I morgen mødes Real Madrid og Real Sociedad i den ene af de fire kvartfinaler i Copa del Rey og forhåbentlig går det ikke som for 32 år siden, hvor baskerne blev klappet ud af Estadio Santiago Bernabéu efter en fodboldopvisning.

Det skete også i februar, nærmere bestemt den 18. februar 1988, hvor Real Sociedad for første og foreløbig eneste gang slog Real Madrid ud af Copa del Rey. Hele 0-4 endte opgøret til baskerne. På en kold og regnfuld aften ankom Real Sociedad til den spanske hovedstad med en føring på 1-0 fra første opgør på det daværende Estadio Atotxa. Målet scoret af en vis José María Bakero.

Han scorede også i returkampen og det samme gjorde Txiki Beguiristain og berømte Alberto ”Bixio” Gorriz, spilleren med flest kampe for Real Sociedad. Han husker følgende fra kampen og sit mål:
- Det var et af de bedste mål i min karriere, der på Estadio Santiago Bernabéu, ved bageste stolpe, med Buyo i målet, jeg husker det stadig. Jeg husker, at vi kom til Bernabéu med en kneben føring fra Atotxa, men vi vidste, at vi ville komme til at kæmpe, fordi det var en semifinale i Copa del Rey, men vi holdt stand, fordi vi kæmpede meget i første halvleg, som man skal i den type kampe, fordi man skal holde sig stående på trods af de slag, man får. De havde chancer, men de scorede ikke, fordi vi var meget seriøse i en meget hård første halvleg. Men så åbnede vi målscoringen på mit mål, som jeg stadig næsten ikke kan tro på. Og herfra gav vi en opvisning i spil og mål, vi spillede en pragtkamp og jeg husker, at det var den eneste gang, at Real Sociedad gik fra banen med klapsalver fra publikum på Bernabéu.

Denne gang afvikles kampen blot over et enkelt opgør og det gør det sværere for baskerne, hvis man skal tro Gorriz, som dog ikke vil afskrive Imanols tropper og han håber naturligvis på en gentagelse.

I 1988 forhindrede La Real et El Clásico-opgør i Copa del Rey-finalen, som man tabte til Barcelona, som efterfølgende købte både Bakero og Beguiristain, men i Baskerlandet har man ikke glemt aftenen på Estadio Santiago Bernabéu, hvor Real Madrids fantastiske publikum rejste sig og anerkendte modstandernes præstation.

José Samitier ved kontrakt-underskrivelsen med Real Madrid i 1933.

Real Madrid er i aften tilbage på La Romareda til Copa del Rey-opgøret mod Zaragoza, som forhåbentlig bliver mindre dramatisk end klubbens første kampe i Aragón-regionen.

Her skal vi helt tilbage til den 17. oktober 1922, hvor Real Madrid spillede to opvisningskampe mod Barcelona i anledning af Pilar-festlighederne dette år. Det skete på det nyopførte Estadio Delicias, som var åbnet en måned tidligere og det blev dramatisk. Første kamp endte med en sejr på 5-2 til Barcelona.

Men dagen efter opstod dramatikken, da Barcelonas José Samitier var stærkt utilfreds med, at linjevogteren dømte en bold ude og Samitier fik afløb for sine frustrationer og sparkede bolden efter linjevogteren. Det fik kampens dommer, Aizpurua, til at bede Samitier om at forlade banen, men Barcelona-spilleren var brysk:

- Det tror ikke engang du på, svarede han godt støttet af de fremmødte tilskuere.

Dommer Aizpurua fastholdt dog, at kampen ikke ville blive igangsat før Samitier havde forladt banen.

Uroen bredte sig og til sidst måtte præsidenten for ”Asociación Aragonesa de Cultura Física”, José María Gayarre, ned på banen for at mægle i striden. Han var også kendt for at være ophavsmanden til fodbolden i Aragón-regionen og var redaktør for sportsaviserne Diario de Avisos, El Noticiero og Heraldo, hvor han skrev under pseudonymerne ”Goal” og ”XXX”.

Og han bad simpelthen dommer Aizpurua om at forlade banen og så overtog han selv dommerfløjten og fuldendte kampen med José Samitier på banen. Kampen endte 4-2 til Barcelona.

Real Madrid vendte tilbage til Zaragoza i september 1926, hvor man vandt træningskampen med 2-3 og sæsonen efter spillede man kvart- og semifinaler i Copaen, hvor man vandt 8-1 over Europa den 1. maj, men ugen efter måtte se sig slået med 2-o af Real Unión, som senere vandt finalen med 1-0 over Arenas de Getxo.

José Samitier fik senere en flot, men kort, karriere i Real Madrid, både som spiller og som sportsdirektør. Han var også sportsdirektør i Barcelona og menes at have udnyttet sine kontakter til General Franco til at sikre, at man i Catalonien fik Ladislao Kubala til klubben.

På trods af at have været i begge klubber og have været stor beundrer af General Franco, var det med stor sorg i begge klubber, at man modtog nyheden om hans død i 1972.

