Madridista.dk mener: Cómo (no) te voy a querer?
Denne artikel er udelukkende udtryk for skribentens holdning.
I går blev det offentliggjort, at Xabi Alonso og Real Madrid stopper samarbejdet med øjeblikkelig virkning. I dag er Álvaro Arbeloa ny træner i klubben, og skal i morgen i ilden for første gang, når Albacete venter i Copa del Rey.
Det kommer efter en lang periode, hvor træneren har været fyringstruet, og man føler dårligt nok, at Alonso kom i gang med sin trænerkarriere i Real Madrid, før klubben lækkede historier til pressen om, at han ville blive fyret ved næste nederlag. Det må siges at være svære vilkår at arbejde under, og det bringer mig frem til emnet i dagens tekst.
“Cómo no te voy a querer?” lyder det ofte på Bernabéu, når holdet præsterer det, man forventer af Real Madrid. “Hvordan kan jeg ikke elske dig?” er blevet en del nemmere at svare på den seneste tid. Jeg har allerede behandlet klubbens behandling af dommere, så den lader vi ligge i dag, men for mig har klubbens image taget et stort slag i denne sæson.
En del af spillerne har mere eller mindre offentligt skidt på, hvordan træneren ellers mener et fodboldhold skal spille, for det er langt mere belejligt at køre sit eget løb, hvor man fx kan undgå at løbe vildt meget og presse modstanderne og den slags ubehageligheder. Og hvis vi bare lader være længe nok, så bliver Alonso jo nødt til at droppe det. Og da der ikke har været den mindste snert af en konsekvens at spore fra klubbens side, må man jo gå ud fra, at José Ángel Sánchez og Florentino Pérez har været på spillernes side i den sag, selvom det er svært at forstå.
Vini Jr. har længe vist sin utilfredshed med træneren, Fede Valverde har også virket som en mand, der var rigtig træt af træneren, og mens Kylian Mbappé stort set har ageret eksemplarisk siden sin ankomst til klubben, leverede han noget der lignede et dødsstød i søndags. Da man havde tabt Super Cup-finalen til FC Barcelona ønskede Xabi Alonso at vise modstanderne respekt, men det fik særligt Mbappé spoleret, og så måtte træneren jo også begrave hovedet godt og grundigt mellem skuldrene og traske væk. Mord for åben skærm.
I dag skal man så læse takketaler fra bl.a. Mbappé og Fede Valverde på sociale medier, mens Vini Jr. og Jude Bellingham da i det mindste (i skrivende stund) har skam nok i livet til at holde kæft.
Så hvordan skal man elske denne flok af forkælede millionærer, der for blot få år siden fremstod som en glad flok topatleter, der kæmpede i fælles front, når det er tydeligt, at de (naturligvis ikke alle sammen) er sig selv nærmest, og ikke ønsker at knokle for Real Madrid i de hårde tider?
Det er en opgave for alle i Real Madrid den kommende tid. For der er et anstrengt forhold lige nu til flere af spillerne nede på banen fra alle os, der bruger et åndssvagt antal timer på den her fodboldklub. Vi ved dog også, at stemningen lynhurtigt kan vende på Bernabéu. På godt og ondt.

