Ancelotti: Vi giver aldrig op på Bernabéu
Selvom man havde en 1-0-sejr med fra den første kamp på udebane, krævede det forlænget spilletid i kampen mod Real Sociedad, før Real Madrid omkring midnatstid kunne kalde sig Copa del Rey-finalister anno 2025. Som det kan ses på billedet ovenfor, blev det derfor sent med det obligatoriske pressemøde efter kampen.
På pessemødet sagde Carlo Ancelotti følgende om kampen:
- Det var en underholdende kamp med masser af mål, masser af fejl og masser af gode ting. Vi nåede vores mål. Vi er i finalen igen, og vi fortsætter, fordi vi ikke har tid til at tænke for meget. Når alt kommer til alt, har vi opfyldt vores mål. At lukke fire mål ind er ikke godt, men at score fire er rigtig godt. Vi manglede balance, men vi var meget effektive foran mål, for det er ikke så let at score fire mål mod Real Sociedad.
Bernabéus styrke:
- Jeg tænkte aldrig, at vi var ude, for alt kan ske på Bernabéu, især med denne atmosfære. Når vi skal komme tilbage, giver vi aldrig op, og fansene bakker os op og hjælper os meget ved at skabe en utrolig stemning. På hjemmebane, foran vores fans, giver vi aldrig op.
Forlænget spilletid:
- Vi klarede det godt. Vi satte friske ben ind, og de bidrog. De, der startede og spillede kampen, holdt godt ud til slutningen. Det var en fantastisk fysisk præstation fra Bellingham, Vinícius og Rodrygo. Vi sluttede med mere energi end Real Sociedad i den forlængede spilletid.
Om Olasagastis sindssyge tackling på Vinícius:
- For mig var det et rødt kort, men det er en situation, hvor dommeren vælger, og han mente, det kun var til gult kort og ikke mere. Jeg har ikke mere at tilføje.
Endrick:
- Han spillede rigtig godt. Det er det, vi beder ham om: at være klog. Han lavede et fantastisk løb og en fantastisk afslutning. Han er en spiller, der ikke rører bolden meget, men han er meget effektiv foran mål. Hvis han spiller 70 minutter på dette niveau, er det nok.
Om Real Sociedads mål:
- Det var også en smule uheldigt, fordi bolden to gange blev afrettet af Alaba, og så stod vi ikke rigtigt placeret på dødbolde. I den anden ende scorede vi to mål på dødbolde. Vi skal analysere det og forbedre os. Vi er i finalen, og nu skal vi tænke på den næste kamp.