Real Madrid og Atlético Madrid tørner i aften sammen på Wanda Metropolitano, som for to sæsoner siden blev Atlético Madrids sjette hjemmebane i historien. Før dette stadion spillede Los Rojiblancos på campo del Retiro eller del Tiro de Pichón (1903-13), el Campo de O'Donnell (1913-23), el Estadio Metropolitano (1923-66), Vallecas (1940-43) og Estadio Vicente Calderón (1966-2016).

Undervejs har de to klubber faktisk delt stadion og flere gange har det været på tale, at de skulle have et fælles stadion i den spanske hovedstad, men det er dog aldrig blevet til noget, men begge klubber har dog haft gavn af hinandens stadions.

I de første år af de to klubbers levetid holdt de begge til i Parque de Retiro, hvor spillerne selv malede kridtstregerne og satte målene op inden kampene gik i gang. Her mødtes spillerne og havde et fint forhold til hinanden, inden Madrid CF i 1903 flyttede til Calle Goya og fik nyt spillested, mens Athletic de Madrid blev og gjorde Parque de Retiro til deres hjemmebane.

I 1912 flyttede Madrid CF til Estadio de O´Donnell i nærheden af Plaza de Tores de Goya (der, hvor Palacio de los Deportes – WiZink Center ligger i dag) og få hundrede meter derfra oprettede Athletic de Madrid deres hjemmebane, Campo de O´Donnell. Begge baner var indhegnet og med tilskuerrækker. Her blev de i et årti, inden Real Madrid i 1923 flyttede til Velódromo de la Ciudad Lineal og året efter byggede Chamartín. Athletic de Madrid flyttede i 1923 til bydelen Cuatro Caminos, hvor man spillede på Stadium Metropolitano, som var ejet af Madrids Metro-selskab, deraf navnet Metropolitano og det var topmoderne på det tidspunkt.

I 1936 begyndte den spanske borgerkrig, som fik voldsom betydning for begge klubber og nogle af de største slag i den spanske hovedstad kom netop til at foregå omkring Ciudad Universitaria og omkring Athletic de Madrids stadion, som blev totalskadet. Knapt så slemt stod det til for Chamartín, som i efterkrigs-årene kom til at danne fælles hjemmebane for de to klubber i en periode, indtil Athletic-Aviación flyttede til Vallecas, hvor man spillede til Metropolitano var genopbygget.

Her skulle Real Madrid komme til at spille sine hjemmekampe i sæsonen 1946/47 og en del af sæsonen 1947/48, idet byggeriet af Nuevo Chamartín (det senere Estadio Santiago Bernabéu) var i gang. Det var dog ikke en periode, som Don Santiago Bernabéu huskede tilbage på med glæde, for lejen af stadion var voldsomt dyr og samtidig fik tilhængerne af Athletic gratis adgang til Real Madrids kampe og de kom ikke for at støtte Real Madrids spillere.

Men Atlético de Madrid skulle snart få lov til at spille på Estadio Santiago Bernabéu. Det skete den 24. april 1963, hvor Atlético de Madrid mødte Nürnberg i semifinalerne i Pokalvindernes turnering. Det skete fordi Metropolitano var ved at være nedslidt og slet ikke kunne rumme så mange tilskuere som Real Madrids stadion, som på det tidspunkt havde plads til 125.000 tilskuere. Økonomisk og sportsligt blev det en gevinst for Atlético de Madrid at spille der, så man gentog succesen i januar 1964, hvor man spillede Copa de Ferias mod Juventus.

Denne gang gik det dog ikke godt for Atlético. Dels tabte de kampen med 1-3, men Real Madrids tilhængere var samtidig mødt stærkt op for at heppe på Den Gamle Dame, som havde den tidligere Real Madrid-spiller, Luis del Sol, på holdet. Det gav lidt ballade mellem de to klubber og de var derfor ikke specielt positive over for bystyrets ide om at lave et fælles stadion til begge klubber.

I stedet opførte Atlético de Madrid deres Estadio de Manzanares (senere Estadio Vicente Calderón), men under opførelsen af stadion skulle man bruge et sted at spille sine kampe og igen blev Estadio Santiago Bernabéu nævnt som en mulighed, men Real Madrid krævede en meget høj leje og derfor blev det aldrig en mulighed. Det skyldtes især, at Atlético de Madrid ikke længere havde Javier Barroso som præsident. Han var personlig ven med Don Santiago Bernabéu. I stedet var Vicente Calderón blevet præsident.

I stedet for at finde et nyt stadion, løste man det ved at tilpasse turneringsplanen og samtidig fjernede bystyret en række forhindringer i byggeri-planen, angiveligt efter indflydelse fra en af Francos generaler, Fuertes de Villavicencio, som samtidig var en del af Atlético de Madrids ledelse.

Den foreløbig sidste gang, at de to klubber har delt stadion var den 12. marts 1994. Efter et 0-3 nederlag hjemme på Estadio Santiago Bernabéu til Tenerife, hvor der blev smidt genstande ned på banen, som ramte fjerdedommeren, blev man udelukket fra at spille der og derfor måtte man til Manzanares og spille Liga-kampen mod Rayo Vallecano, som blev slået med 5-2. Det var i øvrigt i Vicente del Bosques debut som træner.

