Alfredo di Stéfano er uden nogen som helst tvivl den bedste spiller i Real Madrids historie. Flere fodbold-analytikere mener endda, at han er den bedste spiller i verdenshistorien og dermed bedre end navne som Péle, Maradona, Beckenbauer og Cruyff.

I 1950erne var han den mest afgørende spiller i Spanien og Europa og han kunne spille både i forsvaret, på midtbanen og i angrebet. Hans fysiske formåen var uforlignelig. Han kunne forsvare, aflevere bolden præcist over lange afstande og score mål. Kort sagt, han var overalt og førte dirigent-stokken på Madrid-mandskabet. Samtidig introducerede han fodbold-verdenen for Total-fodbold.

Alfredo di Stéfano blev født den 4. Juli 1926 i Buenos Aires i Argentino, som den ældste af de tre børn. Han boede i udkanten af byen i Barracas, hvor han begyndte at spille fodbold i Sportivo de Barracas. Som 15-årig kom han til River Plate, hvor han i 1943 fik debut på deres bedste hold mod San Lorenzo de Almagro.

Her blev han mester med River Plate i 1945 og i 1947. I 1947 blev han samtidig sydamerikansk mester med Argentina efter en suveræn præstation, hvor man vandt alle kampe bortset fra en uafgjort kamp mod Chile.

Udlandet kaldte så småt for Alfredo di Stéfano og han fik især tilbud fra klubber i Sydamerika. Det bedste tilbud kom fra Millionarios i Colombia, hvor man havde oprettet en piratliga, som ikke havde FIFAs godkendelse, hvorfor colombianske klubhold og landshold blev udelukket fra internationale turneringer. I Millionarios kom Alfredo di Stéfano til at spille på et suverænt hold, som fik tilnavnet "ballet azul", Den blå ballet.

Millionarios blev inviteret til Real Madrids 50 års jubilæum i 1952 og ved den lejlighed fik såvel det madrilenske publikum som Real Madrid-præsident Santiago Bernabéu for første gang lov til at stifte bekendtskab med det argentinske geni, der ene mand førte det colombianske hold til sejr og præsterede ting med bolden, som man ikke tidligere havde set på de kanter.

Året efter ville Colombia gerne med i det fine selskab igen, og FIFA besluttede at de kunne indlemmes, såfremt de colombianske klubber frigav samtlige deres udenlandske spillere. Real Madrid havde fulgt Alfredo di Stéfano tæt, men også Barcelona var særdeles interesseret.

Under mystiske omstændigheder skrev såvel Real Madrid som Barcelona kontrakt med ham og regnede med at have sikret sig rettighederne, men forvirringen omkring de to kontrakter endte i den øverste sportslige instans under det daværende regime, som kom til den salomoniske beslutning, at Alfredo di Stéfano på skift skulle en sæson i hver klub. Det ville Barcelona under ingen omstændigheder være med til, så de rev kontrakten i stykker og overgav dermed rettighederne til Real Madrid. En handling de senere skulle fortryde bitterligt.

Alfredo di Stéfano fik debut for Real Madrid den 23. september 1953 i en kamp mod Nancy, som franskmændene vandt med 4-2. Kampen blev begyndelsen på en succes-æra for Real Madrid, som vandt 8 nationale mesterskaber og én Copa del Rey i de følgende 11 sæsoner.

I samme periode indførte UEFA mesterholdenes turnering, som Real Madrid vandt de første fem af. Alfredo di Stéfano nåede at spille mesterholdenes i 9 sæsoner, hvor han spillede 58 kampe og scorede 49 mål på datidens suverænt bedste hold.

Alfredo di Stéfano spillede også en stor rolle, da Real Madrid erobrede den første Intercontinental ved at smadre de sydamerikanske mester fra Peñarol med 5-1 hjemme på Estadio Santiago Bernabéu efter at have spillet uafgjort ude i første kamp. Denne magiske aften var Real Madrid repræsenteret med så store spillere som Domínguez, Marquitos, Santamaría, Pachín, Vidal, Zárraga, Chus Herrera, Del Sol, Puskas og Gento, samt naturligvis Alfredo di Stéfano.

