Kaptajn Carmonas drømmemål sikrede Real Madrid Femenino-sejr

Hvis det ikke allerede stod fast, at Real Madrid Femenino er Spaniens klart næstbedste hold, blev det slået fast med syvtommersøm, da man søndag vendte tilbage fra landsholdspause og slog Liga F’s nummer fire, Athletic Club, med 2-1 på udebane.

 

Athletic kom ellers foran allerede efter ti minutters spil, da offensivspilleren Athenea del Castillo klodset begik straffespark på den tidligere Real Madrid-angriber, Nahikari García, og netop hun sparkede også bolden sikkert i kassen fra ellevemeterpletten efterfølgende. Athenea spillede generelt en rædselsfuld kamp med masser af fejl offensivt og altså også et begået straffespark i den anden ende, og der skal nok ikke komme for meget mere af den slags med de mange dygtige offensivsspillere, Alberto Toril kan vælge imellem in mente.

Føringen var dog ikke just retvisende, for Real Madrid var stærkest, og hele to gange måtte Caroline Weir se sig afvist af træværket i første halvleg, herunder på et flot langskudsforsøg. Udligningen kom dog alligevel, da Signe Bruun efter 40 minutter atletisk fik snittet et hjørnespark videre ind i feltet, hvor centerbacken Maëlle Lakrar stod klar til at score sit fjerde mål i sæsonen.

Chancerne fortsatte med at tilfalde Real Madrid, men vi skulle helt frem til det 80. minut for at finde sejrsmålet. Og sikke ét, det var. Real Madrid-kaptajnen Olga Carmona opsnappede bolden fra en Athletic-spiller, og med sin andenberøring sparkede hun på mål lange udefra. Bolden dalede ned helt oppe under overliggeren og uden for keeperens rækkevidde, og i sin jubel sendte spanieren en hilsen til sine to skadede holdkammerater, Rocío Gálvez og Teresa Abelleira. Sidstnævnte har netop pådraget sig en korsbåndsskade.

Med sejren er Real Madrid fortsat fem point efter Barcelona, der naturligvis bare bliver ved med at vinde, mens der er 15 point ned til Atlético Madrid på tredjepladsen.

Real Madrid Femeninos hold: Misa, Antônia, Toletti, Carmona, Bruun (Navarro, 80’), Weir (Redondo, 68’), M. Méndez, Feller (Caicedo, 68’), Angeldahl, Athenea (Irune, 82’), Lakrar.

Seneste artikler...