Real Madrid Femenino sejrede i første testkamp
To flotte hovedstødsmål sikrede Real Madrid Femenino sejren i går aftes, da man i optaktssæsonens første testkamp mødte bysbørnene fra Madrid CFF.
Begge mål kom i anden halvleg, hvor det første kom fra den målfarlige centerback María Méndez, der stangede et hjørnespark fra Eva Navarro i kassen til 1-0 efter 68 minutter, inden unge Paula Comendador gjorde hende kunsten efter i det 84. minut – dog ikke på et hjørnespark, men på et indlæg fra baglinjen af Sara Däbritz.
I kampen fik nyindkøbene Janou Levels, Elisa Senss, Andreia Jacinto, Lineth Beerensteyn og ikke mindst det unge teenagefænomen Felicia Schröder deres uofficielle debuter. Sidstnævnte fik vist flot power og forsøgte sig på mål et par gange i første halvleg uden held.
Real Madrid Femenino startede med følgende opstilling: Frohms, Levels, Silvia Cristóbal, Andersson, Noe, Toletti, Jacinto, Senss, Caicedo, Athenea og Schröder.
De kom ind i løbet af kampen: Laia, Noelia, Claudia, M. Méndez, Navarro, Däbritz, Angeldahl, Dorado, Keukelaar, Zouhir, Comendador og Beerensteyn.
