneskelig piedestal. ’Han er bare et konkurrencemenneske’ – ’Han scorer alle vores mål’. Ok, vil i høre i hemmelighed? Ronaldo er et menneske, et individ, ligesom alle os andre. Tillad mig at give en forestilling. Har i nogensinde prøvet at have den gode medspiller, der var primadonna, og som altid ville score selv. Som altid havde dårlige undskyldninger for hans dårlige spil, når det var tilfældet, men brokkede sig gevaldigt over andre? Har i haft vennen, der altid vil snakke om sig selv, men aldrig spørger ind, og som aldrig kan vise glæde for en? Jeg har. Vi _hadede_ Jesper fra holdet. Vi anerkendte hans kvaliteter, men han var en forfærdelig medspiller, for selvom at han ville det ligeså meget som os, så kunne han ikke holde kæft. Han gestikulerede, når de dårlige fejlede, og han var ikke glad, når andre scorede. Disse handlinger bygger på følelser. Følelser, som vi andre også have, når vores back fuckede op, eller når vi ikke scorede på friløberen. Men vi holdte dem inde. Det gjorde han ikke, og vi hadede ham. Bare fordi han var en af de bedste, gav det ham ikke carte blanche til at være en apatisk idiot. Sådan nogle mennesker hader man. Selvcentrerede personer.

Og alligevel roser ALLE holdkammerater - såvel nuværende som tidligere - Cristiano Ronaldo for at være en fantastisk person og sportsmand.

Så spørgsmålet er om ikke Cristiano Ronaldos frustrationer får langt mere opmærksomhed end de fortjener?

Jeg kan kun give dig ret, fordi det er hvad vi hører udadtil. Men hvad ville der egentlig ske, hvis Benzema f.eks. gik til pressen og udtalte sig negativt om Ronaldo? Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Ronaldo er en fantastisk person og holdkammerat, men vel at mærke uden på banen! Der er typer som f.eks. Christian Poulsen som bare bliver et monster når de træder ind på græsset, men egentlig er ganske sympatisk og fornuftig udenfor banen.
Jeg tror det samme gør sig gældende med Ronaldo. De andre holdkammerater kan sikkert godt acceptere, at det er Ronaldo's way eller no way, for ellers tror jeg simpelthen ikke de ville være i truppen. Ikke fordi Ronaldo har så meget magt, at han kan gøre hvad der passer ham, men jeg tror der er et kæmpe behov for at opfylde alle hans krav og gøre ham glad fra ledelsens side af.
Vi må heller ikke glemme, at Perez ikke må være ham som sælger Ronaldo, fordi han er utilfreds og stadig på toppen. Det vil skade hans image, og det er jo ingen hemmelighed, at det jo netop ikke var Perez som signede ham, og det vil heller ikke være en hemmelighed, at han vil blive haglet ned, hvis scenariet skete.

Det er tom-snak det hele, men jeg er helt på linje med Sebberg, når han skriver at folk - og jeg citere: Der er tit en tendens til, at Ronaldo sættes på en umenneskelig piedestal.

Kasillas skrev:

Siempre Madrid skrev: Og den del har du for så vidt ret i, men bemærk også at tidligere holdkammerater siger præcis det samme.

Jeg er nu alligevel ikke helt sikker. Van Nistelrooy og Ronaldo blev vist uvenner på et tidspunkt der ledte hollænderen til os. En meget barnligt episode hvis mediers beskrivelse skal tages for pålydende. - Senere da portugiseren kom til Madrid, blev stridigheden lagt til siden for holdets bedste. - Så her har jeg i det mindste én eksempel.

Under alle omstændigheder så vil jeg vente til at Ronaldo og de implicerede personer alle har lagt støvlerne på hylden for bestandigt. Dertil kommer at tidligere holdkammerater (måske) også IKKE finder det værd at lufte deres reele mening om en tidligere kammerat. - Så gåden forbliver uløst for mig.

Jeg har aldrig før set en spiller som skaber polemik ved målscoringer eller mangel på samme i de ca 10år jeg har fulgt med. - Jeg har set lidt hist der og her men aldrig i en konstant historik som i Ronaldos tilfælde.