Som spiller kendte Alfredo di Stéfano sit værd og han var ikke bleg for at fortælle sine holdkammerater, hvis han var utilfreds med deres præstationer. Denne holdning kunne kun gå, fordi han selv var overlegen i alt hvad han foretog sig og altid gik forrest som styrmand på Real Madrids hold. En enkelt gang kom han dog til kort, da han forsøgte at blande sig i trænerens dispositioner. Det kom Santiago Bernabéu for øren og han kaldte straks den formastelige argentiner op på sit kontor, hvor han i utvetydige vendinger gjorde klart, at ingen stod over Real Madrid og kunne han ikke indordne sig under det, kunne han pakke sit tøj og forlade klubben samme dag.

Alt i alt nåede Alfredo di Stéfano at spille 510 kampe for Real Madrid, hvor han vandt de 354, spillede 66 uafgjort og tabte 90 kampe. I de kampe nåede han at score hele 418 mål, hvilket naturligvis var stærkt medvirkende til, at han kunne vinde Guldbolden i 1957 og 1959.

Alfredo di Stéfano spillede sin sidste officielle kamp for Real Madrid den 27. maj 1964 på Prater Stadion i Wien i den 9. mesterholdsfinale, som Inter vandt med 2-1.

Året efter skiftede Alfredo di Stéfano til RCD Espanyol efter at Real Madrid havde nægtet at forlænge kontrakten med ham. Her sluttede han sin karriere på samme hold som den tidligere storspiller i Barcelona, Ladislao Kubala, som sjovt nok var tæt på et skifte til Real Madrid på samme tidspunkt som Alfredo di Stéfano stod foran en kontraktunderskrivelse med Barcelona. Historien fortæller, at Kubala var på vej i tog til Madrid for at skrive kontrakt, da han faldt i snak med en Barcelona-funktionær, som drak den alkohol-glade Kubala under bordet, så han ikke kom af toget i Madrid, men i stedet fortsatte til Barcelona, hvor han uanende om hvor han var, skrev under på en kontrakt, som dermed bandt ham til den catalanske klub.

I 1966 fik Alfredo di Stéfano sin testimonial-kamp for Real Madrid mod Celtic. Efter en halv times spil overgav han sit anførerbind til Ramón Moreno Grosso under råben og skrigen fra tilskuerne på Estadio Santiago Bernabéu. En æra var forbi.

Alfredo di Stéfano fik spansk pas i 1956 og den 30. januar 1957 fik han debut på det spanske landshold i en kamp mod Holland. Spanien vandt hele 5-1 og Alfredo di Stéfano scorede tre mål.

På grund af skader nåede Alfredo di Stéfano aldrig at deltage i nogle slutrunder og det er en stærkt medvirkende grund til, at han ofte bliver glemt, når diskussionen om verdens bedste spiller gennem tiderne kører. Alfredo di Stéfano var noget specielt og hans betydning for holdet var uforlignelig.

Efter at have stoppet sin karriere fortsatte han i fodbold-verdenen som træner for klubber som Elche, Boca Juniors, Valencia, Rayo Vallecano, Sporting Lissabon, Castellón og Real Madrid.

Hele hans imponerende CV som spiller og træner førte til, at France Football i 1989 kårede ham til Verdens bedste spiller gennem alle tiderne, foran spillere som Johan Cruyff og Michel Platini og gav ham Super-guldbolden.

I 1990 blev han udnævnt som rådgiver for Real Madrid og en af Florentino Pérez´ første gerninger efter at have vundet præsident-posten i 2000 var at udnævne Alfredo di Stéfano til ærespræsident i klubben, hvor han i dag er med ved samtlige præsentationer af Real Madrids nye spillere og overrækker dem den hvide trøje som en påmindelse om det ansvar, der hviler over spillerne i verdens mægtigste klub.