Real Madrid spiller i denne uge returkamp i Copa del Rey mod Barcelona og denne omgangs Historisk tilbageblik skal derfor handle om netop det. Og så det berømte/berygtede VAR. Kan det blive mere aktuelt?

Vi skal tilbage til sæsonen 1969/70, hvor Real Madrid og Barcelona mødtes i det, der dengang blev kaldt Copa Generalísimo. Det var i kvartfinalen og Real Madrid havde vundet det første opgør med 2-0. Også med polemik, for Amancio scorede til 2-0 i en situation, hvor Barcelona mente at han var off side.

Kampen var ekstra vigtig for Real Madrid, for efter en række succesfyldte år, var klubben havnet i en sportslig krise med blot en sjetteplads i den spanske liga efter hold som Atlético Madrid, Ath. Bilbao, Sevilla, Valencia og Barcelona og man var derfor på vej til at ryge ud af europæisk fodbold for første gang siden starten i 1956.

I det spanske diktatur var der naturligvis gået politik i sagen. Man mente, at udenrigsminister Castiella ikke ønskede, at det han selv kaldte ”den bedste ambassadør for Spanien” skulle ende uden for europæisk fodbold og samtidig var der et brændende ønske i Catalonien om at se General Franco overrække pokalen til Barcelona-spillerne på netop Nou Camp, hvor finalen skulle spilles. Og så var der også mange catalanere, som ikke havde glemt, at Real Madrid-præsident Don Santiago Bernabéu havde udtalt, at han ”beundrede Catalonien, på trods af catalanerne”.

Returkampen i Barcelona var derfor vital og det var samtidig en af de første gange, at Televisión Española viste en kamp og de skulle få en helt særlig rolle i forhold til denne kamps historiske eftermæle.

Barcelona bragte sig foran ved Charly Rexach lige før pausen og anden halvleg blev et jævnbyrdigt opgør, lige indtil det 60. minut, da dommer Guruceta dømte straffespark til Velázquez begået af Rifé. Guruceta var på det tidspunkt en af de mest respekterede dommere i Spanien, men han stod langt fra forseelsen, som blev opfanget af Television Española. Dengang havde man ikke teknikken til at lave gengivelser med videre, men balladen kunne man godt lave alligevel.

Et par år forinden havde man haft den såkaldte ”Final de las Botellas”, hvor banen blev overdænget med flasker på grund af en tvivlsom kendelse, men nu var det sæde-hynder som haglede ned på banen, inden Barcelonas spillere i protest forlod banen. Herefter fulgte udvisningen af Barcelonas Eladio, som klappede ad dommeren og sagde: Du er Madridista og du har ingen skam i livet.

Og ti minutter efter at straffesparket var blevet dømt, kunne Amancio så omsætte det til sikker scoring. Hvilket blot førte til slåskamp mellem spillerne og senere i kampen var der tilskuer-invasion, da Guruceta valgte ikke at fløjte et straffespark, som man mente var begået mod Rifé.

Guruceta valgte at fløjte kampen af fem minutter før tid, da Real Madrid-træner Miguel Muñoz blev ramt af kasteskyts og dommeren måtte selv ledsages fra banen af politiet og man måtte give ham en politi-uniform på, da man skulle fragte ham ud af stadion.

Kampen fik store konsekvenser for flere fremtrædende personer efterfølgende. Don Santiago Bernabéu påstod at have modtaget mere end 300 dødstrusler på bare en enkelt dag. Kampens dommer, Guruceta, blev idømt seks måneders karantæne ”for at fremprovokere et problem for den folkelige orden med sin usikre dommer-præstation”. Eladio fik to spilledages karantæne, Barcelona fik en bøde på 90.000 pesetas og advarsel om at få lukket deres stadion. José Plaza, som var præsident for dommer-foreningen, valgte at træde tilbage, fordi han ikke fandt straffen til Guruceta rimelig. Det var man ikke kede af i Barcelona, for i den tid at Plaza var præsident for dommer-foreningen, vandt klubben nemlig ingen titler. Tilfældigt eller ej. Samtidig trådte Juan Antonio Samaranch tilbage som landets delegerede inden for sport og i hans sted, ansatte man Juan Gich, som inden da havde været direktør i Barcelona, hvilket fik Real Madrid til at forlade det spanske fodboldforbund.

Og for nu at lade som om, at intet var hændt, så valgte man at spille Copa Generalísimo-finalen på Nou Camp. Her var Real Madrid deltager og vandt kampen mod Valencia og modtog efterfølgende pokalen af General Franco.

Guruceta kom først til at dømme fodboldkampe igen i 1980erne, men på Nou Camp glemte man ikke hans navn, som blev råbt taktfast, når hjemmeholdets tilskuere følte utilfredshed med dommeren.

Se Television Españolas klip af straffesparks-situationen her: