Optakt: Til kamp mod løverne

 

Tidlig topkamp på Estadio Santiago Bernabéu, hvor løverne fra Baskerlandet gæster til et fodboldslag serveret midt i middagsmaden.

Både Athletic Club og værterne fra Real Madrid har maksimumpoint efter de første runder i Liga BBVA, og man bør derfor med rette kunne forvente et velspillet opgør med to selvtillidsfyldte mandskaber. Athletic har hentet sig en målscore på 4-1 efter 2-1 ude over Valladolid efterfulgt af sidste rundes 2-0 sejr over Osasuna. Særligt unge Muniain lader til at være kommet fornemt i gang med den nye sæson, og han bliver formentlig en opgave for Real Madrids valg til højrebackpladsen, Arbeloa.

Ligeledes har Athletic Club i sommerpausen gjort et scoop ved at hente Los Betíscos-profilen Beñat, der ellers var kædet sammen med langt større klubber som blandt andet AC Milan. Netop tilstedeværelse af den baskiskfødte midtbanekriger bliver en stor opgave for Luka Modric, som igen ser ud til at være alene på posten på den centrale del af spillepladsen. Et taktisk træk som Ancelotti blev voldsomt kritiseret for efter seneste udekamp mod Granada.

Med beslutningen bliver der dermed lagt stort pres på Modric' sidemand Isco, der kommer til at skulle agere længere tilbage i banen end i sidste weekend, hvor Madrids balance flere gange tippede over og efterlod uendelige meter plads til modstanderen midt på banen. Sådanne gaver vil Athletic givetvist være bedre til at udnytte, hvorfor der kræves fuld koncentration over hele linjen.

Helt i front får Benzema genvalg og med to mål i to kampe ligner franskmanden – trods uendelige mængder offsidekendelser – en spiller, der er ved at genfinde topformen. Skal målstimen fortsætte så skal spillerne på de øvrige pladser i offensiven Özil, Cristiano, dí María formentlig finde et højere niveau frem, end de tre har vist i kampene mod de to andalusiske hold.

Det er ikke længere nogen historie, at Diego López er valgt til målmandsposten, om end Ancelotti i går antydede, at Casillas formentlig snart får chancen mellem stængerne i en gældende kamp.

 

Seneste artikler...