Historie:
Navn: Alfredo Di Stéfano Laluhe
Fødested: Buenos Aires
Fødselsdato: 4. juli 1926
Første dag i klubben: 22. september 1953
Sidste dag i klubben: 30. juni 1964

Titler:
8 Ligas
5 Copas de Europa
1 Copas de España
1 Copa Intercontinental
2 Copas Latinas
1 Pequeña Copa del Mundo
3 Trofeos Carranza
1 Trofeo Benito Villamarín

Personlig hæder:
Topscorer i La Liga i sæsonerne 1953/54, 1955/56, 1956/57, 1957/58 og 1958/59
Guldboldvinder i 1957 og 1959
Kåret som en af de ti legendariske spillere af FIFA i 1998

Kampe for Real Madrid:
510 kampe og 418 mål

Derudover 31 A-landskampe for Spanien

Fernando Ruiz Hierro træder direkte ind i alle Madridistas hjerter som en af de allerstørste spillere i klubbens glorværdige historie efter en flot karriere, som strakte sig over 14 år på allerhøjeste niveau i Real Madrid.

Fernando Hierro blev født i Málaga den 23. marts 1968 og startede sin fodbold-karriere Torre del Mar, hvor han blev sammenlignet med sine to brødre, Manolo og Antonio, som dog blev vurderet til at være en klasse bedre. Som ung blev han indlemmet i Málagas ungdomstrup, men Málagas ledelse havde ikke den store tiltro til Fernando Hierro og som 18-årig blev han foreslået en udlejning til en anden klub, hvilket blev afslået og Hierro skiftede herefter til holdet i sin fødeby, Vélez-Málaga, hvor han spillede i regional-ligaen.

I mellemtiden var broderen Manolo skiftet til Valladolid, hvor han fortalte den chilenske træner, Vicente Cantatore, at han havde en bror, som var en rigtig god fodboldspiller. Den chilenske træner var ikke sen til at ringe til Fernando Hierro og invitere ham til prøvetræning i Valladolid. Dette var i 1985 og efter at have overbevist under prøvetræningen fik han en plads på Valladolid Promesa´s hold, som spillede i tredje division og som var Valladolids andethold. Vicente Cantatore var ikke i tvivl om, at han havde fået en kommende storspiller og på dagen, hvor Valladolid præsenterede holdene til den kommende sæson i en minikamp mellem Valladolid og Valladolid Promesa fortalte Cantatore til Manolo Hierro, at hans yngre bror ville få debut i La Primera samme sæson.

Vicente Cantatore fik ret og Fernando Hierro fik debut allerede i femte spillerunde i sæsonen 1985/86, hvor Valladolid skulle møde Espanyol. Fernando Hierro imponerede fra start med sit mod og sin elegance midt på banen og han blev hurtigt et stort idol blandt Valladolids tilhængere og en etableret spiller i spansk fodbold.

Fernando Hierro blev fire sæsoner i Valladolid inden en magtkamp mellem Atlético Madrid og Real Madrid førte til hans skifte til sidstnævnte. Atlético Madrid-præsident Jesús Gil y Gil annoncerede offentligt et køb af Fernando Hierro for 150 mill. pesetas (omkring 900.000 €) og Fernando Hierro pressede på for at skrive under for Atlético Madrid. Men daværende Real Madrid-præsident Ramón Mendoza tilbød Fernando Hierro at træde direkte ind på Real Madrids førstehold og inden sæsonen 1989/90 blev fløjtet i gang havde Hierro underskrevet en kontrakt med den klub, som han gennem hele sin barndom "havde grædt med deres nederlag".

Fernando Hierro fik sin Real Madrid-debut den 9. september 1989 mod Castellón og bare ti dage senere fik han debut på det spanske landshold på Riazor i La Coruña, hvor Spanien slog Polen med 1-0. Senere samme sæson kunne Fernando Hierro fejre sit første og Real Madrids femte mesterskab i træk, da han med spansk fodboldhistories bedste fodboldhold spillede 0-0 mod Valladolid på Estadio José Zorilla i 34. spillerunde. Efter kampen modtog Fernando Hierro stående ovationer fra sit tidligere publikum. Real Madrids fantastiske La Quinta del Buitre-hold satte denne sæson flere rekorder, blandt andet nåede man at score 107 mål i 38 kampe. Og Fernando Hierro havde stor indflydelse på dette hold. Derfor blev han udtaget til Spaniens VM-trup, men han opnåede dog ikke et eneste spilleminut under VM i Italien.

