Florentino Pérez på lækkede lydfiler: Raúl og Casillas er fuskere

Lækkede lydfiler fra 2006 afslører, at Florentino Pérez tilsyneladende ikke har haft de højeste tanker om to af klubbens allerstørste legender, Raúl og Iker Casillas.

Pérez, som forlod sit embede i 2006, var langtfra tilfreds med hvad de to elskede spaniere bragte til klubben, og på lydfilerne bliver der ikke lagt fingre imellem:

- Casillas er ikke Real Madrid-målmand, hvad skal jeg sige? Det er han ikke, og det har han aldrig været, lyder det fra Pérez på filerne, som er udgivet af El Confidencial.

- Han er en stor fiasko. Problemet er, at folk forguder ham, elsker ham, taler med ham, de forsvarer ham så meget. Han er én af de største fuskere og den anden er Raúl. De to største fuskere i Real Madrid er først Raúl og så Casillas.

Den pinlige svada er dog ikke begrænset til de to spillere, også spillerne generelt får en tur:

- Spillerne er meget egoistiske, du kan ikke stole på dem. Hvis du gør det, så har du begået en fejl og de vil svigte dig. Det er latterligt.

På realmadrid.com benægter Florentino Pérez ikke ægtheden af optagelserne, men fortæller i stedet, at de er taget ude af kontekst. Han mener også, at grunden til, at de kommer frem nu er for at skade ham og Den Europæiske Superliga.

Han lægger også vægt på, at det er optagelser, der er kommet til på ulovlig vis, da den spanske journalist José Antonio Abellan optog dem uden Pérez’ viden. Derudover fokuserer han på, at de har været offentlig viden siden 2015.

Uanset hvad, så er det ualmindeligt klodset af Florentino Pérez, som efterhånden må være lidt presset. Siden hans stensikre genvalg har han ikke gjort meget for at øge sin popularitet, med Den Europæiske Superliga, Zidanes afsked og nu dét her.

Om det får konsekvenser for Florentino Pérez vil tiden dog vise.

Seneste artikler...