Optakt: Barcelona – Real Madrid, Spansk Super Cup, finale

Xabi Alonso har i aften muligheden for at vinde sit første trofæ som Real Madrid-cheftræner, når finalen i Den Spanske Super Cup spilles, og det vil i så fald samtidig være det første trofæ til klubben i mere end et kalenderår. Det kræver, at man gør som tidligere på sæsonen, nemlig besejrer klubbens evige ærkefjerne Barcelona i det, der bliver sæsonens anden Clásico.
Det er fjerde år i træk, at Den Spanske Super Cup-finale er et møde mellem spansk fodbolds to største klubber, og i alle de forrige tre har det været med overbevisende sejre. I 2023 blev Ancelottis Real Madrid udklasseret noget så eftertrykkeligt i en finale, der endte 3-1 til Barcelona, da Benzema fik pyntet lidt på resultatet med et mål i det 93. minut. I 2024 var det Real Madrids tur til at uddele bøllebank, da Vinícius førte an i en 4-1-sejr, og i 2025 rev Barcelona så stafetten tilbage med en knusende 5-2-sejr, hvor man førte 5-1 efter 48 minutter. Hvem ved, hvad der var sket, hvis ikke Szczesny havde fået rødt kort efter 56 minutter?
Men som den opmærksomme læser så også vil notere sig, må det være Real Madrids tur til at besejre ærkerivalerne i en direkte kamp om trofæet. Det gjorde man allerede flot tilbage i oktober, hvor Xabi Alonso-fodbolden syntes at rulle allerbedst, og Real Madrid lagde sig solidt i spidsen af LaLiga, men meget vand er løbet gennem åen siden. Barcelona fører LaLiga med fire point og bookede adgang til finalen med en 5-0-sejr over Athletic Club, mens Real Madrid slog bysbørnene fra Atlético Madrid i en kamp, der efterlod indtrykket af, at der stadig er enorm plads til forbedring i selve spillet.
Skal vi tage ja-hatten på, peger pilen dog trods alt fremad for Real Madrid. Man startede året med en tiltrængt 5-1-sejr over Betis, og sejren over Atlético var også lidt at overvinde et traume fra starten af sæsonen, hvor det blev til et smerteligt 5-2-nederlag. Faktum er blot, at selvom Barcelona ikke er ufejlbarlige under Flick, synes de samtidig at være umættelige, når det kommer til at skabe chancer, score mål og få spillere til at præstere over niveau. Siden nederlaget til netop Real Madrid har de sejret i ni kampe på stribe, og det er samme antal sejre, de har hentet på tværs af alle turneringer siden nederlaget til Chelsea i Champions League.
Real Madrid møder altså en velsmurt vindermaskine, hvor Lamine Yamal er tilbage fra lidt småsygdom, og hvor man i denne omgang ikke slipper for Raphinha, der er kommet stærkt tilbage fra sin skade og blot fortsætter med at være den Mr. Slutprodukt, han udviklede sig til i sidste sæson.
Den Spanske Super Cup er langt fra fodboldens største trofæ, men som den nu ligger der i januar, er den blevet lidt af et formtjek og en turnering, der enten kan give en gedigen mavepuster eller et rygstød. Fem af de seks trofæer, der har skullet uddeles i Saudi Arabien, er gået til Barcelona eller Real Madrid, og i alle tilfælde er det blevet krydret med et spansk mesterskab en håndfuld måneder senere. Så selvom turneringens renommé måske ikke er det fineste, er den i dag noget andet end blot den optaktsturnering, den var, da den lå i sensommeren.
Real Madrid går ind til kampen med et døgns mindre hvile og med tvivl om et par vigtige spillere. Både AS og Marca er enige i, at Rüdiger kommer til at starte, selvom han blev skiftet ud med skavanker imod Atlético, og derudover er håbet naturligvis, at Mbappé er fit til at spille en rolle. Franskmanden har været fyr og flamme i sæsonen hidtil og har med PSG og Real Madrid scoret hele 12 mål på 9 kampe imod catalonierne. Marca skyder ham dog til at starte på bænken, mens AS ikke helt tør afvise, at han kunne afløse Gonzalo García i startelleveren.
Det er klokken 20 i aften, at kampen fløjtes i gang, og hvis man har nerver til at bevidne endnu et Clásico med et trofæ på spil, skal man have fat i et abonnement hos Sport Live, bold+ eller Ekstra Bladet+. Eller evt. se sig om på de bettingsites, der har vane for at vise den slags kampe.
Real Madrids forventede hold: Courtois, Valverde, Asencio, Rüdiger, Carreras, Camavinga, Tchouaméni, Bellingham, Rodrygo, Gonzalo García, Vinícius.
