MARCA: Navas nærmer sig kontrakt med PSG

Efter det er blevet offentliggjort, at Gianluigi Buffon forlader Paris Saint-Germain efter bare én sæson i klubben, er der blevet åbnet en dør for Real Madrid-målmanden, Keylor Navas.

Navas har vidst i omkring tre uger, at han ikke er Real Madrid-spiller i næste sæson, selvom intet er offentliggjort endnu. Derfor har pariserklubben eftersigende i sinde at tilbyde costaricaneren en kontrakt hos PSG.

Ifølge MARCA er forhandlingerne mellem de to giganter allerede begyndt, og der er angiveligt ingen komplikationer.

Såfremt den 32-årige målmand bliver PSG-spiller, skal han konkurrere mod Alphonse Areola om titlen som førstemålmand i klubben. I sidste sæson stod Areola på mål i 31 kampe mod Buffons 25. Franskmanden lukkede 27 mål ind, hvilket var to mere end Buffon, der lod 25 bolde passere ham.

Uanset hvilken rolle Navas får i PSG, er han eftersigende overbevist om, at han vil få nok spilletid til at være glad og tilfreds. Derudover vil PSG kunne nyde godt af costaricanerens erfaring.

Selvom forhandlingerne om Navas kun netop er begyndt, forventes det angiveligt ikke, at der vil gå længe, inden der er en aftale på plads, og Navas kan forlade Real Madrid og se frem til nye udfordringer i en anden europæisk hovedstad.


Seneste artikler...