Fernando Hierro nåede dog hele 89 landskampe for Spanien og blev kendt som den mest elegante forsvarsspiller siden Franco Baresi. Som Real Madrid-spiller begyndte han dog på den centrale midtbanespiller, hvor han med sit store overblik og fysiske styrke var en fremragende bolderobrer og igangsætter, men efterhånden blev han dog rykket ned som forsvarsdirigent. Det forhindrede ham dog ikke i at støde med frem i angrebene, hvor han med sin imponerende hovedstøds-styrke og skud fra distancen fik scoret mange mål. Fernando Hierro er spansk fodbolds mest scorende forsvarsspiller, idet han nåede hele 102 scoringer for Real Madrid. På det personlige plan er Fernando Hierro også kendt som et fremragende eksempel og han bakkede altid op om holdkammeraterne og klubben, ligesom han gerne påtog sig en masse kritik for at støtte op omkring spillerne. Derfor var det ikke overraskende, at han gennem mange sæsoner var anfører for både Real Madrid og det spanske landshold.

Fernando Hierros karriere fik desværre en brat afslutning i Real Madrid kort efter at holdet havde sikret sig mesterskabet i sæsonen 2002/03, men han fortsatte karrieren i Qatar, hvor han spillede en enkelt sæson, inden han skiftede til engelske Bolton, hvor det også blev til en enkelt sæson i 2004/05.

Historie
Navn: Fernando Ruiz Hierro
Fødested: Vélez-Málaga
Fødselsdag:: 23. marts 1968.
Første dag i Real Madrid: 10. juli 1989
Sidste dag i Real Madrid: 30 juni 2003

Titler:
5 La Liga
1 Copa del Rey
5 Spanske Super Cup
3 CL
1 Europæisk Super Cup
2 Intercontinental

Andre trofæer:
10 Santiago Bernabéu
9 Ciudad de Alicante
3 Ciudad de Santander
3 Euskadi "Asegarce"
3 Bahía de Cartagena
2 Naranja
2 Ciudad de Madrid
2 La Mancha
1 Colombino
1 Ciudad de la Línea
1 Ciudad de Palma
1 Costa Festa D´Elx
1 Canal + (Madrid Barcelona)
1 Ciudad de Salamanca
1 San José (Estados Unidos)
1 Memorial "Giorgo Calleri"
1 Fioruchi
1 Declaratoria Independencia Uruguay
1 Trofeo Iberia
1 Pirelli (Milán)
1 Centenario A.C. Milán
1 Taça Gama Sport (Lisboa)

Internationalt:
89 kampe for Spanien
29 mål

Antal kampe for Real Madrid:
439 Liga-kampe
42 Copa del Rey-kampe
9 Spanske Super Cup-kampe
77 CL-kampe
20 UEFA Cup-kampe
2 Europæiske Super Cup-kampe
4 Pokalvindernes turnering UEFA
3 Intercontinental
4 VM for klubhold (FIFA-turneringen, som nu er nedlagt)
116 nationale og internationale venskabskampe

Antal scorede mål:
102 Liga
7 Copa del Rey
1 Spanske Super Cup
8 CL
7 UEFA Cup
2 Europæiske Super Cup
1 Pokalvindernes turnering UEFA
1 VM for klubhold

Nogle legender forsvinder aldrig. Selv mange år efter deres død omtaler folk dem stadig med lige dele respekt og forundring. Don Santiago Bernabéu hører til den slags mennesker. Hans indflydelse på Real Madrid har været enorm og han har hjulpet klubben ud af mange kriser.

Santiago Bernabéu de Yeste, som han rettelig hed, overtog præsidentposten i Madrid i 1943 og bestred den til sin død i 1978. Inden Real Madrid opnåede den status vi kender i dag, gik både den og Santiago Bernabéu så frygteligt meget igennem.

Santiago Bernabéu startede sin karriere i klubben i 1912 og fik debut på førsteholdet som 17-årig. Han scorede i sin aktive karriere, der varede til 1927, over 1200 mål for klubben. Efter han stoppede sin aktive karriere fortsatte han i forskellige funktioner omkring klubben. Som præsident, hjælpetræner og træner.

