Officielt: Real Madrid har fundet Pintus' afløser
Real Madrid har her til formiddag offentliggjort, hvem der skal overtage Antonio Pintus' tidligere rolle som den ansvarlige for truppens fysiske træning.
Valget er faldet på franske Grégroy Dupont, der kommer fra en ledende rolle i det franske fodboldforbund, hvor han haft ansvaret for området 'forskning og præstation'. Han har blandt andet være med til at designe og implementere protokollerne samt forskningsstrategien for træning, overvågning, genoptræning, ernæring og skadesforebyggelse.
Real Madrid takker i samme ombæring Pintus for hans eksemplariske arbejde og engagement i klubben igennem mange sæsoner, og ønsker ham held og lykke med eventyret i Inter.
Dupont har tidligere været styrke- og konditionstræner i Lille og Celtic, hvorfor han også har en vis erfaring fra klubfodbolden, som han kan tage med sig ind i jobbet i Real Madrid.
