Stjerneparade melder sig klar til Corazón Classic 2020
Real Madrid inviterer interesserede indenfor til en velgørenhedskamp d. 29. marts på Santiago Bernabéu, hvor et hold bestående af et udvalg af Los Blancos' legender tørner sammen med Portos ditto.
Den seneste spiller til at melde sin ankomst til denne kamp er Clarence Seedorf, der spillede 159 kampe for Real Madrid fra 1996-99, scorede 20 mål og lavede 17 assists.
Herudover kan man også opleve spillere som Roberto Carlos, (Grande) Álvaro Arbeloa, Vítor Baía og Deco på Santiago Bernabéus grønsværen d. 29. marts.
Denne velgørenhedskamp kommer til at gå under navnet 'Unidos por la infancia', som løst kan oversættes til 'Sammen for børnene', og alle indtægter via billetsalg kommer ligeledes til at gå til denne sag.
Det er muligt at købe billetter til kampen via entradas.com, der eksklusivt står for hele billetsalget til denne velgørenhedskamp, der har været en fast tradition siden 2013.
Real Madrid Fundación er hovedarkitekten bag dette velgørenhedsprojekt, der er et led i Real Madrids store socio-sportslige indsats på verdensplan, hvor man forsøger at fremme værdierne, der er forbundet med fodbold, ligesom man gør meget ud af den sociale integration for de mere marginaliserede grupper i verden.