Uafgjort i rodet affære

Real Madrid var lørdag aften på besøg på La Romareda til besøget hos Zaragoza og det var to hold, som har tankerne vidt forskellige steder.

Hjemmeholdet har blikket rettet mod nedryknings-zonen, mens José Mourinhos tropper i tankerne er fremme ved onsdagens CL-kamp mod Galatasaray, hvilket opstillingen i nogen grad også afslørede alt om. Det blev da også en rodet affære, som endte med en point-deling efter 1-1.

Der var ikke spillet mere end 6 minutter før Diego López måtte gå den kedelige tur ind i nettet for at hente bolden ud efter Rodri var blevet sendt alene mod mål og sikkert bragte hjemmeholdet foran. Det er dog en situation, som Real Madrid har prøvet mange gange før i denne sæson og derfor lod man sig ikke gå på af modgangen og man kunne sandsynligvis have fået mere ud af sine angreb, hvis eksempelvis Higuaín havde haft lidt mere tro på tingene, men han virker som et fremmedlegeme på holdet i øjeblikket.

Derfor skulle første store chance også komme efter tilfældigt spil, hvor Roberto i Zaragoza-målet ikke fik bokset bolden ordentligt væk og i den efterfølgende tumult var det Zaragoza, som kunne ekspedere bolden ud til hjørne, som der ikke kom mere ud af.

Hvem går man til, når der skal scores mål? Det spørgsmål er omtrent lige så nemt at svare på, som at indgive korrekte stemmer til FIFA, men for en god ordens skyld: Cristiano Ronaldo. Efter 38 minutter dukkede han op og sendte køligt bolden ind bag Roberto og så var der balance på måltavlen, mens der på banen stod Real Madrid på det meste og det kunne man have udnyttet bare få øjeblikke senere, da Essien lige fik presset sig foran en Zaragoza-forsvarer og headet på mål, men denne gang klarede Roberto i fin stil.

Zaragoza nåede dog lige at vise tænder, inden den udmærkede Undiano Mallenco fløjtede til pause.

José Mourinho foretog ikke nogen ændringer i pausen og måske havde han også fornemmet, at Real Madrid var på vej til at overtage styringen af kampen og det var tæt på allerede efter tre minutters spil, da først Cristiano Ronaldo skød lige på Roberto, men riposten havnede hos Marcelo, som høvlede bolden på træværket.

Real Madrid manglede dog den sidste nøgle til at få lukket op for Zaragoza-defensiven og derfor tog Mourinho en drastisk beslutning med en halv time igen, da han i et hug indskiftede Khedira, Özil og Di María i stedet for Arbeloa, Callejón og Kaká.

Hvor Real Madrids udskiftninger var iskold beregning fra Mourinho, blev Manolo Jiménez på Zaragoza-bænken tvunget til at foretage et par af sine udskiftninger på grund af skader til Opoño og Rodri, men hjemmeholdet kæmpede en brav kamp for at holde stand.

Og Zaragoza kunne såmænd være smuttet med alle tre points, hvis ikke Diego López havde disket op med en fantomredning 12 minutter før tid, da han tæt under mål måtte redde et hovedstød til hjørne.

Men det blev ved 1-1 og det kan begge hold nok godt stille sig tilfredse med, når man ser samlet på aftenens præstation, som bestemt ikke var noget at råbe hurra for.

Kampfakta:
Zaragoza – Real Madrid 1-1 (1-1)
1-0 Rodri (6.)
1-1 Cristiano Ronaldo (38.)

Dommer: Undiano Mallenco

Gule kort: Loovens, Rodri, Álvaro (Zaragoza), Modric, Ramos (Real Madrid)
Røde kort: Ingen.

Real Madrids hold: Diego López; Arbeloa (Khedira, 59. min.), Pepe, Ramos, Marcelo; Essien, Modric; Kaká (Di María, 59. min.), Callejón (Özil, 59. min.), Cristiano Ronaldo, Higuaín.

Zaragozas hold: Roberto; Sapunaru, Álvaro, Loovens, Abraham; Movilla, Apoño (Romaric, 52. min.); Edu Oriol (Wilchez, 83. min.), Rodri (Víctor, 63. min.), Montañés; Hélder Postiga.

Seneste artikler...