Alisson udset til at konkurrere med Navas

 Real Madrids målmand Keylor Navas har netop vundet sin tredje Champions League-titel med klubben. Alligevel har der siden hans ankomst været rygter omkring tilføjelsen af en ny målmand. Real Madrid skulle have kastet sin kærlighed på Romas brasilianske målmand, Alisson Becker.


Hvis det lykkedes Real Madrid at tilføje Alisson til truppen, betyder det ikke et farvel til Navas, som med sine 31 år stadig skulle have nogle gode år i sig. Real Madrid ønsker derfor at tilknytte 25-årige Alisson med den hensigt, at han skal konkurrere med Navas om en plads i målet, for derefter på længere sigt at skulle overtage posten permanent.

Real Madrid skulle allerede have taget kontakt til både spillerens agent, samt Romas sportsdirektør, Monchi. Som tilfældet var sidste år, hvor man solgte Salah til Liverpool, så betyder Romas økonomiske situation, at man er nødsaget til at skaffe penge inden den 30. juni. Man regner med at kunne indkassere mellem 50 og 60 millioner euro for sin målmand.

Real Madrid har også længe haft et godt øje til både De Gea og Courtois, men man anser Alisson for en billigere mulighed. Man satser på allerede at lukke handlen inden VM i Rusland, hvor Alisson er udset til at vogte buret for Brasilien.

Liverpool er angiveligt også interesseret i at tilknytte den brasilianske landsholdsmålmand, men spansk presse mener at vide, at han foretrækker et skifte til spanske hovedstad.

 

Seneste artikler...