Real Madrid Juvenil A kom forrygende fra start i Youth League

Real Madrid Juvenil A viste i går, at man er holdet, man skal slå, hvis man vil vinde Youth League i denne sæson.

Hjemme på Estadio Alfredo di Stéfano vandt de forsvarende mestre overbevisende med 3-0 over Inter.

Denne sæsons Real Madrid Juvenil er en blanding af sidste sæsons mestre og så den fantastiske 2009-generation, som betegnes som suverænt bedste Real Madrid-årgang i lange tider.

Og man viste fra start, at man ønsker at vinde turneringen igen, for italienerne blev sat under pres fra kampens start. Det gav bonus efter 32 minutters spil, da Daniel Yáñez kom fri på højrekanten og efter et par træk sendte bolden ind bag Farronato i Inter-målet.

Efter en times spil var Yáñez på spil igen, da han trak ind i banen fra højre side og resolut hamrede bolden ind ved den ene stolpe.

I dommerens tillægstid var det så indskiftede Fran Santamaría, som blev spillet helt fri foran mål og han havde ingen problemer med at lukke og slukke til 3-0.

Real Madrid Juvenil A: Guille Ponce, Lezcano, Joan Martínez, Cherif (Andrés, 55’), Yáñez, Villalba, Díez (Marco, 82’), Ciria (Sergio, 82’), Guille González (Espinosa, 66’), Yeremiah (F. Santamaría, 66’) og Mateo Garrido.

Log-på for at kommentere

Seneste artikler...