Efter afslutningen på den spanske borgerkrig i 1939 var Real Madrid i elendig forfatning. Klubben var et kastet ud i vild turbulens og intet fungerede som det burde. Flere fra den tidligere ledelse var blevet myrdet og mange af klubbens trofæer var blevet stjålet. Real Madrid var i allerhøjeste grad en klub i forfald.

Men i spillertunnellen. Som en sulten og ivrig midtbaneslider stod en person, der var klar på at sætte alt på spil for at redde den stolte klub. Santiago Bernabeu. Han gjorde det til en sin personlige mission at genopbygge hovedstadsholdet.
Santiago Bernabéu tog egenhændigt kontakt til tidligere spillere og ansatte i forsøget på at genrejse Los Blancos. Dette initiativ viste sig at være succesfuldt og fremtiden var nu skrevet i stjernerne for Real Madrid. Santiago Bernabéu, der på dette tidspunkt var mening bestyrelsesmedlem, blev hyldet og anerkendt for sit store arbejde med genopbyggelse af holdet. Af samme grund ramte det også hans personligt integritet hårdt, da en skandale satte en stopper for klubbens positive omtale.

Efter et højspændt opgør i 1943 mod ærkerivalerne fra Barcelona, udbrød der voldsomme tilskueroptøjer. Francos regering krævede, at præsidenterne for begge klubber trådte tilbage som følge af urolighederne. Antonio Santos Peralba overgav sin position til Don Santiago, der pludselig var i spidsen for aristokratiets klub.

På det tidspunkt var Real Madrid stadig en lille klub, både på sportsligt og administrativt niveau. Det ændrede Santiago Bernabéu med flere visionære tiltag, der var med til at gøde den jord som verdens mægtigste klub voksede op af.

Under Don Santiagos ledelse høstede Real Madrid enorme triumfer med stjerner som Puskas, Di Stefano, Kopa, Pirri, Santillana og Juanito på holdet. Man vandt det spanske mesterskab16 gange, Mesterholdenes turnering og Copa del Rey seks gange.

I dag anser mange den tidligere Real Madrid præsident som en af fodboldspillets mest visionære leder, hans opfattelse af klubånd og ledelsesform var unik.
Selvom Santiago Bernabéu de Yeste har været død i snart 30 år, lever hans minde og hans store indflydelse på Real Madrid stadig. Ikke mindst da Estadio Chamartín i 1955 skiftede navn til Santiago Bernabéu.

Don Santiago Bernabéu var om nogen med til at skabe den klub, der i dag betegnes som verdens mægtigste.

Han er mest kendt under tilnavnet Santillana, men egentligt blev han døbt Carlos Alonso Gonzalez. Santillana høstede enorme triumfer som en af Spaniens mest frygtindgydende angribere.

Santillana kommer fra en lille havneby i den nordspanske landsdel, Cantabria. Hans karriere startede hos det lokale hold, snart skiftede han dog til naboklubben Racing Santander. Et ophold der dog blev kortvarigt, da Real Madrid hentede ham til klubben i 1971. Her spillede han indtil han stoppede karrieren i 1988.

Over denne 17-årige periode nåede at spille imponerende 788 kampe og score 352 mål. Han er nummer otte på listen over de mest scorende i den spanske liga, men det til trods har han aldrig vundet topscorer prisen.

Santillana nåede desuden 56 kampe på det spanske landshold, hvor det lykkedes ham at sende kuglen i nettet 15 gange. Han var med til både VM i 1978 og 1982, samt Europa Mesterskabet i 1976, 1980 og 1984. Santillana opnåede en sølvmedalje med det spanske landshold ved slutrunden i 1984.

Hvis guldet udeblev hos det spanske landshold var der mere succes for Santillana i den hvide Madrid trøje. Her var han med til at vinde La Liga ni gange, Copa del Rey fire gange og UEFA Cuppen to gange. I dag er Santillana en legende som klubbens nuværende angribere har som forbillede.

Historie
Navn: Carlos Alonso Gonzalez 'Santillana'
Fødested: Cantabria
Fødselsdag:: 23. august 1952
Første dag i Real Madrid: 1971
Sidste dag i Real Madrid: 1988